Sådan ser en Gaultier-cola ud

Sådan ser en Gaultier-cola ud

Først dekorerede Manolo Blahnik Coca-Cola light flasker med stiletter. Så designede Karl Lagerfeld overtøj på dem. Nu har den franske designer, Jean Paul Gaultier, løftet sløret for sin kollektion af limited edition Coca-Cola light flasker.

Jean Paul Gaultier er især kendt for sine sømandsstriber, lækre Hermès-lædervarer, som modehusets forhenværende chefdesigner, men også catwalkshows, der har mikset high fashion med sexede såvel som rå street-elementer, der har været med til at give ham tilnavnet L'enfant terrible.

Den frække dreng i modeklassen har nu sagt ja til et mere kommercielt foretagende, nemlig at være kreativ direktør for Coca-Cola light, og han skal med den nye titel sprede modemagi over en række Coca-Cola light projekter i 2012. Det første skud er flaskekollektionen med titlen Night & Day.

Med afsæt i ligheden mellem Coca-Cola light flasken og den kvindelige silhuet har Jean Paul Gaultier skabt to nye flasker. En til nattens udskejelser og en til de lyse dagtimer.

Night-flasken er iført korset, blonder, fishnet og Gaultiers kendte kegle-BH og har en tydelig reference til Jean Paul Gaultier's modeshows. Day-flasken er derimod klædt i de velkendte nautiske blå/hvide striber og er inspireret af Gaultier's afslappede hverdagslook.

Som afslutning på kollektionen vil en tredje flaske under navnet Tattoo, hvor designet er inspireret af Gaultier's kærlighed til body art, blive lanceret senere på året.

Night & Day-flaskerne koster 20 kr og kan købes i 7-eleven fra 7. maj.