Stop tiden: 9 ting, der ælder dig
Artiklen blev oprindeligt bragt i 2012.
Du kommer ikke uden om, at du bliver ældre, også selv om du bruger masser af tid og penge på cremer, behandlinger, kost og motion. Men på trods af din flittighed laver du måske alligevel fejl, som saboterer alt dit hårde arbejde.
Se her, hvilke do’s and don’ts der kan være med til at forlænge dit ungdommelige udseende...
Fejl #1
At spise søde sager
Du kender til sundhedsfarerne ved at spise for meget sukker, nemlig livsstilssygdomme som overvægt og type 2-diabetes, men det søde stof er en lige så stor synder, når det kommer til rynker, som sol og cigaretter er for din hud.
“Hvis du drikker en cola, siger man, at dit immunforsvar ikke vil være i beredskab de næste fem timer. Sukker stjæler simpelthen energi og sundhed fra cellerne, og derved sænkes dit immunforsvar. Det betyder, at du nemmere får inflammationer i huden, som kommer til udtryk ved rødmen, betændelse, og at karvæggene bliver tydelige. Man kan sige, at blodsukkeret koger op, og derfor bliver din hud rød, og sukkeret sætter ældningsprocessen på fuld speed,” siger kosmetolog Helle Thorup.
Indeholder din kost for meget sukker, vil det sukker, som bliver i overskud i blodet, binde sig til protein og dna, din arvemasse, og dermed svække cellernes funktion.
“Sukker binder sig til kollagen og nedbryder det. Hudens fundament og støtte består primært af kollagen, så når dette nedbrydes, dannes der huller i fundamentet, og derved opstår rynker og fine linjer. Sukker øger også generelt iltningen af vores celler, hvilket igen sætter skub i aldringsprocessen,” siger Malene Birch, iværksætter og indehaver af Green Matters, hvor hun forhandler økologisk hudpleje og kosttilskud.
En videnskabelig undersøgelse offentliggjort i British Journal of Dermatology i 2007 konkluderede, at den ældende effekt fra et overforbrug af sukker bliver synlig, når du er omkring 35 år, og derefter eskalerer det hurtigt. For at mindske sukkeroptaget skal du altid tjekke indholdet af forarbejdede fødevarer – du vil blive overrasket, hvor meget der indeholder store mængder sukker, fra brød til pålæg. Spis også masser af fibre fra grøntsager, groft brød og gryn, da de sænker dit sukkeroptag. Magre og mættende proteiner som fromage frais, skyr, fisk, magert kød og ost stabiliserer også dit blodsukker.
Fejl #2
At arbejde for hårdt
Undersøgelser har vist, at et dårligt arbejdsmiljø, hvad enten det er jobbet, som ikke tilfredsstiller dig karrieremæssigt, eller du arbejder for mange timer, kan øge risikoen for hjertesygdomme, fremskynde ældningen af dine celler og minimere den tid, du bruger på motion, spise sundt og sove. Kronisk stress har også en indvirkning på hjernen ifølge Stressforeningen. To områder i hjernen er vigtige, nemlig hippocampus og amygdala. Hippocampus er den del af hjernen, som normalt regulerer kroppen. Den sidder inde med hjernens stresshåndtering. Når du er presset og har travlt, mestrer hippocampus at se muligheder og finde løsninger. Men hvis presset bliver for voldsomt, ryger hippocampus også på overarbejde og bliver belastet. De stresshormoner, som den normalt kan regulere, begynder at slå nerveceller i stykker i hippocampus. Stressen rammer ikke bare cellerne, men også på det mentale plan. Du bliver dårligere til at huske, og du mister hurtigt overblikket.
Det er selvfølgelig de færreste, der lige kan sige deres job op for at komme af med stress, men du kan begynde i det små ved at afløse brok med positive tanker og handlinger. Lav en liste over alle de ting, der gør dig glad, og begynd at inkorporere dem i din hverdag.
Fejl #3
At droppe vægttræningen
Forskning viser, at kvinder i gennemsnit taber 5 % af deres muskelmasse hvert årti, efter de er fyldt 30 år.
“Det er naturens gang, at kroppen mister muskelmasse, jo ældre vi bliver. Men det betyder desværre, at du kan ende med krummet ryg, slappe arme og ben. Det er svært at få bygget op igen, jo ældre vi bliver, men vi kan forebygge at svinde fuldstændig ind ved at styrketræne og dyrke sport,” siger personlig træner Stephaníe Míchala Sprehn.
Det er bevist, at jo mere muskelmasse du har i dine unge dage, jo lettere er det at holde ved lige, når du bliver ældre, så derfor er det ifølge hende vigtigt at huske at styrketræne.
“Vi vil alle gerne have en stram, sund og velfungerende krop. De fleste kvinder er bange for at få et maskulint udseende ved at vægt- og styrketræne, men den træning er nødvendig og vigtig for også at holde en god positur. Vægttræningen øger i øvrigt også blodcirkulationen, og som en ekstra bonus hjælper det på vores humør, hvis vi er tilfredse med os selv,” siger Stephaníe Míchala Sprehn.
Det optimale vil ifølge hende være at vægttræne tre til fem gange om ugen. Hvis du ikke har tid til det eller ikke kan lide at løfte vægte, så løb en tur minimum tre gange om ugen, og slut af hjemme på gulvet med nogle mave- og armbøjninger. Det er bedre end ingenting og udfordrer stadig kroppen.
Fejl #4
At sove uregelmæssigt
At sove godt er ikke en luksus, det er en medicinsk nødvendighed, da søvn har betydning for kroppens genopbygning. Mangel på søvn og for lidt af den frigiver nemlig stresshormonet kortisol, som ælder dig både indvendigt og udvendigt. En god nattesøvn gør, at cellerne får ro til at reparere og regenerere sig, så populært kan man sig, at kroppen bruger nattesøvnen til at heale sig selv, og forskning viser, at den optimale mængde søvn er syv en halv time hver nat.
“Den dybe søvn er uden tvivl den mest gavnlige, og vi skal helst sove i mørke. Her frigiver hypofysen væksthormonet GH, hvilket øger optagelsen af næringsstoffer i vores celler og fremmer derved væksten og regenerationen af vores muskelceller og knoglevæv,” siger ekspert i hudpleje og kosttilskud, Malene Birch.
“Kig dig selv i spejlet, hvis du har sovet dårligt, og du kan tydeligt se, at kroppen ikke har haft ro, fordi huden er mat og trist, og der er mørke rande under øjnene. Din hud bliver også dehydreret, hvis du sover dårligt, og det gør, at du lettere får rynker og linjer. Sover du heller ikke afslappet, men spænder og skærer tænder, bliver det faktisk kun værre,” siger kosmetolog Helle Thorup.
Hun anbefaler, at du slukker for al elektronik en til to timer, før du går i seng, så du ikke er anspændt. Det er også rigtig skidt at arbejde op til sengetid eller tjekke mails, fordi det er med til at øge stressniveauet. Læs i stedet en bog, eller dyrk yoga.
Fejl #5
At undgå fedt
Vi er blevet slemt fedtforskrækkede og har en tendens til at undgå al fedt i vores kost, men gode og sunde fedtsyrer som Omega-3 hjælper med at holde huden smidig, booster hjernen og holder hjertet stærkt.
“Essentielle fedtsyrer bruges som brændstof til alle vores celler og er yderst vigtige for vores cellers funktionalitet på mange niveauer. Cellernes motor fungerer dog bedre, hvis man fylder Omega-3 på den, da det virker anti-inflammatorisk. Får du for lidt Omega-3, øger det risikoen for at få celle-inflammation, som ælder huden med rynker og gør den slap,” siger Malene Birch, iværksætter og indehaver af Green Matters.
Omega-3 finder du i fed fisk som makrel, ål og laks, valnødder, sojabønner, hørfrø- og rapsolie, og de er også vigtige for din hjernefunktion og optimerer hjerneaktiviteten. Fedtsyrernes væsentligste opgave er at overføre information mellem hjernens nerveceller og styrke hukommelsen. Derudover virker de godt mod stress, indlæring og kronisk træthed.
“De fleste af os får alt for lidt Omega-3, og husk på, at kroppens vitale organer vil tage for sig først. Huden er den sidste del af vores krop, der vil få glæde af fedtsyrerne, så det gælder om at fylde godt på,” siger Malene Birch, der anbefaler at spise fiskeolie som kosttilskud, fordi det kan være svært at spise sig til nok Omega-3 gennem kosten.
Fejl #6
At være i dårlig form
Ifølge det amerikanske National Institute of Health mister vi omkring en centimeter i vores højde hvert 10. år, efter vi er fyldt 40 år. En god form, hvor du kombinerer styrke- og konditionstræning, mindsker dårlig positur, men træning holder også kroppen ung, fordi vi hurtigere kommer af med affaldsstoffer og får en spændstig og tonet krop. Derudover er det bevist, at kvinder, der dyrker motion to til fire gange om ugen, har mindre risiko for at udvikle livsvarige sygdomme.
“Mange kvinder har en negativ opfattelse af deres egen krop. Det er så vigtigt at være tilfreds med sit kropsbillede, men det kræver også, at vi gør vores del og behandler vores krop ordentligt ved at spise sundt og bevæge os. Det giver en indre ro, og det reflekterer sig også på vores ydre. I dag har mange et stillesiddende arbejde, og der er det endnu vigtigere at få dyrket motion. En amerikansk undersøgelse har fx vist, at kvinder, som sidder ned mere end 11 timer dagligt og ikke dyrker motion, har 42 % større chance for at udvikle depression og gå ned med stress,” siger personlig træner Stephaníe Míchala Sprehn.
Hun råder dig til at røre dig 60 minutter om dagen. Al motion gælder, så tag trappen frem for elevatoren, eller gå en lang tur med hunden. Det er lidt, der skal til, og når det først er blevet en vane, føles det lige så naturligt som at børste tænder.
Fejl #7
At undgå sex
“Sex er godt for vores muskler, fordi vi bevæger os anderledes og trækker vejret dybere. Astma Allergi Forbundet råder fx til, at man oftere dyrker sex for at forbedre lungekapaciteten. Det er også bevist, at vi føler os mindre stressede, hvis vi dyrker sex mere end tre gange om ugen, fordi de hormoner, som vi frigiver ved sex-akten, får os til at slappe bedre af og sove bedre. Så sex påvirker ikke alene dit humør, men også din motivation til at holde dig aktiv,” siger personlig træner Stephaníe Míchala Sprehn.
Fejl #8
At udsætte sig for sol
Solen er farlig – det ved alle, men alligevel smider mange af os tøjet og kaster os på plænen, så snart de første stråler bryder frem. Men faktisk er det ikke kun om sommeren, du skal smøre dig i solcreme, for UVA-strålerne er der hele året.
“Det er dem, der nedbryder kollagen og elastin i huden, hvilket betyder, at du ældes med lynets hast. Derudover ødelægger de dit bindevæv og dna, hvilket sætter gang i melaminproduktionen, som giver brune skjolder på huden. UVB-strålerne er selvfølgelig også farlige, og det er dem, som brænder og gør dig solskoldet. Man skulle tro, at vi alle var opmærksomme på farerne ved solen, men jeg ser desværre ofte solskader som skoldninger og brune pletter,” siger kosmetolog Helle Thorup. Hun anbefaler derfor alle at bruge solcreme året rundt, og allerhelst minimum faktor 30.
Fejl #9
At bruge det samme skønhedsprodukt år efter år
Du kender til det at prøve en ny creme og tydeligt se, hvordan huden bliver glattere, strammere og får mere glød. Men efter noget tid er det, som om effekten fordufter.
“Det er fordi, din hud faktisk er begyndt at kede sig. Vi har alle prøvet at stå i træningscentret og indarbejde nye rutiner, som straks viser resultater, men efter noget tid sker der ikke mere. Det samme sker for din hud, og det er, fordi cellerne signalerer, at de ikke længere har brug for netop det indhold, og så er det tid til at skifte til noget nyt,” siger kosmetolog Helle Thorup.
Hun anbefaler, at du får en ansigtsbehandling, når årstiderne skifter som minimum, fordi du skal skifte hudplejeprodukter, når vejret ændrer sig. Huden har nemlig brug for ny pleje afhængigt af, om det er varmt eller koldt. Kosmetologen kan under en behandling lave en status på din hud – er den tør, fedtet, hvordan ser porerne ud osv. – og anbefale det bedste produkt til dig.
Derudover er det essentielt, at du dagligt renser, fugter og beskytter din hud. Men et hurtigt fix, som du kan få derhjemme for at give din hud glød, er ved at give den en peeling en gang om ugen.
“En peeling er et sundhedsboost til huden, som gør den frisk og iltet. Den fjerner de døde hudceller, og det er specielt vigtigt, når du bliver ældre, fordi de bliver mere standhaftige, jo ældre du bliver. Min favorit er fra Rodial, som gør din hud silkeblød,” siger Helle Thorup.
Prøv: Super Acids x-treme Hangover mask fra Rodial til 495 kr.
Se også: Få smuk hud: 7 gode BB creams »