Den Gyldne Pelsnål

Vinderen af den gyldne pelsnål er fundet

Ni nytænkende designtalenter dystede torsdag d. 11. oktober om designprisen Den Gyldne Pelsnål 2012. Se her, hvem der løb med prisen.

For 14. år i træk mødtes fremtidens designtalenter ved et stort event hos pelsauktionshuset Kopenhagen Fur for at hylde pels og innovation. Deltagerne er alle studerende på landets design- og arkitektskoler, og de dystede i tre kategorier: Womenswear, Menswear og Homewear.

Aftenen tiltrak mere end 450 gæster, deriblandt Christiane Schaumburg-Müller, Cath Danneskiold-Samsøe og Eva Kruse, samt eventets vært Peter Falktoft fra P3's populære radioprogram Monte Carlo. Han sørgede for god stemning og en flot prisoverrækkelse.

Vinderen af Den Gyldne Pelsnål 2012 - Menswear

Det blev Ramona Jutta Reile, der i år løb med prisen inden for kategorien Menswear. Hun studerer på Designskolen Kolding og havde designet en innovativ jakke i ræv med to tilhørende tasker i mink, som accessories.

- Ramona har lavet en kreation, der kan præsenteres for flere forskellige typer. Samtidig har den kant, og jeg tror, den kan stå i flere sæsoner. Det sjove og selvironiske men samtidig cool look er vellykket uden at blive klovnet. Det er svært at finde den hårfine balance, men det er lykkes rigtig godt. Der er tydeligvis tænkt over tingene, og resultatet er helt perfekt, fortæller dommer Frederik Andersen, moderedaktør på Euroman.


Vinderen af Den Gyldne Pelsnål 2012 - Womenswear

I Womenswear kategorien var det Lærke Koldskov fra TEKO Design & Business, der vandt Den Gyldne Pelsnål 2012. Lærke havde designet en smuk, knælang kjole i en kombination af plukket og barberet mink og læder med de forskellige pelsmaterialer udstukket i et smukt mønster over hele kjolen.

‐ Lærke har lavet et flot design, som er grafisk og holder et stærkt mønster. Det hele er meget moderne – både i design og farvevalg – såvel som smukt. Konstruktionen sidder pænt, og tanken om at flattere kvindekroppen, frem for at skjule den, er tydelig. Det er flot med de forskellige dimensioner, der er lagt i mønsteret, og det færdige resultat fremstår både organisk og grafisk, siger dommer Cecilie Christiansen, chefredaktør på ELLE Danmark.

Vinderen af Den Gyldne Pelsnål 2012 - Homewear

Det var en glad og overrasket Rosita Gonzales Skjelmose, der vandt i kategorien Homewear. Rosita, der studerer på Margrethe-Skolen, havde kreeret fire cykelsæde-betræk i både mink og ræv. Rosita havde designet tre forskellige betræk med inspiration fra tegnefilmsverdenen: en ræv, en hane og en bjørn – alle tre med store øjne og snuder. Om Rositas vinderdesign siger dommer Louise Lehrmann, Chefredaktør fra Boligmagasinet:

‐ Rositas design opfylder tre ting på én gang. Designet er brugbart, æstetisk og humoristisk. Hverken idé eller udførsel kræver nogen forklaring – det er ligetil, og det er anvendeligt. Måden, hvorpå pelsen er brugt, er sjov og nytænkende, og udfoldelsesmulighederne er nærmest uendelige. Ideen er opstået ud fra et behov, og det behov opfyldes til fulde med humor og æstetik, fortæller hun.

De tre vindere af Den Gyldne Pelsnål 2012 modtog et praktikophold, et tredags rejselegat til Paris inkl. to dages entré til den internationale modemesse Premiere Vision inklusiv et besøg på skind-‐ og pelsmesserne Le Cuir og Mod A'Mont.

Læs også: Mød de førende danske taskedesignere