Smykkedesigner Shiri Haugbøl foretrækker online butikker frem for de virkelige.

Designer shopper mode på nettet

Når smykkedesigner og kreativ direktør i Carré Shiri Haugbøl, 46, shopper, sender hun ofte bud efter en kæmpe portion eksklusiv mode, som hun prøver i ro mag hjemme hos sig selv.

Hvor holder du af at shoppe? 

Net-a-porter.com, fordi det er nemt, og så har de et kæmpe udvalg af stilarter og mærker og får nye ting flere gange om ugen. Selvom det meste er dyrt, finder jeg indimellem lige noget, jeg mangler. Jeg bestiller gerne en hel kasse med alt muligt spændende, som jeg prøver hjemme og ofte ender med at sende en del af retur igen. Så har jeg beholdt en eller to ting, som ikke nødvendigvis var dem, jeg regnede med at beholde samtidig med, at jeg får fornøjelsen af at pakke ud og prøve mange fine ting. Det er en stor oplevelse at handle på den måde.

Hvem er din favoritdesigner? 

Tsumori Chisato, fordi hun bibeholder fine håndtegnede print og usædvanlige snit. Ellers går jeg mere efter, hvordan det ser ud end hvem, der har lavet det, så jeg er ikke loyal over for tøjbrands.

Hvad betyder mode og stil for dig? 

At jeg kan more mig med at sætte ting sammen på usædvanlige måder.

Hvad skiller du dig aldrig af med? 

Mine smykker, selvom jeg har uendeligt mange, og der hele tiden kommer flere til!

Hvem burde have en pris for god stil? 

Yvonne (Kirsten Walther) fra Olsenbanden for hendes uimodståelige og excentriske selviscenesættelse. Gid jeg kunne gøre det samme.

Shiri elsker at sætte ting sammen på usædvanlige måder og har derfor alt fra guldkjoler til lilla plateausko i klædeskabet. Kjole, Issa, sko, Anna Sui, taske, Mulberry.

Shiri skiller sig aldrig af sine smykker, som hun bruger til at give sit look kant og personlighed med.