12 sunde sommertip - der holder hele året

12 sunde sommertip - der holder hele året

Tag cyklen

Udnyt sommermånederne til at komme ind i en god cykelrutine – den ene vej til jobbet eller begge. Hvorfor? Fordi det er både sundt, afstressende og miljøvenligt. På en 30 minutters cykeltur forbrænder du ligeså meget energi som ved brystsvømning, og kører du til, kan du sammenligne det med en god løbetur. I stedet for at sidde i din bil og surmule over køen på motorvejen, styrer du selv farten på cykelstien og kan lade tankerne vandre i andre og mere konstruktive retninger. På hver fem km, du tilbagelægger på cykel i stedet for bil, sparer du miljøet for omkring 300 kg CO2 om året. Og trumfen: forskellen på en person, der rører sig 30 minutter om dagen – f.eks. ved at cykle til arbejdet – og én, som ikke gør, er i gennemsnit syv års længere levetid. Så får smurt kæden og kom af sted.

Kilder: Sundhedsstyrelsen

Familietid!

Brug sommeren til at opdyrke en ny fritidsinteresse og måske en motionsform, som hele familien vil få gavn af resten af året. Hader du Legoland og Tivoli-gøgl, men elsker du naturen, sport eller fuglekiggeri, så find familieaktiviteter, der giver alle gode oplevelser på kontoen og som i sidste ende styrker jeres relationer som familie. Et bud kunne være GeoCaching, hvor man med gps-koordinater går på jagt efter små skatte, gemt i naturen og i spændende kulturlandskaber, hvor man altså både er aktiv i det fri og lærer noget om de steder, man besøger. Se, hvor skattene ligger gemt, og hvordan du kommer i gang på Geocaching.dk, ligesom du på Naturstyrelsen.dk kan læse mere om, hvordan du på en aktiv og familievenlig måde kommer ud og oplever naturen. Orienteringsløb er også en sport, som kan dyrkes børn og voksne sammen, og som giver både motion og samarbejdsøvelser i eet – tjek Do-f.dk for en klub i nærheden af dig og find faste begynder-ruter i de offentlige skove.

Get dirty!

Altså, ude i haven – for havearbejde er godt for både dit fysiske og dit mentale helbred. Ud over at en times almindeligt havearbejde forbrænder i gennemsnit 250 kcal, så har forskere fundet ud af, at havearbejde nedsætter stress og gør os både lykkeligere og roligere. Duften fra blomster, blødt græs under fødderne og jord mellem fingrene skærper sanserne og aktiverer det parasympatiske nervesystem, som giver indre balance og ro. Samtidigt oplever mange, at havearbejde er et gøremål, som danner en konkret kontrast til deres professionelle arbejde, hvis det foregår oppe i hovedet og foran en computerskærm. Så udnyt sommeren til at komme i gang med det grønne, og tænk i havebaner, der kan lokke dig udenfor også resten af året – hvad med en køkkenhave, du både kan høste fra sommer og vinter?

Kilde: Skov og Landskab, Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

Kom udenfor!

Bare 30 minutter under åben himmel om dagen er med til at skubbe både dit energiniveau og dit humør i den positive retning. Naturligt lys frigiver signalstoffer fra hjernen, der giver lykkefølelse, så der er god grund til at tage en gåtur i frokostpausen eller at rykke dine ugentlige yogaøvelser og den halve time på løbebåndet ud under åben himmel. Det er let nok om sommeren, hvor solen og varmen lokker, men fortsætter du den gode vane, kan den halve time i det fri løfte dit humør gennem hele efteråret og den mørke vinter.

LÆS OGSÅ: Få 9 nøgler til bikinikroppen

Ryd ud og ryd op!

Hvis du ikke kan finde dine løbesko, så kommer du heller ikke ud at løbe. Rod forstyrrer, irriterer og skaber problemer og forsinkelser i hverdagen. Og så gør det rengøring besværligt, stresser og giver dig skyldfølelse. Og selv om du måske ikke er et sygeligt rodehoved, så har du helt sikkert et rum, et antal skuffer eller et skab, der giver daglig dårlig samvittighed. Lad være med at gå i gang med det hele på én gang, men sæt dig for at tage et rodehjørne om ugen sommeren igennem, og skil dig af med det, du ikke har brug for og plads til. Overblik giver overskud, og vil formentlig også spare dig for en del penge. For når du ikke ved, hvad du har i skabene – køber du mere. Og tænk også på, hvad der kan dukke frem af gemmerne af tilgodebeviser, løse kontanter og sager, der kan omsættes på et af sæsonens mange loppemarkeder. Virker det uoverskueligt? Så book et besøg af en oprydningskonsulent, der helt konkret kan hjælpe dig med at finde plads, sortere og rydde ud på de steder, der trænger mest. Se f.eks. Farvelrod.dk og Oprydningskonsulenten.dk.

Pas på øjnene

Det er ikke kun for det cool Hollywood-look, du skal tage solbrillerne på, når solen skinner – og i øvrigt også, når det er overskyet. Over 90% af UV-lyset kan trænge igennem et let skydække, og for meget og langvarig udsættelse for solens UV-stråler kan give grå stær og i værste fald kræft i og omkring øjnene. Brug solbriller med CE-mærkning, der sikrer, at de beskytter dig 100% mod både UVA- og UVB-stråler, og væn dig til at tage dem på, hver gang du opholder dig udendørs – også på dage med skyer, men hvor lyset stadig er skarpt – og også, når vi kommer ud på sensommeren og efteråret. Dyrker du meget sport og aktiviteter udenfor, hvor du ikke kan have solbriller på, kan du med fordel få kontaktlinser ved UV-filter, men vær opmærksom på, at de ikke beskytter den hvide del af øjet, øjenlåg og det sarte hudområde omkring øjnene.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Få styr på din søvn

Lad være med gå helt i ferie-mode med natteroderi og formiddage i sengen, men brug sommeren til at komme ind i et sundt søvnmønster en gang for alle. Det er nemlig med sikkerhed både godt din krop, dit velbefindende og dit parforhold. Gå efter mindst syv timer, men gerne otte, i træk, og vigtigst af alt med regelmæssighed i både sengetid og stå op-tid. Ritualer er noget af det bedste for din søvn, så sluk for tv, og hop af alle de sociale medier en times tid inden, du går i seng, så du stille og roligt slukker for tankemylderet og forbereder din krop til den gode søvn. Lav en regel om ingen adgang for telefoner, computere og tv i soveværelset, og brug i stedet kun sengen til søvn og sex. Forskning viser desuden, at uregelmæssig, dårlig og for lidt søvn både fører til overvægt, hormon-ubalancer, stress, dårlig hukommelse og forringet evne til at regulere din kropstemperatur. Blandt andet.

Kilde: Sundhed.dk

Hop i havet

Du behøver ikke være vinterbader for at drage fordele af de forfriskende havbade – men måske bliver du det. De fleste af os kan klare de danske havtemperaturer i sommermånederne, og bevæger du dig, mens du er i vandet, kan du både holde dig varm og få trænet dine muskler på skånsom vis. Er du en usikker svømmer, så prøv f.eks. at småløbe langs stranden i vand til lårene, det giver modstand og effektiv træning, ligesom salten i vandet kan have en rensende og beroligende effekt på huden, mens sandet sliber og masserer dine fødder. Og fortsæt så dine sunde havbade videre ind i efteråret, gerne en gang om ugen – når det er rigtig koldt selvfølgelig kun med et hurtigt dyp. For når du bader i koldt vand, frigiver kroppen nemlig endorfiner, der både har en smertelindrende effekt og virker antidepressivt. Og så bliver du frisk.

Tag på aktiv ferie

Dine ferier behøver ikke (kun) gå op i rødvin, god mad med et par ekstra kilo på sidebenene til følge. Tag på weekend, men husk løbeskoene og planlæg et par gode ture ind på naturskønne ruter, der giver dig helt nye løbeoplevelser, som måske sætter fornyet skub i din træningsmotivation. Prøv også at booke en decideret aktiv ferie – f.eks. med Travelling Heels, der arrangerer løbeweekender, hvor en erfaren løbecoach giver dig masser af kilometer i benene hver dag og guider dig igennem storslåede ruter langs den smukke øhavssti på Sydfyn. Tag et par veninder med – det er nemlig kun for kvinder – og om aftenen kan I med god samvittighed nyde rødvinen ... Se mere på travellingheels.dk.

Hold ferie i nuet

Det lyder måske fortærsket, men de færreste af os er faktisk i stand til at værdsætte kvaliteten af den tid, vi har, de ting vi gør, og alt det, vi har opnået. I en nyere terminologi handler det om mindfulness og at være til stede i nuet, noget som vi er bedst til i sommerferien, hvor vi holder fri fra hverdag og forpligtelser og i det hele taget handler mere intuitivt og impulsivt. Men kan du overføre den ro og tænkning til resten af året – og frem for alt hverdagen – vil du med sikkerhed både blive lykkeligere for dig selv og alt det, du har. Den britiske psykoanalytiker Adam Phillips har skrevet bogen "Missing out – In praise of the Unlived Life", hvor han har analyseret, hvor meget tid det moderne menneske bruger på at tænke over, alt det vi IKKE når, IKKE kan og IKKE har opnået. Det er ikke så lidt, og i bogen giver han gode råd til at i stedet bruge den energi og tankevirksomhed til alt det, vi rent faktisk har, kan og vil opnå med livet. Find bogen på Amazon.co.uk, og bliv klogere.

Tank op på D-vitamin

De fleste voksne danskere spiser kun det halve af den anbefalede daglige mængde D-vitamin, der skal hjælpe os med at optage kalk, styrker vores knogler og beskytter mod en lang række sygdomme. Og modsat hvad mange går og tror, er det ikke nok at opholde sig i solen – for D-vitaminet skal komme igennem din kost, mens solens stråler på huden aktiverer D-vitaminet i kroppen. På en solrig sommerdag kan du danne den nødvendige mængde på under en halv time i det fri, men om vinteren, hvor sollyset er sparsomt, trækker kroppen på sit lager, og det er vigtigt at spise nok af de D-vitaminrige fødevarer. Tank derfor op hele sommeren og oprethold niveauet gennem vinteren ved at spise f.eks. torskelever, gravad laks, sardiner, sild, hellefisk, kippers, tun og makrel.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Brug de varme måneder til at give dig selv et sundhedsboost, der rækker helt ind i 2014. Her får du 12 idéer, som kan give dig et sundt spark, der varer ved.

Sig nej til grillpølser

Sommertid er grill-tid, og der er mange gode grunde til, at danskerne er et af verdens mest grillende folk – det er nemt, og det er hyggeligt at lave maden udenfor. Desværre falder mange af os i pølsefælden, og får spist ALT for mange af dem i løbet af sommeren – så mange, at vores kødforbrug nemt kommer over den anbefalede maksimum på 500 g fra de firbenede dyr om ugen – og værre – alt for meget af det forarbejdede kød fra pølser og bacon, som beviseligt er med til at øge risikoen for tyktarmskræft. Smid i stedet fjerkræ og fisk på grillen – og lad de grønne salater fylde mest på tallerkenen.

Kilde: World Cancer Research Fund

LÆS OGSÅ: Bikiniklar: Tab 3 kilo på 2 uger

Spis efter sæson, allerhelst den danske

Øv dig i at spise grøntsager, der er i sæson nu og her – sommeren er et godt sted at starte, for her bugner udvalget af grønt. Fordelene ved at spise i sæson er mange. F.eks. topper indholdet af vitaminer og antioxidanter i både frugt og grønt, når det følger den naturlige årstid og ikke er drevet frem i væksthuse. Og så skåner du miljøet ved at vælge råvarer, der kommer fra din nære natur og ikke har været længe undervejs med lastbil. På Okologi.dk kan du hente en årstidsplakat, hvor du kan se og følge sæsonen på de danske økologiske afgrøder.

LÆS OGSÅ: Derfor gør søvnmangel dig tyk

Prøv noget nyt

Det lyder banalt, men ny forskning viser, at vi bliver lykkeligere og trækker energi fra nye oplevelser, nye steder, nye smage og dufte længe efter, at ferien er slut. Så selv om du måske allerhelst bare vil nusse rundt derhjemme i de vante omgivelser, så giver det god mening at presse en ny destination eller en helt ny oplevelse ind. Det er forfriskende, rusker op i din vanetænkning – og endnu bedre, oplever du og din partner helt nye ting sammen, knytter det stærke bånd og puster liv i kærligheden. Hvad med f.eks. at booke et kajakkursus eller skifte den velkendte charterdestination ud med en vandretur i det skotske højland? Det bedste ved det hele er, at nye oplevelser giver smag for mere nyt – så du kan fortsætte de gode takter resten af året.

Kilde: Robert C. Cloninger, Washington University

Drik dig sund – og hold igen med drinksene

Sommeren er varm, og det kræver masser af vand, der skal holde din krop velhydreret og i balance. På en varm dag kan du nemt have brug for to liter rent vand, og mere endnu, hvis du træner. Men sommeren også fuld af anledninger til kølig hvidvin og kolde drinks, som nemt hiver dig op og over på de anbefalede syv genstande om ugen (for kvinder). Undersøgelser viser desuden, at alkohol indtaget til maden hæmmer fedtforbrændingen. Så hold dit alkoholforbrug til en enkelt dag om ugen, og forkæl i stedet dig selv med friske og læskende karafler med vand, tilsat mynteblade, friske krydderurter fra haven, limesaft, melonstykker og andet godt.

Kilde: Sundhedsstyrelsen, SST.dk