6 gode kendis-sundhedsbøger

6 gode kendis-sundhedsbøger

The Honest Life: Living Naturally and True to You

Af Jessica Alba

Rodale, 150 kr., amazon.com

Jessica Alba er sødere end sød – og amerikanerne elsker både hendes store smil, skinnende lokker og den moderne øko-magna mater, hun folder ud i sin nye bog "The Honest Life – Living Naturally and True to You". Bogen er en forlængelse af Albas virksomhed "The Honest Company", som specialiserer sig i alle mulige produkter til en økologisk livsstil henvendt til børnefamilier.

Historien er kort: Den 32-årige skuespiller voksede op med sygdom og problemer, bl.a. led hun af OCD som barn. Da hun blev gravid med datteren Honor gik Jessica Alba imidlertid i chok over, hvor mange kemiske stoffer der findes i vores nærmiljø og som potentielt kan skade det ufødte barn. Over 80.000 skriver hun i bogen. Hun ville skabe 100 procent sunde rammer for sig selv og sin familie, og bogen er fuld af tips om alt fra at sylte, pynte, amme, nusse, rense, organisere, pleje, klippe-klistre, makeuppe og gøre rent. En helt igennem fornuftig og fin tankegang, som er lige så sød som det naturlige sødemiddel Stevia. I overkanten og med en bismag.

Det er tarveligt at bruge Albas OCD mod hende selv, men der er desværre lidt paranoia og kontrolfreak over så kontrolleret livsførelse. Det, man mangler i bogen, er i virkeligheden det modsatte – lidt fraklip, der viser, at hun faktisk har en rodeskuffe.

The Drunk Diet: How I lost 40 pounds... wasted: A memoir

Af Lüc Carl

Amazon.com, ca. 120 kr.

Du kender muligvis ikke Lüc Carl af navn, men hans ekskæreste, Lady Gaga, har du vel hørt om? Muligvis har du set dem sammen i sladderbladene, før de gik hver til sit i 2011. Lüc Carl har Axl Rose-langt hår, sort midterskilning holdt på plads af en bandana og tonede solbriller i al slags vejr. Han har spillet i utallige bands (man aldrig har hørt om), men står nu bag den hysterisk populære blog kaldet DrunkDiet.com med budskabet: Mor dig og vær slank. Ud over blog og ny bog er Carl også aktuel med The Drunk Team, en løbeklub, der træner om lørdagen rundt om på Manhattan.

Den 35-årige newyorker er indbegrebet af rock'n'roll, og som bogens titel antyder også tidligere alkoholiker og misbruger af det meste, indtil han erkendte, at han ikke bare så fed ud, han var fed. Det var utilfredsheden over de slanke- og motionsbøger, han kunne få fat i, der fik ham i gang med sin egen "kur". Det er seks maratoner og tyve kilo siden – og hans uortodokse metoder tæller nøgenbilleder af sig selv den 13. i hver måned, som han mener "siger meget mere end tal på en vægt!".

Han har skiftet burgere og junkfood ud med økologisk, frisk mad og selvdestruktion ud med lange løbeture. Èn ting går han aldrig af med i sit liv: Øl. Bogen er fandenivoldsk, sjov og inspirerende – og lidt anstrengende, fordi det er mere en biografi end en opskriftsbog.

Moralen er: Hvis han kan, så kan alle.

Køkken året rundt

Af Sophie Dahl

Gads Forlag, 276 sider, 249 kr.

Eksmodel og forfatter Sophie Dahl – tidligere redaktør på Men's Vogue og barnebarn af den succesfulde britiske forfatter Roald Dahl, leverer i sin rustikke og uprætentiøse kogebog fine anekdoter, ideer og udsøgte madopskrifter, der er hverken fanatiske eller strenge. Vi er faktisk på besøg hos en blanding af Miss Marple og kokkepigen i den klassiske tv-serie "Herskab og tjenestefolk".

Kogebogen er inddelt i årets fire årstider med opskrifter på morgenmad, frokost og middag, der alle er den perfekte kombination af luksusmad og hyggemad med retter som f.eks. krabbefrikadeller med pocherede æg og spinat, rabarberrisengrød og natronbrød med gedeost og bagte tomater. Sophie Dahls passion for mad skinner fuldkommen igennem – og man har det godt med at vide, at hun har været en af de "store" modeller, som har skulle passe på vægten i mange år.

Rustik madglæde kombineret med de smukke fotografier af livstykket Dahl, der tilbereder den, gør bogen både autentisk, personlig og yderst inspirerende.

Food Vegetarian Home Cooking

Af Mary McCartney

Chatto & Windus, ca. 300 kr. Booksandcompany.dk

Køleskabsbesked fra mor, 1985: "Hello Mary. Hope you had a lovely evening and good day at the beach. You're wonderful and I love you". Kh Linda McCartney, mor til døtrene Mary og Stella, fotograf, musiker og den første, største og bedste øko-mor. Man kommer til at holde endnu mere af hende og hendes værdier i datteren Mary McCartneys nyeste kogebog. Linda McCartney har lært datteren to ting, hun selv kunne: At fotografere på en vedkommende, uprætentiøs og følsom måde og at lave mad – faktisk efter samme opskift, dvs. uden dikkedarer. Altid med tanke på naturen, øko-systemet og dyrene, så Mary er ligesom sin søster tro mod sin vegetariske opvækst.

Har man sagt "time for supper" i det univers, har man samtidig sagt dyrevelfærd, oceaner af tid i køkkenet, nærhed og familie. Alt det vi elsker, men sjældent har tid til. Det er ikke stor kogekunst, men herlig hverdagsmad fotograferet af Mary og garneret med romantiske hippiebilleder fra tiden med sleep-in, kærlighed og stemning fra det gamle Wings hit: I'm the cook of the house.

BLIV SUND SOM GWYNETH...

...Mary McCartney, Jessica Alba og alle de andre. Sundhedsbøger med kendte som afsendere er et hit på boghylderne. Her er seks gode, som selvfølgelig også er herligt underholdende, fordi du kommer helt ind i privaten.

It's All Good: Delicious Easy Recipes that will make You Look Good and Feel Great

Gwyneth Paltrow

Amazon.com, 250 kr.

"Hollywoods neurotiske forhold til mad opløftet i højeste potens" og "en kogebog baseret på gennemgribende angst for mad" er, hvad The Guardians meget onde, men utroligt sjove anmelder havde at sige om den amerikanske skuespiller Gwyneth Paltrows seneste kogebog. Paltrow har været til konsultation hos naturlægen Alejandro Junger, der er forfatter til bogen "Clean-kuren". Junger diagnosticerede diverse allergier og en overaktiv skjoldbruskkirtel og anbefalede udrensningskost. Det er den kost, Gwyneth giver sine opskrifter på i bogen – og som den engelske anmelder griner af. Men mon ikke den sure anmelder skulle tænke lidt over, hvorfor mon Goop (Gwyneths kælenavn) er så god til at sælge sit budskab i bogform og på sin blog sammenlignet The Guardians dalende læsertal?

Tyg på den, du, mens vi andre spiser glutenfri mysli og laver opskrifter uden æg, mælk og sukker og bliver lige så slanke som den kønne Paltrow og mindes hendes flade bryst i den lyserøde Oscarkjole, da hun blev hædret for "Shakespeare in Love". Enhver kvinde over 15 år ved, at man umuligt kan være så tynd uden at være en form for mad-konvertit og har et nærmest religiøst forhold til sin diæt. "It is All Good" er den mest indbydende sunde kogebog, ALT for damernes redaktion har set.

Treasure Yourself: Power Thoughts for My Generation

Miranda Kerr

310 kr. Amazon.com

Henry Ford har engang sagt: "Hvad enten du tror du, du kan, eller du tror, at du ikke kan, har du sikkert ret". Det er også filosofien i Victoria Secret-modellen Miranda Kerrs bog "Treasure Yourself", som handler om den skønhed, som findes både udenpå og indeni os alle. Den 30-årige Kerr lever det afbalancerede liv, som de fleste uafbalancerede kvinder drømmer om: Daglig meditation, regelmæssig motion – mest for sjov, et sundt forhold til mad, så (under) tøjet altid sidder perfekt – og masser af Orlando Bloom, som er Kerrs ægtefælle! Hun fremstår herligt ufanatisk, hvad det meste angår, undtagen den positive livsindstilling, som hun tror fuldkommen ukritisk på.

Men når man læser Miranda Kerrs personlige historie, bl.a. om hvordan hun mistede sin kæreste på en meget voldsom måde, forstår man hendes baggrund og bliver berørt. Følelser klæder mennesker, især når de som her er ægte. Selvom man ikke tror på det hulabalula som Kerr og hendes spirituelle guru Louise Hay gør, om at man kan skabe sit eget liv, får man lyst til at tro lidt på det med denne her bog.

Stadig skeptisk? Så prøv i stedet Miranda Kerrs økologiske skønhedsserie Kora Organics, som nu fås på Netaporter.com.