ALT tester: Ballettræning

Bliv undervist af stjernernes personlige træner

Små piger drømmer om balletskørt og lyserøde silkebånd. Og det gør voksne kvinder åbenbart også. I hvert fald følger kvinder over hele verden den tidligere solodanser Mary Helen Bowers træningsprogram Ballet Beautiful via webcam. Journalist Mille Collin Flaherty fik en privattime hos hende i studiet i New York, men følte sig lige så yndefuld som ler. I hvert fald i begyndelsen.

Ballet Beautiful, New York

Jeg åbner min træningstaske og kaster et blik mod den sørgelige bunke af det tarvelige tøj, jeg har medbragt til formålet: Et par sorte, slidte løbetights, en forvasket, grå tanktop og en gammel amme-bh, jeg har brugt som træningstop i årevis, fordi jeg ikke har fået taget mig sammen til at få investeret i en reel løbe-bh. Med tanke på den strøm af modeller og skuespillere, der dagligt har deres gang i Mary Helen Bowers studie i Soho i New York, lyner jeg hurtigt tasken til og spejder efter en butik, der i bogstaveligste forstand kan klæde mig på til en time hos byens mest omtalte ballerina.

Ved et lykketræf får jeg øje på en redningsplanke i form af britiske Sweaty Bettys logo. Jeg flår døren op og nærmest råber, om de har noget ballettøj, og i løbet af fem minutter har jeg brugt det meste af mit samlede shoppingbudget på en grå top med stropper og et par tights med mintgrøn elastik om maven, som den hjælpsomme ekspedient påstår, får taljen til at se mindre ud.

Som en scene fra Fame

Et kvarter efter står jeg på Greene Street og leder efter et skilt, der fortæller, at det er her, man bliver "ballet beautiful". Jeg går for langt, går tilbage, og er til sidst nødt til at tjekke min mail, hvor der står, at man skal ringe på buzzer nummer 5, og at studiet ligger på 5. sal, "so your workout begins at the the front door". Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Måske noget, der ikke involverede en slidt, gråmalet bagtrappe og en tyk branddør i jern. Mary Helens brand manager Eliza (kan man hedde andet, når man arbejder her?) tager imod og byder indenfor i det, der er som taget ud af filmen "Fame": Et balletstudie med lyse trægulve, lette gardiner, der blafrer i vinden fra vinduet, der er skubbet op nedefra på loftmåden, en barre af industrielle metalrør, en træstige, friske blomster i vaserne, nødder og mandler i skålene og en svag duft af roser. Slidt, men på den cool måde – og very New York!

Her er helt stille. Ingen musik, der pumper i højttalerne, ingen tv-skærme med dårlige serier eller strøm af nyheder, ingen sved, der drypper eller folk, der pruster. Her er ingen testosteron. Her er ingen mennesker. Kun Eliza og så Mary Helen, der sidder oppe i sit kontor, der er bygget som en slags hems i studiet, og ammer. Hun blev mor for fire måneder siden, fortæller Eliza, og hun skal lige pumpe ud, før vi går i gang.

Jeg iklæder mig mit træningstøj, og synes særligt nu, det er alle pengene værd. Mens jeg venter, læser jeg et par af de artikler, der hænger i glas og ramme på væggen som dokumentation for et koncept, der har taget kvinder verden over med storm.

Nathalie Portmans træner

Da Mary Helen Bowers på grund af en skade blev tvunget til at forlade New York City Ballet, hvor hun havde danset, siden hun var seksten år, blev privat balletundervisning en måde for hende at blive på i en verden, hun elsker. Sideløbende med litteraturstudier på Columbia University tog hun hul på langsomt at bygge en virksomhed op omkring ballettræning. Men ikke af den slags, der udklækker nye ballerinaer. Ballet Beautiful handler nemlig ikke så meget om dans, men om at forme kroppen som en ballerinas. Hun begyndte at træne private kunder i 2008 og tiltrak sig hurtigt stor opmærksomhed – også fra Nathalie Portman, der spurgte, om Mary Helen Bowers ville træne hende til rollen som danseren Nina i filmen "Black Swan".

Det tilbud siger man ikke nej til, heller ikke selvom man netop har startet sin egen virksomhed. Men at få Natalie Portman til at se ud og bevæge sig som en balletdanser, krævede træning: Fem timer om dagen, seks dage om ugen – i det meste af to år. Derfor var Mary Helen Bowers nødsaget til at følge filmstjernen verden rundt, fordi hun løbende havde roller i andre produktioner, der krævede hendes tilstedeværelse, hvilket satte det på det tidspunkt lille, men voksende balletstudie, i et dilemma. For skulle hun virkelig ofre en hel klientliste for en enkelt klient, filmstjerne eller ej?

På den baggrund blev ideen om et online træningssystem født, og efter et par år med iChat, lancerede hun i 2010 en skræddersyet platform, der kunne håndtere live-streaming lektioner med op til 12 brugere ad gangen. I løbet af et år voksede klientbasen med mere end 400 procent til ca. 10.000 brugere i over 50 lande, et tal, der i dag er mere end tredoblet.

Lange, lige muskler

Mary Helen kommer næsten lydløst ned ad trappen. Hendes lange, mørke hår hænger glat om de spinkle skuldre, hun er smilende, imødekommende, professionel. Hun er klædt i sorte tights, en sort body, en pastellyserød slå-om-bluse og balletsko med silkebånd. Mens hun fortæller, at hun netop er kommet tilbage fra barsel, sætter hun sig på den ene af de to måtter, der ligger symmetrisk placeret over for hinanden. Hun trækker et par matchende benvarmere på, og gør mine til, at den anden måtte er til mig.

LÆS OGSÅ: ALT tester: Spændstig krop på 4 måneder

Der er ikke et gram babyfedt at spore på hendes trænede, elegante krop, og jeg tænker, at der ikke er noget at sige til, at tusindvis af kvinder verden over køber ind i hendes butik: Man vil kort sagt ikke alene have hendes krop, man vil også have hendes hår, hendes tøj, hendes liv. Bo her i hendes studie i New York, bevæge sine hænder som hende, når man taler og kunne gå i lyserødt uden at ligne hverken en gris eller en pige på fem år. Mary Helen Bowers er med andre ord selv den bedste markedsføring for et koncept, der rammer stort set alle kvinder i hjertet lige der, hvor den sofistikerede, elegante og feminine side sidder.

– Når man løber eller træner i et fitnesscenter, er det typisk de store muskler, man arbejder med – lårmusklerne, bicepsen og lægmusklen, der, når de trænes, bliver store og derfor også lidt maskuline at se på, forklarer Mary Helen.– I Ballet Beautiful-træningen arbejder man med underarme, inderlår og mave, og med at strække musklerne og styrke core-muskulaturen, så hele ens holdning og den måde, man bevæger sig på, kommer til at imitere en balletdansers. Mange af mine kunder bliver jævnligt spurgt, om de faktisk er balletdansere, fordi de bevæger sig yndefuldt og feminint efter at have fulgt mit program, fortsætter hun og understreger, at fordi træningen, ikke dansen, er det primære fokus i Ballet Beautiful, kan alle være med.

Husk maven

Vi begynder på gulvet med at strække ud. Det at få strukket kroppen godt igennem er en essentiel del af Ballet Beautiful. Efter hvert sæt af otte øvelser, strækker man ud, og efter en time føler jeg faktisk, at jeg er blevet en lille smule smidigere, end jeg var, da jeg kom.

Vi sidder over for hinanden, og jeg spejler hendes bevægelser. Vi laver maveøvelser, og det handler i første omgang om at få fat i de små muskelgrupper i maven.

– How does that feel?, spørger Mary Helen med sin blide stemme.

Det føles godt. Som om jeg faktisk får brugt de muskler, hun taler om, jeg skal have fat i. Dem på undersiden, indersiden og siden. Dem, man ikke bruger, når man løber, som er det, jeg plejer, når jeg træner. Det er ikke hårdt som sådan, men efter fem sæt af otte maveøvelser, kan jeg alligevel godt mærke varmen i kinderne og syren i musklerne. Selvom selve maveøvelserne er overstået, kan man ikke give mavemusklerne fri. I Ballet Beautiful er der som sagt fokus på core-muskulaturen, hvilket vil sige, at man konstant bruger mavemusklerne – også i de øvelser, der ikke decideret drejer sig om at træne maven.

Fin som porcelæn

Vi ligger på siden og laver ottetaller med det ene ben, mens det andet er krydset over for at stabilisere kroppen. Det er indermusklerne i låret, der kommer i brug. Mary Helen taler mig igennem alle øvelserne, trin for trin, og forklarer, hvad de gør og hvorfor, vi laver dem. Husk maven, siger hun igen, og viser mig, hvor jeg skal spænde.

– Kender du Nikolaj Hübbe, spørger jeg for at give lidt igen på det samtalemæssige plan, og ja, det gør hun. De har danset sammen, men hun har ikke set ham i mange år. Hun svarer i en tone, så jeg ikke er i tvivl om, at det er hende, der taler nu, og mig, der skal tie stille og følge hendes instruktioner.

Efter en række øvelser for mave, lår og ryg på gulvet, rejser vi os op for at arbejde med arme, mave igen – og balancen. Vi strækker kroppen frem, rører ved tæerne, slipper den ene fod fra gulvet. Jeg er ved at falde flere gange, og forstår nu, hvorfor der ikke er plads til småsnak. Vi laver gentagne sæt af "swan arms", der er løft af arme med hænder, der sidder løst som fjer yderst på armene. Ud til siden, over hovedet, tilbage igen.

– Be graceful. Be beautiful, instruerer Mary Helen.

Hun ligner en dukke, der er lavet af porcelæn. Jeg føler mig som en, der er lavet af ler. Tung og klodset. Alligevel får jeg som timen går mere fornemmelse for både øvelserne og min egen krop. Jeg giver mere slip og tør til sidst strække både fødder og fingre uden at føle mig som en, der prøver for hårdt. Jo, det føles godt, svarer jeg endnu en gang. Og mener det.

Få numsen op

Da vi efter knap en time har været programmet igennem, er jeg varm, men på ingen måde svedig som efter en håndfuld kilometer på et løbebånd. Jeg føler, at min krop er blevet arbejdet godt igennem, og at jeg samtidig har lært noget om muskelgrupper, holdning og balancepunkter. Ballet Beautiful handler om at strække musklerne og udnytte det iboende potentiale i enhver krop, og Mary Helen arbejder som en skulptør, der med udgangspunkt i det individuelle råmateriale, former den på de præmisser, der er.

– Det drejer sig om at udnytte det feminine i den kvindelige krop, tone den og arbejde med holdning og kropsbevidsthed, forklarer Mary Helen.

– Få numsen så højt op som muligt, lårene lange og lige, kroppen rank og stolt. Som en balletdansers, smiler hun og rækker mig en dvd, så jeg kan følge øvelserne derhjemme på stuegulvet, når jeg vil.

Mary Helen anbefaler, at man laver tre timers Ballet Beautiful om ugen fordelt på tre dage, evt. kombineret med cardio-træning som f.eks. løb, så man får pulsen op. Hun lover, at man efter bare fjorten dage vil kunne se og mærke en forskel i både smidighed og styrke. I omklædningsrummet hænger der to strutskørter, et sort og et pudderfarvet. Jeg ved ikke, om det er for syns skyld – for at understrege en stemning – eller om Mary Helen faktisk trækker i dem i ny og næ. Uanset hvad, er det dygtigt gjort tænker jeg, for jeg købte præmissen i det øjeblik, jeg trådte ind ad døren.

Jeg bliver aldrig balletdanser, der hænger ud med Nikolaj Hübbe i New York. Jeg får aldrig en krop som Mary Helens eller kommer til at se godt ud i lyserødt. Jeg kommer aldrig til at bo i hendes studio med de flagrende gardiner og perfekte dagslys i Soho, men kan jeg få bare en snert af den måde, man bevæger sig på og den kropslige selvtillid, man har som ballerina, er det alle pengene værd. Og som Mary Helen siger: – Enhver kvinde har evnen til at forandre sin krop.

LÆS OGSÅ: ALT tester: Mindfulness

Fakta

Hvad er Ballet Beautiful?

Ballet Beautiful er en træningsmetode skabt af tidligere solodanser ved New York City Ballet, Mary Helen Bowers. Metoden tager afsæt i den træning, man laver som professionel balletdanser, og fokuserer på at gøre kroppen stærk, musklerne lange og holdningen elegant og feminin.