Få din drømmekrop på 6 uger - Marie-Louises dagbog
Hej, og velkommen til seks uger af mit liv!
Jeg hedder Marie-Louise Truelsen, er 43 år og journalist på ALT for damerne. Jeg har sagt ja til at agere forsøgsperson til min kollegas artikel om, hvorvidt man kan få sin drømmekrop på seks uger ved at træne og spise rigtigt. Her får du lidt baggrund om mig og min krops tidligere liv:
Jeg vil prøve en personlig træner i seks uger, fordi…
…jeg gerne vil have en grundig gennemgang af min kost og en viden om, hvordan jeg kan forbedre min form. Jeg har løbet hver anden dag gennem de sidste fem år, men synes ikke rigtig, at jeg bliver bedre mere. Jeg vil også gerne tabe nogle af de kilo, som har sneget sig på gennem det sidste års tid.
Den mærkeligste kur jeg har prøvet…
…var nok en kålsuppekur, hvor jeg morgen, middag og aften skulle spise en suppe på hvidkål, tomater, tabasco og forskellige andre grøntsager. Min mave kunne slet ikke håndtere det, og efter halvanden dags tid, måtte jeg ofre store dele af suppen i en hæk på vej hjem fra arbejde!
Så mange kure har jeg prøvet…
…det har jeg simpelthen ikke tal på, for indtil for fem år siden, kastede jeg mig jævnligt ud i ALT, hvad der lovede hurtige vægttab. Det stoppede, da jeg lagde min livsstil om med hjælp fra Vægtkonsulenterne, tabte 27 kilo og kom i gang med at løbe.
Motion er…
…rigtig dejligt! Og det mener jeg faktisk. Jeg elsker at røre mig og sætter utrolig stor pris på mine løbeture sammen med min hund.
Min største udfordring bliver helt klart…
…at blive fotograferet i bikini FØR jeg går i gang med rette kost og træning! OG at holde mig fra ost og mørk chokolade. OG at finde tid til at motionere hele seks af ugens syv dage.
Min krop lige nu…
…er sådan set pæn nok, når vi taler arme og ben – ingen problemer der. Men midt på (læs mave, ryg og ”lovehandles”) er det ikke så godt! Når jeg tager på, sætter det sig simpelthen lige der på midten, og det er ikke alene usundt – det er også lidt uskønt. Jeg har taget omkring syv kilo på gennem det sidst års tid – og de fleste af de kilo må gerne forsvinde igen.
Min drømmekrop…
…er harmonisk med slanke arme og ben, en relativt flad mave, en pæn talje og en bagdel, der godt kan få lidt mere facon og et løft opad!
Dag 1
Mødtes med Ida Krak første gang. Vi talte hardcore kost i halvanden time, og jeg som ellers ved en del om kost og interesserer mig meget for det, fik helt klart nogle øjenåbnere. Jeg havde sendt en kost- og motionsdagbog for tre dage til Ida på forhånd, og den blev ret fuld af orange streger. Og det var IKKE de ting, der var gode! Selvom jeg spiser sundt med masser af frugt og grøntsager, får jeg for meget sukker fra især frugten. Det skal der skæres ned på, og det betyder bl.a., at min morgenmad, som ellers i laaang tid har bestået af en smoothie med valleprotein og Livets Olie (det skulle jo være så sundt!), skal skiftes ud med æg og grøntsager. Noget jeg kan tygge på, siger Ida, og noget, som ikke giver mig et sukkerboost. Og nå ja, så skal jeg jo selvfølgelig holde op med at spise bradepandekage og havregrynskugler! Jeg må få mine to døtre til at holde op med at bage…men det er jo også synd…jeg skal nok bare lære at abstrahere fra duften af varm chokoladekage. Og de to søde piger VED jo godt, at jeg lige nu skal stramme balderne!
Dag 2
Første dag, hvor jeg for alvor skal leve efter Idas kostprincipper. Begyndte dagen med hvid te, to spejlæg, to tomater, rå broccoli, lidt blåbær og en spiseske fuld olie. LIDT underligt med broccoli om morgenen, synes jeg nok, men alt er vel et spørgsmål om tilvænning! Kunne faktisk mærke en større mæthedsfølelse, som holdt lige frem til ved 10.30-tiden, hvor jeg snuppede et æble og fem mandler. Vigtigt med kombinationen af de to ting! Frokosten bestod af to hele skiver rugbrød – det er ét mere, end jeg plejer! – med røget laks og et æg. Dertil to tomater og to gulerødder. Hele tre æg på en dag, tænker du måske, men ifølge Ida Krak behøver man ikke at være kolesterol forskrækket over æg – det er en gammel myte. Efter frokost har jeg fået „lov til“ at beholde min latte på skummetmælk og nescafé. Normalt er mælkeprodukter – og kaffe – ellers mere eller mindre bandlyst i Idas program. Så tak, det er jeg meget, meget glad for! Eftermiddagssnack i form af en lille nektarin og fem valnødder – og til aften hjemmelavet hummus, broccoli og en rest gryderet med hakket kyllingekød, hvidkål og gulerødder. Er jeg mæt? Ja, det er jeg!
Dag 3
Dagen, hvor jeg blev fotograferet i bikini. Mit før-billede til artiklen. GYS, siger jeg bare – det var ikke liiige verdens fedeste oplevelse! På en eller anden måde synes jeg, at jeg ser HELT anderledes ud i bikini på de billeder, end jeg gør, når jeg kigger mig i spejlet…! Hvad er det for en pølse-ting, jeg har nederst på maven, og hvor kom de to deller under barmen fra? Jeg synes, at jeg er en modig kvinde, at jeg tør vise det frem i ALT for damerne til sin tid, og jeg gør det også KUN, fordi jeg satser stærkt på, at efter-billederne bliver helt, helt anderledes. Jeg har også trænet for første gang med Ida Krak i dag. Hun lærte mig fire forskellige øvelser, som jeg skal lave til at begynde med, når jeg træner i Well-come fitness. Så bygger vi langsomt på. Og jeg skal naturligvis fortsætte med at løbe som jeg plejer ved siden af – det vil sige hver anden dag.
Dag 4
Prøvede en anden morgenmad af i dag. Havregrød lavet af to dl gryn og fire dl vand. Når grøden er færdig blandes en spsk. kokosfedt i og der drysses et tyndt lag kokosmel over sammen med en lille håndfuld mandler og nødder samt lidt blåbær. Uhmmm – og hvor blev jeg mæt. Måtte drible udenom den lækreste kanelstang på arbejdet – det gik faktisk ok – men skulle nok ikke lige have duftet til den! Om aftenen var jeg ude og prøve at løbe orienteringsløb. DET er svært. 19 poster skulle jeg finde med min makker, som havde lige så svært ved kortet som jeg, og selvom ruten i fugleflugtslinie kun var 4,9 km, tog det os en time og 27 minutter! Ikke just en rekord – men sjovt var det – og super motion.Dag 5
Av, av, av over det hele…Jeg er godt nok overrasket over, hvor meget Idas små øvelser tager fat! Ydersiden af lårene, ryggen, overarmene og så de muskler på maven, jeg slet ikke vidste, at jeg havde.
Trænede for første gang alene med programmet tidligt i morges og håber, at jeg udfører øvelserne korrekt. Synes, at jeg har været mere sulten end de fire første dage – måske er kroppen for alvor begyndt at tære på ressourcerne nu. Jeg håber…
Dag 6 og 7
Kan man blive sulten af at snakke? Jeg var på tøsetur til Møn i weekenden, og jeg følte, at jeg led af akut sult hele tiden. Måske var det bevidstheden om, at det var lidt sværere at spise „efter bogen“, eller også var det fordi, jeg ikke helt kunne styre tidspunkterne for måltiderne. Klarede det dog nogenlunde, men jeg ved ikke helt, om lakserouladen til frokost og den meget cremede sovs (OG de tre små kartofler) jeg fik til torsken lørdag aften ville få ros af min coach! Men hyggeligt var det, og Møn kan bestemt anbefales til en dejlig weekend oplevelse. Tag også forbi den lille ø Nyord, som er noget så idyllisk. Se
og
. Spiste et meget, meget lille stykke gulerodskage da jeg kom hjem, for min datter havde bagt for at overraske mig. Sødt – og hvem nænner så helt at lade være…?
Dag 8
Træning med Ida igen. Hold da op, hvor er det hårdt at ligge på en bold og løfte rumpen op og ned, mens man har en 15 kilos plade på maven! Der kommer gradvist flere øvelser på, og jeg tror nok, at jeg er en tilfredsstillende elev, men der er et stykke vej endnu. I dag koncentrerede vi os også om mine fødder, som desværre bærer lidt præg af knyster. Det skal der gøres noget ved, siger Ida Krak, for hele kroppens bevægelse og velbefindende begynder i fødderne. Jeg skal rulle fødderne med to golfbolde fem minutter før hver træning, skal flette fingre med mine tæer for at sprede dem og desuden lave en lille gribeøvelse med storetåen. Farvel knyster – goddag bedre løb!
Dag 9
Begyndte dagen med en løbetur på 5,2 km, hvor jeg skulle løbe to hurtige intervaller. Samtidig skulle jeg prøve at sparke mig selv bagi (næsten) for at få lidt gang i mine baldemuskler, som simpelthen ikke laver deres arbejde. Det er derfor, at den – altså bagdelen – er sådan lidt flad i det, og det skal der jo gøres noget ved. Jennifer Lopez here I come!
Spiste havregrød for anden dag i træk til morgenmad. Jeg har behov for noget substans med al den træning. Æg og grøntsager kan ikke helt gøre det hver dag. Uden at sige for meget kan jeg afsløre, at vægten har bevæget sig nedad! Nice…
Dag 10
En intelligent krop kræver intelligent træning! Og det er grunden til, at Ida Krak foretrækker træningsøvelser stort set uden brug af maskiner. Alt, hvad der kan laves med kroppen alene sammen med en bold, en vægtstang og en madras er at foretrække frem for maskiner, hvor en del af kroppen slår fra, fordi den ikke behøver at tænke så meget. Et løbebånd er dog en god ting, hvis man gerne vil justere løbestilen, og det arbejdede vi lidt med i dag. Jeg trænede de høje spark op og bagud, som aktiverer baldemusklerne, og som er den måde, hvorpå alle superløbere løber. Det kræver sin kvinde, og det giver meget, meget hurtigt giver sved på panden! Ida arbejdede også med mine ubalancer i kroppen ved hjælp af principper fra kinesiologien, og hun kan simpelthen teste, hvor jeg er svag. Og ja, det er især bagsiden af kroppen, som af en eller anden grund lader forsiden lave al arbejdet. Det bliver der lavet om på! Og så skal jeg ellers rulle mine lår til den store guldmedalje på en såkaldt Foam roller for at massere og aktivere musklerne. Av – det gør nas! Rullen kan bl.a. købes på www.denintelligentekrop.dk.
Dag 11
Rigtig hårdt at stå op kl. 06.00 og løbe, når kroppen stadig bærer præg af en lidt sen aftentræning i går. Men jeg gjorde det – men absolut ikke i min bedste tid! Jeg er vant til at træne hver anden dag og restituere hver anden dag ved kun at gå et par lange ture med min lille hund, og derfor føles træning hver dag en anelse udmattende. Jeg var også lidt frustreret over at se, at vægten ikke rigtig flytter sig. So much work – so little outcome! Nå, men frisk mod – Ida Krak HAR jo sagt, at hun ikke hænger sig så meget i vægttabet. Det er mere fordelingen af fedt, muskler og vand, der er interessant. Og så selvfølgelig det at blive strammet op de rigtige steder.Dag 12
Begyndte dagen med et interview på en hip café – drak naturligvis kun grøn te med rabarber. Kom dog liiige til at nappe den lille biscotto, som fulgte med. Det irriterede mig lidt at se, at mit smukke, høje og tynde interview „offer“ lod den lille kage ligge – hvorfor gjorde jeg ikke det? I løbet af interviewet kom hun dog ind på, at hun er ekstremt optaget af at leve sundt og, at hun netop nu var i gang med en sundheds bootcamp, hvor hun i tre måneder virkelig skal give den skalle. Men det skal jeg jo også – i seks uger – og alligevel tog jeg kagen! Nå – men sådan var det altså – nærmest en refleks, tror jeg, og den lille klump sukker, mel og mandler vælter vel ikke hele læsset. Holdt i øvrigt en træningsfri dag i dag – ugens eneste. Om aftenen skulle jeg og min lille familie til middag hos nogle venner, men jeg havde det simpelthen så skidt, at jeg endte med at blive hjemme. Følte mig feberagtig og udmattet. Ved ikke helt, om det handlede om lidt forbigående sygdom eller slet og ret overanstrengelse. Gik rigtig tidligt i seng.
Savner min smoothie, så jeg tager en teskefuld af min datters.
Dag 13
På trods af gårsdagens følelse af at have det skidt, stod jeg op for at tage til halvanden times morgentræning med Ida. Heldigvis var hun nødt til at korte ned til en time, og det passede mig faktisk fantastisk, for jeg var stadig ikke helt på banen, og så bør man ikke overanstrenge sig. Så jeg blev trænet, men ikke drænet, som Ida sagde. Bagefter var der dømt fødselsdagsarrangement for min yngste datter og en veninde. Vi skulle lave film i Film X – kan godt anbefales. Derpå picnic i Kongens have, hvor jeg flinkt havde medbragt egen madpakke, så jeg kunne køre udenom de bløde sandwiches og slikposerne! Om aftenen var min mand og jeg ude og spise – tog en ret med lam og grøntsager og ingen vin – og derpå var vi i teateret uden slik. Fik dog lige en hyldblomstsaft i pausen, jeg trængte lige til et lille skud sødt.
Dag 14
En dag med to gange brunch! Kan man nå det? Ikke helt, men man kan være lidt med begge steder, og det var jeg så. Først var jeg dog lige ude og løbe – ja, ja, naturligvis! Til den første brunch – hos mit lille fadderbarn, som fyldte et år – spiste jeg det, som skulle være min morgenmad. Røreæg, rugbrød, gulerods- og agurkestænger. Jeg mødte den ene af de to andre, der deltager i „Få din drømmekrop på seks uger“, og vi udvekslede erfaringer fra de sidste par uger. Dejligt at tale med en, der kæmper lige så meget som jeg gør for tiden. Vi kiggede interesseret på fadet med hjemmebagte kanelgifler, men lod dem naturligvis stå. Kan du se glorien?! Til næste brunch halvanden time senere spiste jeg min frokost – laks, tomater, rugbrød og noget salat. Glorie igen! Jeg tror, at jeg havde så god styrke i dag, fordi min vægt var gået yderligere ned i morges. Og så siger jeg ikke mere…
Dag 15
Så tog jeg hul på uge tre. Lidt træt og udmattet. Det sætter altså sine spor at spise mindre og samtidig træne seks ud af syv dage. Jeg tror, at jeg mangler det sukker-kick, som frugt giver – og så lidt mere restitution. Men okay – det er kun seks uger på fuld skrue – så vil jeg moderere lidt og komme over på en form for vedligeholdelsesprogram – det må jeg tale med Ida Krak om, hvordan jeg gør, så jeg ikke sætter de gode resultater over styr. Var til middag hos sød veninde, der meget betænksomt havde lavet sund og Drømmekrop-venlig mad for min skyld. Da der kom lidt chokolade og slik på bordet bagefter, tog jeg kun én vingummi og drak i øvrigt ikke den lækre latte, hun lavede på sin nye, smarte café-expresso-maskine!
Dag 16
Løb med vovsen i morges – gik godt i dag, synes jeg. Jeg er dog stadig lidt udmattet, men jeg forsøger at abstrahere fra det. Mit største problem i forhold til kost opstår sidst på eftermiddagen, når jeg skal i gang med aftensmaden. Her har jeg virkelig svært ved at holde mig fra nogle små hapsere – og i dag kom jeg til at spise et par skiver ost, som er det jeg savner allermest i disse tider! Og ost er bare no-go i mit program, så det var ikke så godt. Nå, til gengæld lavede jeg lasagne til familien – en af yndlingsretterne her i huset – men spiste selv en portion af Irmas grød nr. 4 (den med emmerflager, knækket spelt, hasselnødder, revne æbler og græskarkerner) og følte mig lidt go’ alligevel!
Dag 17
Vægten var steget lidt. Det er altså ikke særlig motiverende! Men okay, jeg kunne også bare lade være med at veje mig hver dag, for der er jo altid udsving af forskellige årsager. Jeg må holde skruen i vandet og fokusere på, at jeg rent faktisk er ret god til at overholde både kost og træning og, at der er flere der har sagt, at de godt kan se på mig, at jeg har tabt mig - hurra! Trænede med Ida om aftenen, både intervaltræning på løbebånd og svære balanceøvelser for at få aktiveret mine slappe balder. Jeg er helt klart A-menneske, så træning om aftenen er noget hårdere for mig end tidlig morgentræning, og det giver også lidt urolig søvn, synes jeg. Men Ida har jo andre kunder end mig, så det er det muliges kunst!
Dag 18
Halmstad i regn, regn og atter regn! Jeg skal love for, at Sverige fik en betragtelig del af årets nedbør i præcis denne weekend, hvor jeg og 17 andre skøre kvinder var på årets weekendtur med klubben Optimalia,
. Vi ankom fredag aften til DSK Eventyrcenter,
, og skulle straks bygge den bivuak, vi skulle sove i. Utroligt så lang tid det kan tage at få sådan en sag op at stå i halvmørke, regn og blæst! Sulten begyndte at gnave, og jeg var på madholdet, hvilket viste sig at være en let tjans den første aften. Seks poser frossen pyt-i-panna (kartoffelstykker, løg og kød af mistænkelig oprindelse) skulle hældes ud en kæmpe jernpande og steges godt og grundigt igennem med margarine. Dertil rødbeder, rugbrød og ketchup - ikke en ret, jeg ville få ros for af Ida Krak! Men når man står midt i en kold skov, spiser man sådan set hvad som helst og er glad for det! Og hov - jeg forgreb mig også lidt på slikket...det må være noget med at man har brug for energi til at holde på varmen!
Dag 19
Efter en nat på rad og række i den selvbyggede bivuak havde den gamle ryg godt af at komme lidt i gang! Det kom den så sandelig også! Efter en ok morgenmad bestående af grove havregryn med rosiner og mælk - og et lille stykke rugbrød med ost - lavede vi først en række konkurrencer med bl.a. bue og pil, softgun og øksekast, hvorefter vi tilbragte vi det meste af dagen i en kano. Nærmere bestemt fire timers intensiv motion af arme, ryg og skuldre, mens vi padlede os gennem sø efter sø. Udturen foregik i modvind og regnvejr - men humøret var højt og forbrændingen var vist i top. På hjemturen var vejret klart bedre, og vi kunne rigtig nyde den smukke svenske natur. Aftensmaden bestod af et helt vildsvin, som vi selv skulle finde ud af at partere og tilberede i det primitive feltkøkken. Det blev et KONGE-måltid, og der var godt med salat og grønne bønner! Jeg holdt mig fra vinen, men kom igen til at spise lidt slik og kage. Velfortjent syntes jeg, efter en intensiv dag.
Dag 20
Søndag og hjemturs dag. En endnu mere øm krop efter endnu en nat på et tyndt underlag - man kommer virkelig til at sætte pris på sin seng derhjemme! Hele formiddagen gik med at lave et stjerneløb, hvor vi igennem to timer skulle finde poster rundt omkring i skoven. Igen god motion, som fint erstattede normal løbetræning eller træning i Well-come Fitness, tror jeg. Frokosten var ikke helt grøn nok - kun en tomat - og ellers rugbrød med leverpostej og skinke og ost. Hmmm - godt, at jeg har nogle uger igen - tror, at denne weekend har rykket lidt ved hele balancen i min ellers så styrede kostplan. Heldigvis har jeg rørt mig meget, så forhåbentlig går det hele op i en højere enhed. En vildmarkstur kan godt anbefales og DSK Eventyrcenter kan arrangere mange forskellige ture.
Dag 21
En lidt træt dag, men det er vel ikke mærkeligt efter så intensiv en weekend. Dejligt at komme tilbage på min sunde kost. Det er virkelig interessant at opleve, hvor ondt jeg får i maven, når jeg spiser forkert. Jeg tror, at jo sundere/renere man lever til daglig, jo hurtigere reagerer kroppen, når den får noget junk. Det maner virkelig til eftertanke og giver lyst til at holde den sunde livsstil for ever and ever!
Dag 22
Ida Krak ringede her til morgen, for at høre, hvordan det hele gik. Hun er nemlig på kursus denne uge, og jeg er on my own! Hendes kursus handlede bl.a. om kost, og hun havde hørt så meget godt om Omega 3 fiskeolie, at hun bad mig tage to tabletter morgen, middag og aften resten af mine seks uger, da det skulle sætte ekstra gang i fedtforbrændingen. Jeg piskede naturligvis i Matas og er nu på fiskeolie. Interessant, om jeg kommer til at kunne mærke nogen forskel - og håber ikke, at jeg får opstød med fiskesmag, som der så charmerende står på pakken...! Om aftenen var jeg i biografen - uden slikpose!
Dag 23
Hektisk dag med flere interviews og afsluttet med forældremøde om aftenen - puha! Fik trænet Ida Kraks styrketræningsprogram - alene - og det er bare ikke nær så fedt, som når hun står og presser mig. Er jeg blevet afhængig af en personlig træner? Jeg er bange for det! Synes i øvrigt stadig, at det hele går lidt for langsomt - hvornår begynder jeg at ligne en gazelle?
Dag 24
Begyndte dagen med at løbe en lidt længere tur, end jeg egentlig gad, fordi jeg vidste, at jeg om aftenen ville komme til at synde! Vi afholdt vores årlige efterårsfest på redaktionen, og da jeg havde været involveret i planlægningen, vidste jeg, at vi var ude i en fem retters menu på Alto Palato!
Vi begyndte festlighederne på redaktionen, hvor jeg plumpede i ved både at smage på chips, frugt og små mandelkager. Slemme! På restauranten spiste jeg mig igennem alle retter, men levnede dog både af hovedret og dessert, fordi min mave simpelthen ikke var gearet til så meget. Og vinen? Den sprang jeg over!
Et tip: Bor du i nærheden af Hellerup, er du til lækker italiensk mad (og er du ikke på kur!) så tjek www.altopalato.dk.
Dag 25
Undlod at veje mig efter gårsdagens middag mv. Gys altså – nu er der kun lidt over to uger igen, og jeg synes stadig, at der er lang vej! Heldigvis har vi ingen planer for weekenden, så der er håb om, at jeg kan holde mig helt og totalt fra forbudte ting og sager.
Dag 26 og 27
En weekend i absolut lavt gear – so nice! Lørdag stod på lidt shopping i Lyngby og frokost på „Mig og Annie“, som godt kan anbefales. Tjek www.migogannie.dk, de har dejlig, dejlig cafémad – også selvom man er på smalkost. Fik en skøn salat uden dressing med varmrøget laks og tog INGEN af de hjemmelavede pommesfritter, min mand fik til sin burger. Vand at drikke – sådan! Søndag – tja, morgenløb med min mand og vuffen, afslapning og middag om aftenen hos gode venner. Fik lammekølle og salat og sprang igen de ovnbagte kartofler over. Kom dog til at forgribe mig en anelse på de peanuts og pistacienødder, vi fik inden middagen – men undlod naturligvis vinen. Hmmm – Ida har sagt, at jeg skal spise rigtigt 95 procent af tiden i disse seks uger og kun må falde i vandet svarende til fem procent af madindtaget. Gad vide, om jeg har overholdt det?
Dag 28
Det blev så dagen, hvor Ida Krak liiige overraskede mig! Vi havde træning om aftenen, og inden vi gik i gang, fortalte hun mig, at de sidste 14 dage skal køre på en anden måde. Jeg skal kun træne tre gange om ugen, og det skal være sammen med hende. Jeg skal ikke løbe selv de andre dage, til gengæld bliver træningen i Well-Come hårdere. Dertil kommer, at jeg nu INTET sukker må spise. Al frugt (på nær blåbær og kirsebær i beskedne mængder) brød og mælk er bandlyst resten af perioden (ingen latte!!). Jeg skal til gengæld have lidt mere protein og flere komplekse kulhydrater (læs grøntsager) til de tre hovedmåltider. Jeg skal drikke tre store glas vand med presset citron (godt for fordøjelsen og nyrerne) og udover fiskeolien skal jeg tage et gram Magnesium hver aften inden sengetid samt en vitaminpille. Ud fra min kropstype mener Ida Krak, at jeg hører til typen, som er meget følsom – på grænsen til intolerant – overfor sukker, og derfor skal jeg nu helt undvære det. Hun mener også, at jeg kan have en gluten intolerance og derfor skal brødet væk. HOLD da op – det bliver godt nok spændende, det her…!
Dag 29
Første dag HELT uden sukker…! I stedet for frugt og mandler består mine mellemmåltider nu af en blanding af kokoschips, poppede majs, pinjekerner, solsikkekerner, græskarkerner, mandler, valnødder, hasselnødder, cashewnødder og saltede mandler. En lille håndfuld. Et andet mellemmåltid kan være en halv avocado med et æg eller lidt rejer og en anelse mayo. Dagen gik forbløffende godt, og jeg savnede faktisk hverken brød eller latte. Frugt savner jeg dog – det smager så dejligt friskt og giver jo så også det der sukker-kick, som jeg skal prøve at leve uden. I øvrigt også ret dejligt ikke at skulle op og løbe efter den hårde træning aftenen før.
Dag 30
Anden dag uden latte, frugt, brød og andre stimulanser. Lidt sværere end i går, synes jeg – især i perioden fra frokost og indtil jeg skulle til træning kl. 18.00. Kom til at snacke tre gange, dog med den tilladte nøddeblanding og lidt af den kylling, jeg skulle bruge til aftensmaden. Endnu en gang hård intervaltræning efterfulgt at lige så hård styrketræning. Som præmie havde søde Ida Krak bagt nogle glutenfri boller fra Thorbjörg Hafsteinstottirs nye bog "Spis dig yngre", og hun havde medbragt en varm en til mig i noget sølvpapir. Se DET kalder jeg en omsorgsfuld træner! Tjek www.thorbjorg.dk for gode tips til sund mad og læs om den nyeste bog.
Dejlig kyllingesuppe til aftensmad.
Dag 31
"Hvordan er det gået med krop og kost i dag? Kærlig hilsen Ida"! Hvor herligt at få sådan en sms sidst på eftermiddagen, som er mit lidt svage punkt! Det giver lige motivation til at holde den gående indtil kyllingesuppen i aften og i øvrigt være glad for, at jeg har været rigtig god hele dagen. Der er faktisk ingen slinger i valsen i disse dage – jeg tror, at jeg for alvor er ramt af slutspurten og bevidstheden om, at der ikke er langt til EFTER-billedet! Måske er det i virkeligheden også lettere at overholde kostplanen helt og fuldt, når jeg slet ikke får sukker? Hmmm – interessant. I hvert fald har jeg ikke nogen "dyk" i løbet af dagen, dog savner jeg min latte efter frokost. Ida har foreslået kogt vand med en teskefuld kokosolie som erstatning – og selvom det virkelig lyder bizart, så er det faktisk et godt alternativ. Mødte i øvrigt en hundelufter i parken i dag, som jeg altid lige snakker lidt med, og hun syntes i høj grad, at hun kunne se, at jeg havde tabt mig – hurra!
Dag 32
Dagen begyndte med et interview, hvor jeg udover grøn te blev budt på stedets hjemmelavede havregrynskugler. Kom til at tage en - de så for lækre ud - og det var de. Derfor røg der lige en mere ned, men til gengæld var de meget små. Ups. Nå, men resten af dagen foregik i fin stil og den sene eftermiddagstræning med Ida var tonse-hård, så jeg er sikker på, at de to små kugler forsvandt som dug for solen. Om aftenen var vi til middag med min svigermor i den restaurant, der hører til hendes boligkompleks. Der var en tre-retters menu bestående af sushi (som jeg eeelsker), laks med spinat og broccoli og chokoladekage. Jeg tog KUN laksen - kiggede misundeligt på sushien - og da stedets portioner bærer præg af, at det er mad til ældre mennesker - fik jeg godt nok ikke meget mad. Jeg stod det igennem, drak noget te bagefter og gik i seng med rumlende mave.
Dag 33
Den store shoppedag! Min veninde, hendes datter, jeg og mine to døtre, tog morgentoget til Nørreport og tog så gade op og gade ned i alt fra Fætter BR til teenagetøjbutikker. Jeg var ved at segne, da vi dejsede om på Café Norden - temmelig lavt blodsukker, tror jeg - men de superlækre grillede grøntsager med lidt gedeost gjorde underværker. Fantastisk mad og vældig hurtig betjening - fedt sted, som man bare kan vende tilbage til igen og igen. Det var jo træningsfri dag i dag, men jeg tror, at shopping fra 10.00 til 17.00 må tælle for mindst lige så meget som en løbetur! Og av altså - hvor gør det i øvrigt ondt i hele kroppen - det var rigtig tung træning i går. Føler i øvrigt, at jeg virkelig har rykket denne uge og er sikker på, at jeg har smidt noget fedt!
Dag 34
Sikke en dag! Jeg skulle deltage i et 10 km motionsløb, og Ida og jeg havde talt om, at det jo lå uden for træningsprogrammet og, at jeg måske skulle spise noget ekstra op til løbet. Vi blev dog enige om, at det ikke var nødvendigt, da jeg plejer at have det strålende under og efter sådan et løb. Sådan gik det bare ikke denne gang! De første fem kilometer løb jeg i fin stil på omkring 5.05 minutter per kilometer, men derefter var det som om, jeg løb ind i den berømte mur! Jeg gik simpelthen totalt sukkerkold, hvilket jeg aldrig tidligere har prøvet. De sidste fem kilometer blev jeg overhalet af alt fra gamle mænd til børn og tykke damer, og jeg var nær aldrig kommet i mål. Tiden? Ja, den var bestemt ikke noget at prale af - den dårligste jeg nogensinde har løbet på: 1 time og et minut! Om aftenen talte jeg med Ida i telefonen, og hun sagde, at der ikke er noget at sige til, at min krop reagerer sådan på et langt løb, når jeg i forvejen lever helt anderledes, end jeg plejer.
Dag 35
I dag skulle jeg egentlig have været til træning med Ida, men hun ringede og sagde, at hun mente, at jeg havde brug for to dages restitution ovenpå i går. Jeg havde det ellers ok i kroppen igen, men det er jo nok rigtigt, at det er sundest at vente. I stedet bagte jeg hørfrøboller fra Thorbjörg Hafsteinstottirs nye bog "Spis dig yngre", og det var en ren fryd at sætte tænderne i noget, der minder om brød!
Dag 36
Endnu en hviledag for at få søndagens løb ud af kroppen. Lavede dejlig hummus til frokost og spiste det sammen med salat og et æg. Jeg er ved at vænne mig til ikke at få rugbrød, men jeg tror nu nok, at det er en af de ting, der kommer tilbage i kosten, når de seks uger er gået. Det må også være ok - bare ET stykke om dagen!
Dag 37
I dag skulle jeg træne selv med det program, jeg fik af Ida i begyndelsen. Det er ikke så inspirerende at lave den slags øvelser alene, men det er et godt basisprogram, som jeg helt sikkert vil fortsætte med i et eller andet omfang, når de seks uger - snart - er gået. Heldigvis var det også dagen, hvor jeg havde bestilt en halv times massage, og russiske Olga kan virkelig få selv de værste myoser til at give slip. Alle skulle unde sig selv en massage engang imellem! Om aftenen var jeg til mor-datter arrangement i min yngste datters klasse. Det var LIDT af en udfordring, for menuen til de voksne var oste- og pølsebord med kiks og brød. Hmmm - heldigvis var der også noget skinke, og jeg ryddede fadene for små stykker agurk og rød peber, og var simpelthen nødt til at spørge, om det var ok, at jeg lige nuppede nogle tomater i køkkenet! Det var det heldigvis - jeg synes, at jeg møder stor forståelse for mit projekt - tak for det!
Dag 38
Endelig træning med Ida igen - sjovt, som man helt kan glæde sig til at blive pint og plaget! Vi lagde hårdt ud med interval-træning på både løbebånd og en anden maskine, jeg ikke havde prøvet før. Noget med at sætte fødderne på to plader og så nærmest gå op-rundt-agtigt. Ikke en stair-master, men noget, der ligner. Det så ikke særlig anstrengende ud, men HOLD da op, hvor jeg fik pulsen op! Nu er der snart ikke mange træningsdage tilbage - det er helt underligt!
Dag 39
Hurra - i dag er det min yngste datters fødselsdag. Hun blev naturligvis fejret på behørig vis med morgenvækning, flag og sang. Om aftenen havde hun ønsket sig en tur ud og bowle med far, storesøster og mor, og valget faldt på DGI-byen, hvor man efterfølgende kan spise en dejlig middelhavsbuffet - fint koncept - tjek www.dgi-byen.dk/bowling. Det gav lidt træning til overarmene at smide med de tunge kugler, vi morede os, og den efterfølgende buffet var mulig at gå til med slankebrillen på næsen. Lidt fisk, lidt hummus, lidt salat, lidt blandede grøntsager - dejligt - og så var det bare noget med at lade desserten og brødet stå. Det gik.
Dag 40
Dag 41
Tidligt op igen på en søndag - og så til barnedåb. Min mands bedste vens lille datter skulle døbes, og min mand skulle være den stolte gudfader. Han - og den lille yndige pige - klarede kirkehandlingen til UG med kryds og slange. Bagefter var der frokost på en herlig bistro på Gråbrødre Torv, som jeg godt kan anbefale. Huks Fluks Bistro & Café hedder den, og udover, at der er dejlig mad og sød betjening, kan børnene piske rundt ude på torvet og lege, når de ikke gider at sidde ved bordet længere - tjek www.huksfluks.dk. Forretten var en herlig tomatsuppe og hovedretten kylling med dejligt tilbehør. Begge dele nogenlunde ok i forhold til mit program. Problemet opstod ved desserten, som var den mest fantastiske vanilleis med blåbær. Egentlig ville jeg ikke have rørt den, men jeg kom til at smage - og vups - så kom jeg til at spise det hele. Sorry Ida - til gengæld spiste jeg ingen aftensmad!
Dag 42
Så er de seks uger gået! På en måde er det gået rigtig hurtigt - på en måde synes jeg, at jeg har været i gang længe. I hvert fald så længe, at mange af de nye kosttiltag er blevet naturlige for mig. Hvad er det man siger? Det tager 21 dage at ændre en vane. Jeg har haft dobbelt så lang tid, og ja - der er vaner, der er blevet ændret. Jeg vil helt bestemt holde mig fra alt for meget sukker i form af frugt, brød og mælk fremover. Og jeg vil fortsætte med at styrketræne som supplement til mit løb. Jeg er ikke nået frem til min idealvægt og mine idealmål, men det var heller ikke muligt på seks uger, er både Ida og jeg enige om. Set i forhold til, hvad der er realistisk at opnå på seks uger, er jeg vældig tilfreds. Jeg er kommet godt i gang, det kan ses, at jeg har strammet op, og jeg har tabt mig. Jeg ser de seks uger som en begyndelse på mit nye liv, hvor jeg fortsat vil holde skruen i vandet, og hvor jeg lige så stille kan fortsætte indtil jeg er lige præcis dér, hvor jeg gerne vil være. Tak fordi du fulgte med - og kig i ALT for damerne på torsdag, hvis du vil se resultaterne sort på hvidt. Både for mig, og for Pernille og Mette, som har slidt lige så meget i det de sidste seks uger!