Se 9 hurtige veje til at få varmen i kulden
Skuldrene oppe om ørerne, konstant en smule utilpas og måske en lille, men insisterende kulderysten? Fåni hurtige veje til at få varmen i en kold tid.
1. Sauna
Efter en lang, kold dag, er det måske ikke lige en svømmetur i halvkoldt klorvand, du drømmer om. Men det er her, de fleste af os har adgang til en sauna, og når kulden har bidt sig rigtig godt fast, er en sådan indretning ideel til at tø dig op. Så tag turen i den nærmeste svømmehal eller fitnesscenter (her kan man også være heldig at finde en sauna) og gå direkte i sauna. Forbered dig på at mærke dine skuldre falde ned, at den lille kulderysten stopper, og at velværen skyller ind over dig. Men overdriv det ikke, du bør ikke gå i sauna mere end to gange om ugen, fordi det øger udskillelsen af vand og salt i kroppen.
Bonus: Din hud bliver renset og udskiller fedt (husk derfor en god creme efter saunabesøget), og dit stofskifte bliver stimuleret.
2. Bikram Yoga
Du er garanteret at få varmen og lidt til, når du dyrker den hotte yogaform, Bikram Yoga. Her er rummet, der trænes i, nemlig opvarmet, for ifølge overbevisningen hos Bikram Yoga, er en varm krop en smidig og fleksibel krop, der giver dig de bedste muligheder for at forme lige præcis den krop, du drømmer om. Indefra og ud, fra knoglerne til huden, fra fingre til tæer. Varmen er også med til at gøre dig i stand til bedre at lave de 26 øvelser, som Bikram Yoga består af – disse 26 øvelser gennemarbejder hele din krop og giver dine indre organer, årer, ligamenter og muskler alt det, de skal bruge for at opretholde et optimalt helbred. I Danmark findes Bikram Yoga, som er udviklet af Bikram Choudhury fra Hatha Yoga indtil videre kun i København, men i hele landet kan du finde hold med hot yoga – googl dig frem til dit nærmeste sted.
Bonus: Du får verdens pæneste, stærkeste og sundeste krop, mens du bliver varmet godt og grundigt igennem. Og varmen holder også efter, du har forladt lokalet.
Bikram Yoga, Ryesgade 23, København N, tlf. 88 61 42 77, Bikramcph.dk
LÆS OGSÅ: Derfor er enzymer vigtige for din sundhed
3. Chili
Nogle af os er for pivede til at mæske os med meget stærk mad, men hvis du er en kuldskær type, bør du øve dig på at trappe op på, hvor stærk din mad må være. Den hotteste af de hotte er chili, som rigtigt sætter gang i din blodcirkulation og på den måde varmer dig op indefra. Prøv dig frem med alt fra rå chili i salat til de rigtigt gode thailandske retter, f.eks. med både chili, karry og gurkemeje – sidstnævnte ikke bare smager skønt, men hjælper også til at fjerne overskydende østrogen, som er en af de ting, der er med til at give dig de forhadte ridebukselår, og det renser leveren.
Bonus: Chili hæver din puls en lille anelse, så det virker også en smule slankende. Desuden opnår du hurtigere mæthedsfølelse, når din mad er stærk.
4. Suppe
De normale råd fra slanketyper om masser af rå grøntsager og salat og lidt kød til, kan du godt lade være at være fanatisk med i vintermånederne, fordi det er vigtigt, at vi heroppe i det kolde nord får varm og gerne sammenkogt mad, når det er vinter. En god, koncentreret suppe med grøntsager og oksekød eller kylling er genial: Den bliver ved med at holde sig varm længe, du får varmen indefra og ud i hele kroppen, og du får en ordentlig bunke grøntsager på én gang. Du vil holde bedre på varmen også efter, du har spist, fordi det ikke kræver så meget af din krop at fordøje en suppe, som det gør af den at fordøje mad, der skal tygges – i sidste tilfælde kan du ofte opleve, at du efter et kvarter eller en halv time fryser lidt, fordi al energien går ned i maven for at fordøje.
Bonus: Du får et sundt og slankende måltid, der oven i købet mætter meget – varme giver mæthed, så du spiser ikke så meget.
5. Ingefærte
Ingefær er vidt berømmet for sine mange skønne fordele, blandt andet er det udrensende og svampedræbende, og desuden mener man, at det hjælper på problemer som kvalme og ondt i ryggen. Jo, der er en grund til, at ingefær er blevet populær i vesten også, efter at have været et helt almindeligt middel mod alverdens dårligdomme i Kina. Og ja, det varmer også dejligt, fordi det sætter gang i din blodcirkulation. Lav din egen ingefærte ved at rive rå ingefær ned i kogende vand – jo mere og jo længere trækketid, des stærkere og mere effektiv. Smager skønt også med lidt honning i, og honning virker både rensende og helende i halsen, hvis du døjer lidt med ondt i halsen.
Bonus: Ingefær virker også opkvikkende, og hvem kan ikke bruge det midt i mørket og vintertristessen?
LÆS OGSÅ: Bliv sundere i hverdagen
6. Karbad
Luk (den kolde) verden ude en halv times tid, mens du forkæler dig selv med et karbad. Fyld det med livgivende badesalt og dejligt varmt vand, og nyd, hvordan din krop langsomt slapper af. Nej, det er ikke specielt miljøvenligt, og derfor gør du det selvfølgelig ikke hver dag, men af og til skal der altså varme gennem hele dit korpus for at kunne tage den tapre mine på næste morgen og begive sig ud i bælgravende mørke og kulde. Hvis du ikke er så heldig at have karbad, så tag et dejligt langt og varmt brusebad, hvor du gradvist skruer mere op for varmen, eller et fodbad med fodbadesalt, mens du vikler en lun plaid om dig.
Bonus: Hvis du tager dit bad lige inden sengetid, falder du bedre i søvn, da det virker beroligende.
7. Sex
Har du en kæreste, er den hurtigste vej til at blive gennemvarmet en gang sex. En af jer brokker jer måske til at starte med lidt over den andens kolde tæer, men lad jer ikke stoppe af det. Husk, at man bliver hurtigere varm, når man ligger tæt, og nyd, at du får varmen helt ud i finger- og tåspidser.
Bonus: Ud over den indlysende del – nydelsen og tosomheden – udskiller du også endorfiner og serotoniner, der virker stressnedsættende og glædesskabende.
8. Karmameju-fleecedragt
Verdens måske mest perfekte stykke tøj. Vinder nok ikke en fashion award, men Cotopaxi, som buksedragten hedder, er alt det, man længes efter i den barske danske vinter: Blød, tryg, rar og ikke mindst: dejligt lun. Mange af os bor allerede på mindst halv tid i vores fleecemorgenkåbe fra Karmameju, der altså nu har lanceret kåbens pendant, der kan bruges også på en tur til kiosken.
Bonus: I forhold til, hvor komfortagtig, dragten er, er den ret pæn og lidt cool.
9. Varmepude/tæppe
Sæt den i stikket, eller læg den i mikrobølgeovnen, så snart du kommer hjem, og giv dig selv et frikvarter med din varmende ven. Varmepuder fås i alskens varianter med blandt andet kirsebærsten, der opvarmes i mikrobølgeovnen, men hvis du vil have den nemmeste løsning og varme på et større areal, kan du gå efter et elektrisk varmetæppe. De fås i alskens størrelser, fra de små til nakken til de rigtigt store, plaidagtige til hele kroppen.
Bonus: Varme lindrer smerter, og med varmepude/tæppe kan du lægge varme lige præcis der, hvor du værker lidt.
LÆS OGSÅ: Stress ned, slap af og lad op: ALT tester wellness