Giv dig selv en spabehandling - derhjemme
I den perfekte verden, ville vi alle sammen få lov til at komme på spatur hver anden måned. Meeen er din verden og økonomi lige så langt fra perfekt som vores, så se her hvad spakonsulent Linda Myrberg Fjeldsted foreslår, at du kan gøre for at forkæle dig selv, hvis du kun har 15 minutter.
Giv kroppen ro
– med yoga
Det med lige at få tid til en yogatime kan være svært. Og selv om jeg har dyrket yoga i mange år, kan jeg sjældent huske andre øvelser end „solhilsen", når jeg ruller måtten ud derhjemme. Så min redning er blevet yogahjemmesider, hvor man online kan vælge mellem forskellige yogaformer, niveauer og længder. Vælg en yogastil som f.eks. Vinyasa flow der sætter gang i blodcirkulationen og øger smidigheden.
Fordel
Du vælger tidspunkt helt selv, ingen transporttid eller omklædning – pyjamas er helt fint.
Ulempe
Du kan let blive distraheret af andre ting, som en mobiltelefon der ringer (husk at slukke) eller nullermænd under sofaen. Du bliver ikke rettet på af en lærer, så lad være med at kaste dig ud i stillinger, du ikke helt er tryg ved.
Gode yogasites
Yogaglo.com – her kan du vælge mellem 5-225 min. gratis træning
Yogatoday.com – har en gratis yogatime om ugen
Skab fokus
– med en timeout
At afspænde, geare ned, stresse af, relaxe – kært barn har mange navne. I en travl hverdag, hvor vi kvinder tit multitasker, fordi vi tror, vi når mere på den måde, får vi tit det præcis modsatte resultat: Vi bliver mere og mere ukoncentrerede, irritable, får søvnproblemer og hovedpinde. Derfor: Tag en 15 minutters timeout HVER dag
Køb en god meditations cd, læg den ind på computeren eller telefonen, så du altid har den med.
Rens ud
– med et minidampbad
Dampbad har en gavnlig effekt på respirationssystemet ved at åbne og rense luftvejene. Er du forkølet, virker eukalyptus damp slimløsende og desinficerende. Desuden får du smuk hud, da dampen åbner og renser hudens porer, samt styrker hudens smidighed og fugtighed gennem øget blodtilførsel i vævet. De dybe vejrtrækninger beroliger sindet og afstresser nervesystemet.
Sådan gør du:
- Et minidampbad kan gøres til en daglig rutine med æteriske olie, en skål og et stort håndklæde.
- Kom rigtig varmt vand i en stor skål.
- Tilsæt 3-4 dråber æterisk olie.
- Læn dig over skålen med et håndklæde over hovedet.
- Træk vejret langsomt og dybt ind og ud gennem næsen.
- Gentag løbende ca. 10 min. i alt.
Æteriske olier for begyndere:
Appelsin – opkvikker og øger positiviteten
Lavendel – beroliger
Eukalyptus – udrenser og styrker
- LYNOPFRISKER
Vrid en vaskeklud op i varmt vand med 3-4 dråber olie, hold den mod ansigtet og træk vejret dybt fem gange. Tør ansigt, hals og dekolletage af med den velduftende vaskeklud.
Slap af
– med et varmt bad
De varme bade er det mest populære sted i en spa og er du så heldig at have et karbad derhjemme, så det en fantastisk måde at forkæle sig selv på. Varmt vand har en terapeutisk virkning, blødgør muskulaturen og hjælper med at reducere betændelsestilstande i led og muskler.
Hvis du har et badekar:
Sluk lyset i badeværelset og tænd et herligt duftlys eller placerer nogle duftpinde i nærheden.
Tænd for noget skøn, afslappende musik.
Kom noget skønt badesalt eller olie i vandet
Synk ned i det varme vand og lad tanker og stress smelte væk.
Påfør en skøn ansigtsmaske og en hårkur imens du hviler i badet.
Hvis du har en bruser:
Sluk lyset på badeværelset og tænd et stearinlys
Skum din favorit showergel op i en brusebold
Læg mærke til hvordan vandet føles mod huden, hvordan duften påvirker dit sind og træk vejret godt ned i maven.
Sluk for vandet og scrub hele kroppen med en god bodyscrub, jeg elsker saltscrubs til kroppen. Start med benene og armene i cirkler ind imod hjertet, giv knæ og albuer og "udviklings området" (siden af lårene) er ekstra omgang.
Kun op til kravebenene og ikke i ansigtet. Slut af med fødderne
- LYNOPFRISKER
Start altid dit brusebad eller karbad med tørbørstning. Det stimulerer blodcirkulationen og fjerner de døde hudceller. Og husk altid at børst mod hjertet.
Vågn op
– med det kolde gys
Huden er vores største organ, der under varme og kulde, åbner og trækker sig sammen, (som en slags fitness for huden) og det giver en smidigere og smukkere hud. En øget blodcirkulation modvirker udtørring, balancerer hudoverfladen og reducerer rynker. Hele organismen styrkes og bliver bedre til at håndtere skift i temperatur og nedsætter kroppens ældingsprocess. Hjerte og kredsløb og immunforsvar forbedres og holder dig stærk og rask. Når kroppen stadig er lidt fugtig, skal den smøres ind i en bodylotion, kropsolie eller bodybalm.
TIP: Når du skyller dig af efter et varmt bad er det en rigtig god idé, at bruge Dr. Kneipps berømte metode: Begynd med at bruse fødder og underben, kropsdelene længst væk fra hjertet. Fortsæt op over lår, mave og ryg, før du lader det iskolde vand løbe ned over skuldre og bryst.
Ny energi
– med et sundt boost
En meget vigtig faktor for din krops velbefindende er selvfølgelig maden, du indtager. Hos mange spa'er er spirulina, sunde snacks og urtete meget populært og alt sammen noget, du nemt kan lave derhjemme.
Det findes ikke noget mere afslappende end en kop varm urtete efter en spabehandling, fordi det forstærker følelsen af at gøre noget godt for dig selv. Find din egen favorit. Hvis du er mere ambitiøs, kan du også prøve kræfter med spirulinaen. Spirulina er en alge, som er rig på proteiner, essentielle aminosyrer, vitaminer, mineraler og essentielle fedtsyrer som f.eks. gammalinolsyre. Den fremstilles kommercielt og sælges i helsekostforretninger over hele verden som kosttilskud. En del foreløbige og enkelte kliniske studier tyder på, at spirulina kan have en effekt på en række ting – fra sænkning af kolesterol-spejlet og indflydelse på forløbet ved kræftsygdomme til stimulering af immunforsvaret.
Bland 1-2 tsk spirulinapulver sammen med økologisk æblejuice
Gojibær med nødder
1 dl mandler
1 dl hasselnødder
1 dl gojibær
6 hakkede økologiske abrikoser
1/ 2 dl kokosflager
Bland alle ingredienser i en skål og nyd