Løbeguide: Lena lever af at løbe

Et liv som løbeguide

Lena Andersson står og hopper lidt på stedet foran H.C. Andersen statuen på Rådhuspladsen i København. Hun er iført neonorange løbebluse, tights og løbesko, og hun lyser op i et stort smil, da hun får øje på mig. Vi har en løbeaftale, og det er ikke en helt almindelig af slagsen. Lena er nemlig stifter af konceptet Running Copenhagen, som laver guidede løbeture rundt i København, og i dag har jeg fået lov til at teste hendes Christianiatur. Jeg er lidt spændt, for jeg har aldrig nogensinde været på Christiania før, og så tænker jeg i øvrigt også lidt over, om jeg kan løbe OG snakke på en gang. Det er jeg nemlig ikke vant til, for normalt løber jeg med min hund, og han forventer ingen konversation. Men vi snakker. Eller rettere, Lena snakker, og jeg forsøger forpustet at svare. Udover historier om de steder, vi løber forbi, får jeg også Lenas egen historie. 

Bulls eye

I 2010 valgte Lena at sige et godt job hos Mærsk op. Uden at have et nyt fast job. Hun havde nemlig fået en idé.

– I efteråret 2010 var jeg i Wien og mødtes med en veninde, som var begyndt at løbe. Vi løb om morgenen, inden hun skulle på arbejde, og mens vi løb, viste hun mig byen. Hun fortalte mig om seværdighederne, vi løb forbi, og hun viste mig også de fede butikker og caféer. Jeg var helt høj bagefter. Jeg havde rejst så utrolig meget, og det havde altid været så svært at passe motion ind, men da vi løb i Wien, tænkte jeg straks, at det var genialt. Jeg så byen, talte med en lokal og fik motion – alt på én gang. Det ramte bare fuldstændig bulls eye for mig, og jeg vidste med det samme, at det ville gøre det samme for mindst halvdelen af mine kollegaer.

Der var ikke langt fra tanke til handling. Så snart Lena var hjemme, købte hun domænet ”Running Copenhagen”, lavede en hjemmeside i december og stoppede hos Mærsk i slutningen af januar. Lidt af en omvæltning fra en fast og sikker indtægt. Modet til sådan et spring har Lena ikke med hjemmefra. Hun er vokset op i Kokkedal i et trygt villakvarter. Familien beskriver hun som lidt ”livrem og seler typer”, der aldrig kunne finde på at sige et job op, uden at have et nyt.

– Jeg tror nok, at jeg var lidt stædig som barn. Jeg var også meget fokuseret og bestemt på, hvad jeg gerne ville, jeg var flittig og nok lidt nørdet i skolen, og så har jeg altid været rigtig glad for sport. Det var ikke mig, der gik til fest hver weekend, jeg sad mere hjemme med nogle veninder og så Dirty Dancing, mens vi spiste lakridser.

– Da jeg var 20 år, var jeg helt sikker på, at jeg gerne ville læse marketing, og efter at have tjekket markedet, fandt jeg et universitet i England, som så godt ud. Senere rejste jeg til Australien og læste. Det var fedt at læse i udlandet, og de tre år i England var helt klart de sjoveste, jeg har haft, og jeg har stadig flere venner derfra.

Stolt af sin by

Efter endt uddannelse arbejdede Lena i både England og Frankrig, og hun havde også en periode, hvor hun klatrede i bjerge i Himalaya og var skiguide.

– Jeg blev god til at skabe kontakter. Det er man nødt til at lære, når man bor i udlandet, ellers bliver man ensom. Det ville også være synd, hvis man ikke kom ind under huden på den kultur, man flytter til. Jeg tror også, at jeg fik en vis portion selvtillid med, og så fandt jeg ud af, at jeg er rigtig stolt af at være dansker. Det tror jeg måske ikke, at jeg ville have været på samme måde, hvis jeg ikke havde set alle de andre kulturer. For better and for worse. Jeg synes, at København er den bedste storby. Den er ikke fejlfri, men der er rigtig mange ting, vi kan være stolte af. Byen er flot og grøn, og her sker en masse. Koncerter, kultur, sport. Og så er der ikke samme stress, som hvis du står i London eller Paris en mandag morgen. Gearet er lige en smule lavere her. Jeg tror også, at den work-life balance vi har i Danmark, gør at folk slapper af. Der er mere overskud til at tage børnene i parken. Jeg synes, det er fantastisk, når man fredag eftermiddag ser en mand i jakkesæt med to børn på Christianiacykel på vej til Fælledparken.

Læs også: Her er løbecoachens bedste råd

Fast indkomst – nej tak

Lena kom tilbage til Danmark i 2008 og fik job hos Mærsk. Først i marketingafdelingen og senere i strategiafdelingen. Hun rejste igen en del med sit job – til Brasilien, Chile, Sydafrika, Dubai og Indien – og hun havde det sjovt.

– Mærsk er den bedste arbejdsplads, jeg har haft. Med de største muligheder og dygtigste kollegaer. Det er en rummelig kultur, og tingene fungerer bare. Men min risikoprofil har nok altid været meget høj. Tanken om fast indkomst kvæler mig egentlig mere, end den beroliger mig. Jeg har heller aldrig levet over evne, så jeg havde min opsparing til at sætte Running Copenhagen i gang, og jeg kunne se, at jeg godt kunne leve et par år af min opsparing.

– Min største udfordring som selvstændig er, at jeg ikke har nogen egentlige kollegaer. Jeg er jo både mail-administrator, webudvikler, kundeservicemedarbejder og så skal jeg også løbe turene og alt det andet. I dag har jeg fem freelanceløbeguider tilknyttet, men det er jo ikke folk, jeg sidder sammen med. I begyndelsen sad jeg hjemme og arbejdede, hvilket godt kunne blive lidt indeklemt. I dag har jeg kontor på Vesterbro, fordi jeg var så heldig at få et tilbud om en gratis kontorplads sammen med nogle folk i musikbranchen. De er sådan nogle totalt hippe Vesterbro typer hele bundet, og så kommer jeg i mit løbetøj, ha, ha.

– Jeg har også savnet nogen at sparre med. Eller bare nogen, jeg kan give en high-five, når det går godt. Jeg er blevet mere bevidst om, hvor vigtigt det er med sparring. Tre af mine løbeguider sidder faktisk i høje stillinger i det private erhvervsliv, og dem er jeg blevet god til at spørge til råds. Man skal ikke være for stolt til at bede om hjælp. Faktisk er det også sket tre gange inden for den senere tid, at jeg er stødt på andre folk fra erhvervslivet, der har sagt, at de rigtig gerne vil hjælpe mig. Bare sådan! Det synes jeg simpelthen er noget af det fedeste. Mange, der starter egen virksomhed, har paraderne oppe og siger, det er mit firma, jeg er rigtig dygtig til det, jeg laver, og de føler, at de skal bevise en masse. Jeg skal også bevise en masse, men jeg har jo ikke svaret på alt. En af dem, jeg har mødt i erhvervslivet, skrev faktisk til mig, at det jo også kunne være, at han kunne lære noget af mig, og det synes jeg var ret cool. Man skal være nysgerrig på andre.

Turister og temature

I dag tilbyder Running Copenhagen forskellige faste ture på 6,5 til 8,5 kilometer. Christiania Touren, Nørrebro Touren, Aften Touren, City Touren og Business Touren, som foregår tidligt om morgenen, så folk kan nå på arbejde bagefter. Derudover er der forskellige temature i løbet af året, bl.a. Jazzfestivalturen, hvor man lytter til musik forskellige steder undervejs, og Copenhagen Pride turen, hvor man bl.a. kommer forbi forskellige barer for homoseksuelle. Lena arbejder også på at udvikle en lidt længere natur tur, men lige nu elsker hun bare at vise København frem.

– Jeg viser det frem, som jeg selv synes er fedt ved København. Det er nok, fordi jeg har boet så meget i udlandet, at det gør helt ondt i mig, når folk siger, ”ja, vi var i København, og vi så Nyhavn, den lille havfrue og dronningens slot”. Tag dog til Nørrebro eller Vesterbro, eller prøv at gå ned i ”Pisserenden” i stedet for bare at gå på Strøget. Jeg prøver at dele min glæde ved København med mine gæster, og jeg får så meget igen. Selvom jeg har løbet de samme ture mange gange efterhånden, ser jeg hele tiden nye ting, f.eks. når jeg bliver bedt om at tage billeder af noget undervejs, som jeg ellers aldrig havde opdaget. Jeg er så meget københavner, at når pølsemanden kommer trækkende med sin vogn, ser jeg det nærmest ikke, men alle turister synes, at det er vildt komisk. Der var også en dag, hvor jeg stod på Amalienborg og fortalte om rytterstatuen og kongefamilien, og pludselig sagde en af mine gæster, at dronningen jo bor midt i en kæmpe rundkørsel. Det grinede jeg meget af. 

Kongelige morgenture

Andre af løbegæsterne på Lenas ture har undret sig over, hvor tæt man kan komme på landets politikere og Christiansborg, og en morgen på Amalienborg kom Kronprisen kørende ud af Frederik VIII’s Palæ med Prins Christian på vej til skole. Ingen blå blink, blot et par sikkerhedsfolk bagefter. Det imponerede også turisterne på morgenturen den dag. Og så har Lena måske en skilsmisse på samvittigheden.

– Ja, det er en historie, som jeg stadig krummer lidt tæer over. Jeg havde et par med fra England, og vi løb ind i Østre Anlæg. Det var en varm sommerdag, og lige pludselig falder fyren lige så lang han er, men der er bare ingenting, han kan være faldet over. Jeg tænker, om han er blevet utilpas, men han kommer op igen. Jeg kan se, at han er helt ved siden af sig selv, og så får jeg øje på to unge piger, der ligger topløse og solbader. Det går op for mig, at han har kigget på dem og er faldet over sine egne ben, ha, ha. Kæresten så det også, og hun blev simpelthen så sur og gal, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Jeg skyndte mig at fable om noget med, hvordan man stadig kunne se, at stedet var en gammel fæstning og så videre, men der var altså over to kilometer tilbage Rådhuspladsen, og det føltes som en meget lang tur!

Rette hylde

Running Copenhagen har efterhånden plus på kontoen, men Lena har ikke trukket penge ud til sig selv endnu. Det generer hende dog ikke det mindste, for når hun løber sine ture, føler hun, at hun har gjort det helt rigtige i sit liv.

– Nogle gange møder jeg nogle af de gamle kollegaer fra Mærsk, når de er på vej på arbejde om morgenen. Vi råber hej og vinker, og jeg kan da ikke lade være med at tænke, at mens de er på vej på arbejde, har jeg allerede været på arbejde, har næsten fri og har fået min motion. Det er da den fedeste følelse. 

Læs også: "Derfor løber jeg"