Løb længere: 2 øvelser til stærkere fødder

Løb længere: 2 øvelser til stærkere fødder

Fødderne har ansvar for harmoni og balance gennem kroppen – og al styring og korrektion af den samlede krop. Test, hvordan det står til med dine fødder. Det er helt simple gøremål, som sunde fødder uden problemer mestrer.

Test dine fødder

• Kan jeg vippe med storetåen fra dens grundled uden at krumme storetåen, og uden at den drejer indad?

• Kan jeg samle en kuglepen op fra gulvet med tæerne?

• Kan jeg sprede tæerne som en lille vifte?

• Kan jeg stå sikkert på et ben?

Når en eller flere muskler i fødderne ikke længere kan udføre deres funktion, er det stort set som at trække stikket ud af kontakten – der er ingen forbindelse mere. Men så snart stikket sættes i, er der igen kontakt. Sådan er det også i kroppen. Så det er aldrig for sent at gøre noget, og min erfaring med træning af fødder er rigtig god.

Med helt simple redskaber har jeg bragt liv i selv de sværeste eksempler af fødder (inkl. mine egne) og fået et endnu større resultat af træningen. Og jo, jeg er personlig træner og ikke fodterapeut, men for at få kroppens muskler i tale, så de er modtagelige over for god træning, er det vigtigt, at de er i stand til at kommunikere.

ØVELSE: Flet fingre og tæer

Flet din ene hånds fingre og ene fods tæer! Bare det at skulle placere dem og holde dem flettet vil for mange være en stor omgang. Lav øvelsen f.eks., mens du ser TV-Avisen – supplér gerne med at cirkulere foden i roligt tempo, mens du fletter. Skift side.

ØVELSE: Kagerullen

Placér foden på en kagerulle, og rul foden over den (god zoneterapi). Visse steder vil foden sikkert virke mere medtaget, og her kan du bruge lidt mere tid og energi. Gøres øvelsen stående, giver det mere modstand, men du kan også sidde ned. At arbejde med foden på denne måde løsner og stimulerer bl.a. hele kroppens bagside og vil bevirke øget smidighed bagtil. Senere kan kagerullen afløses af et

kosteskaft eller en golfbold.

Ida Krak har løbende små hold i fodtræning. Tjek www.idakrak.dk.

Fakta

HVORFOR GÅR

DET GALT?

Ofte klemmer fodtøjet foden, så dens 26 knogler trykkes og skubbes. Manipuleres knoglernes placering, passiviseres også muskler og ledbånd, og over tid bliver foden så tilpas ude af drift, at selv simple bevægelser kan virke uoverskuelige. Prøv at lave de enkle øvelser her på siden – de kan koste lidt tid og frustration, før de virker.