Maria Barfod - Maddagbog

Mød Maria Barfod og bliv inspireret af hendes maddagbog

33-årige Maria eller Fedty, som hun også kalder sig, arbejder som freelancestylist, dj og blogger på Fedty.com, hvor hun deler billeder af sjove hverdagssituationer, simple tips til sundhed og yoga og et par billeder af sin nuttede søn Charles på 10 måneder.

Hvordan er dine madvaner?

“Jeg spiser vegetarisk af den simple grund, at jeg ikke kan lide kød. Jeg spiser lidt fisk og fjerkræ til tider – og æg, dem spiser jeg mange af. Jeg skejer faktisk også en sjælden gang ud med en god burger, når jeg er i USA. Jeg lever efter clean eating-princippet og undgår helst mad med tilsætningsstoffer.”Hvad spiser du typisk til morgenmad?

“Jeg har nogle yndlingsretter, som mine proteinpandekager med en moset banan blandet op med to æg og chiafrø. Det kan også være skyr eller græsk yoghurt med hjemmelavet mysli eller en god smoothie, og jeg drikker altid hjemmelavet juice til min morgenmad bestående af halv frugt og halv

grøntsager.”Og til frokost?

“Det sker tit på farten. Jeg har fundet en god pølsevogn i København, DØP (Den økologiske

pølsemand ved Rundetårn, red.), der har økologiske vegetar- og fjerkræspølser. De har også et godt alternativ til det klassiske pølsebrød, hvor man kan få rodfrugtmos og hjemmesyltede rødbeder. Det kan også være en rugbrødssandwich fra Kaf’bar 9 eller en smoothie fra Unplugged Juice.”Og aftensmad?

“Det er altid lidt et problem derhjemme, da jeg bor med en mand, der er til protein og sovs, en dreng på otte år (Marias stedsøn, red.), der vil have lasagne og medister, og en lille dreng, der stadig får mos. Jeg kan godt lide helt simpel mad som fiskefrikadeller med noget grønt, så det ender ofte med fire forskellige retter på bordet.”Hvad spiser du, når du skal forkæle dig selv?

“Sund mad, for forkælelse er noget, man får det godt af. Men skal jeg synde, er det med pasta. Jeg elsker pasta. Min fordøjelse er dog desværre ikke så glad for det.”Hvad med alkohol?

“Jeg er vild med den californiske hvidvin Riesling Kung Fu. Derudover er der aldrig noget galt med et glas champagne eller to, og jeg deler gerne en flaske med min mand derhjemme, selv om jeg bestemt også nyder at drikke drinks med veninderne, fx Hendrick’s Gin med danskvand og agurk.”Lever du efter bestemte kostprincipper i perioder?

“Til tider laver jeg en detox, hvor jeg drikker juice i tre til syv dage, typisk hvis jeg har haft en periode, hvor jeg har spist for store mængder mad. Mad, velvære og humør hænger sammen, og jeg får det dårligt, når jeg har spist for meget. En juicedetox nulstiller min krop og gør min mavesæk ‘lille’ igen.”

Få flere madtips: Guide: Sådan undgår du at blive syg til vinter