Sara Slott Petersen

OL-løber: Dét er mit bedste løbetip

Sara Slott Petersen, 25, er en af Danmarks bedste løbere. Ved sommerens OL i London stillede hun op for Danmark i disciplinen 400 meter hæk.

TRÆNING

I vinterhalvåret træner jeg to gange to timer hver dag. Om vinteren bygger man formen op, og om sommeren høster man frugterne. Når atletiksæsonen starter i juni, skal formen være på plads, så man kan koncentrere sig om teknisk finpudsning. I sommerhalvåret træner jeg faktisk ikke særlig meget. Hvis jeg har et stort løb i morgen, lunter jeg måske bare en lille tur på et kvarter i dag. Jeg skal helst være i topform til selve konkurrencerne. Og man er ikke i topform, hvis man er udmattet af træning.

Adidas løbeoverdel, ca. 700 kr.

LÆS OGSÅ: Nu kan du tilmelde dig ALT for damernes Kvindeløb 2013

KOST

Jeg er bachelor i ernæring, så jeg har rimelig godt styr på kosten. Om vinteren handler det først og fremmest om at få mad nok, så der skovler jeg bare indenbords. Om foråret tager jeg altid 3-4 kilo på, fordi jeg lige skal vænne mig til at spise mindre, når jeg ikke løber så meget. Men generelt spiser jeg bare sundt og varieret. Jeg ved, jeg har brug for hele madpyramiden og kunne aldrig finde på at fravælge f.eks. mælkeprodukter. Mine knogler har det hårdt nok i forvejen! Når jeg køber ind, vælger jeg helst lokale varer, der er økologiske og fairtrade. Men jeg er på SU, så det er ikke altid, jeg har råd til at følge mine principper.

DogmeKassen, Aarstiderne.com, 213 kr.

LÆS OGSÅ: Få eliteløberens bedste tip

KOSTTILSKUD

Hvis man spiser ordentligt, har man ikke brug for kosttilskud. Det ved jeg fra min uddannelse. Men jeg tør alligevel ikke lade være. Når man dyrker atletik, er det jo marginalerne, der tæller. Og hvis jeg kan få en kvart procent ekstra energi ud af et kosttilskud – ja, så kan det jo være forskellen mellem en guldmedalje og en 12.-plads! Så jeg tager for en sikkerheds skyld en multivitaminpille, et fiskeolietilskud og D-vitamin om vinteren.

Naturlige multivitaminpiller, Super Plus fra Mezina, Helsemin, 219 kr.

TRÆNINGSTØJ

Jeg løber faktisk kun i Adidas-udstyr, fordi Adidas er min sponsor. Jeg synes også, de har de bedste produkter til løbere – det var derfor, jeg valgte dem. Jeg er især glad for mine løbesko, som er fra den kollektion, der hedder Adizero. De er så lette, at jeg næsten glemmer, jeg har sko på.

Adizero løbesko fra Adidas, ca. 1100 kr.

AFSLAPNING

Jeg læste videre direkte efter gymnasiet, så mine ferier og rejser har altid været præget af lektielæsning – eller dårlig samvittighed. Nu hvor jeg har været til bacheloreksamen, har jeg nydt en sommer med skønlitteratur. Nordiske krimier glider lige ned. Jeg har lige slugt Jussi Adler-Olsens nye.

JOURNAL 64, Jussi Adler-Olsen, 300 kr.

MIT BEDSTE TIP

Hvis du vil begynde at løbe, skal du starte med nogle realistiske mål. Ellers er risikoen for nederlag for stor. Dit langsigtede mål må gerne være ambitiøst, f.eks. et halvmaraton, men det er vigtigt at starte med en masse små delmål, som passer til din hverdag. Det kan være at få løbet tre gange om ugen i tre uger. Eller at løbe et halvt minut længere end sidst, for hver gang du er ude.

LÆS OGSÅ: Chris MacDonald: Bliv en bedre løber med intervaltræning

Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev, og hold dig opdateret på artikler, opskrifter og konkurrencer på hjemmesiden