Rikke har atopisk eksem: ” Det har givet mig et anderledes selvbillede”
Huden er vores levende hylster og største organ. Den kan se ud på utroligt mange forskellige måder, men nogle få skiller sig særligt ud.
Jeg var et år, da eksemen blev opdaget. Det startede på armene, og jeg fik oliebade for at afhjælpe det.
Det fortsatte op gennem min barndom og kom også i knæhaserne og andre steder på kroppen. Jeg blev smurt med cremer for at hjælpe på sår og kløe.
Eksemen gik i dvale i puberteten. Jeg slap ligesom af med den – og så kom den igen i starten af mine 20’ere. Som voksen blev den tydelig i ansigtet, og jeg begyndte at lægge mærke til de mørke rande omkring mine øjne. Når man er ung, er det ansigtet, der betyder noget; det er det, folk ser.
I 20’erne havde jeg lyst til at gå i et med tapetet. For det var ikke fedt, at folk kiggede på mig. Og jeg syntes ikke, det var så pænt. Jeg har altid fået at vide: ”Gud, hvor ser du træt ud!” Også selv om jeg havde sovet i ti timer og følte mig frisk. Og det har påvirket mig meget.
Jeg kiggede mig i spejlet og tænkte: Hvorfor ser jeg bare aldrig frisk ud? I dag arbejder jeg på hud- og allergiklinikken på Gentofte Hospital, og først da jeg for nogle år siden begyndte derude, fandt jeg ud af, at den cirkel, jeg har om øjnene, skyldes atopisk eksem. Det har jeg aldrig været klar over før, og det har hjulpet mig at forstå, at de sorte rande faktisk skyldes eksemen.
Om vinteren er det værre, også fordi jeg er blegere. Jeg prøver at dække det med foundation, det kan man bare ikke rigtigt. Måske kigger folk ikke så meget, som jeg tror? Men det har givet mig et anderledes selvbillede, for uden eksem havde jeg måske følt mig pænere.
Min selvtillid har nok ikke været så stor; jeg har bare aldrig følt mig vildt godt tilpas, fordi det har fyldt, hvad folk tænkte. Og vi kan jo ikke skjule vores ansigt.
Man kan ikke kurere min eksem. Den er blevet bedre, men kan nemt blusse op. Når det er koldt, klør huden, og man danner hurtigere sår eller rifter.
Noget af det prøver jeg stadig at dække med makeup, men det mørke omkring øjnene skal jeg lære at leve med. Det prøver jeg stadig på i en alder af 51 år.
Jeg er blevet bedre til at finde ro i det. Og så er jeg blevet mere voksen og ligeglad med, hvad andre tænker, især efter at jeg kom med i fotoprojektet Min smukke hud.
Det har hjulpet, men det var også megagrænseoverskridende, netop fordi jeg er vant til at gemme mig. Eksemen påvirker mig stadig, og der er stadig ting, jeg skal lære at omfavne og acceptere, men jeg ville ønske, at jeg gennem livet ikke havde tænkt så meget over, hvad andre tænker.
Jeg tror på, jeg kan nå til et sted, hvor det ikke længere betyder noget for mig. Jeg tror, jeg kan nå til at sige: Det er bare mig. Sådan ser jeg ud.
Min smukke hud er et fotoprojekt med udstilling og tilhørende bog.
Her portrætteres 17 mennesker med forskellige hudsygdomme eller anderledes hud. Ideen er at udfordre vores ideer om skønhed og vise, at man kan have smuk hud på mange måder.
Billederne er taget af Marie Hald, og forfattere er Charlotte Näslund Koch og Anna Belling Krontoft fra hudafdelingen på Gentofte Hospital. Jesper Vraamark Elberling har skrevet digte til bogen.
Min smukke hud, FADLs forlag, 250 kroner.