Chris MacDonald: Sådan kommer du i gang med motion

Sådan overvinder du den største forhindring for dit sunde liv

Det er så vigtigt, at vi bevæger os – det er nemlig det, vi er skabt til, påpeger Chris MacDonald. Den store udfordring for de fleste er at finde tiden til det. Du kan godt!

De fleste af os kender Chris MacDonald og hans synspunkter fra adskillige tv-programmer, bøger og faste klummer i aviser og magasiner. Hvis du skulle have glemt, hvad hans pointer går ud på, så får du verdens korteste ”resume” lige her.

Vi er skabt til at bevæge os, spise naturlig mad, få nok søvn og restitution. Det er kernen.

– Problemet er tid. Jeg støder på det svar igen og igen, når jeg spørger folk, hvad der forhindrer dem i at dyrke motion regelmæssigt og leve sundt – og folk lyver jo ikke. De har ret. Derfor har jeg mange gange lavet en bestemt øvelse med folk, hvor de bliver bedt om at lave et tidsbudget for en ganske almindelig hverdag i deres liv. De fleste mangler seks timer?! Det er ¼ af døgnet. På den baggrund er det ikke så mærkeligt, at mange mennesker er i dårlig form, tager på i vægt og i det hele taget kommer i ubalance. Og det bider sig selv i halen – for jo mere kroppen er ude af balance, jo mere træt og ugidelig bliver den.

Løsningen ligger i de små ændringer

Ifølge Chris MacDonald er vi nødt til at tage føringen. Både når vi skal bevæge os mere i hverdagen, og når vi står over for en åben pose chips eller slik, som er proppet med sukker, fedt og salt – og skal vælge et sundt alternativ. For ifølge sundhedseksperten er det netop i den lille hverdagsforandring, ”opskriften” på det sunde og gode liv gemmer sig. Så sværere er det egentlig ikke.

LÆS OGSÅ: Chris MacDonald: Sådan får du en sund hverdag

– Først er du nødt til at finde ud af, hvad du reelt bruger tiden på – og hvad du gerne vil have mere tid til. Facebook, Twitter, Instagram, bærbare computere, iPhones, tv… you name it… er alle frygtelige tidsrøvere, som stjæler dit fokus fra det, du burde bruge din kostbare tid på. Der er mange andre barometre, der hungrer efter at blive stimuleret: motion, restitution og ægte nærvær ikke mindst.

Slå to fluer med et smæk

Med det stramme tidsbudget, mange har, er det smart at slå to fluer med et smæk og f.eks. træne med en veninde, så du får nærvær og motion. Tage dig tid til at lave sund mad med familien, hvor du får en bedre kost og nærvær/ samvær. Ifølge Chris Mac- Donald er også aktiv transport en oplagt mulighed for mere fysisk aktivitet i en travl hverdag.

– I virkeligheden tager det måske ikke så meget længere tid at komme frem på cykel frem for med bil eller tog. Det er måske lidt upraktisk. Jeg synes, det er bedre at droppe de høje hæle og den lille nederdel end gå på kompromis med sin sundhed. Og hvis regelmæssig træning skal kiles ind i din travle hverdag somehow, er det vigtigt, at du vælger en træningsform, som også er let og praktisk. Eksempelvis løb. Det kræver kun, at du snører skoene og kommer ud af døren. Præcis når det passer dig. Men mulighederne er mange, så vælg den træningsform, der passer dig bedst.

"Den største udfordring, når det kommer til motion, er at gå fra tanke til handling."

– Den største udfordring, når det kommer til motion, er at gå fra tanke til handling. Nogle vil mene, at man bare skal tage sig sammen, men jeg ved af erfaring, at det kan være lettere sagt end gjort. Her hjælper det at have gode mennesker omkring sig, som skubber kærligt på og tager med til træning. I starten er det vigtigt at gøre det regelmæssigt. Lav evt. træningsaftaler med din veninde, din kæreste, en coach… Hvis du kun kan overskue eller finde tid til at træne 20-30 minutter et par gange om ugen, er det helt fint.

– Derfra kan du stille og roligt udvide til 45-60 minutters træning 3-5 gange om ugen. En træningsdagbog er en rigtig god idé, du kan starte med at bruge dagbøgerne her i tillægget. På den måde har du et evalueringsværktøj, så du kan måle, hvordan du gradvist bliver bedre og kan sole dig lidt i din egen succes.

Fakta

Chris er 40 år og oprindeligt fra USA, men har boet de seneste 15 år i Danmark og er uddannet cand.scient. i Humanfysiologi ved Københavns Universitet.

Han er fast klummeskribent på BT, og sidste år kunne du opleve ham i programmerne ”U-Turn” på DR1, hvor han tog otte danskere med klassiske livsstilssygdomme og viste dem, hvordan de kunne leve en sundere – og næsten medicinfri – tilværelse.

Du kan læse mere om Chris MacDonald på Chrismacdonald.dk.

LÆS OGSÅ PÅ FITLIVING.DK: 12 myter om motion: Hvad er sandt eller falsk?