Sofie hjalp sin far i form: "Jeg vil jo gerne have min far i lang tid endnu"

Han havde jo taget lidt på!

Sofie Ivanøe smiler drilsk, mens hendes far udbryder:

"HVAD?"

Lasse Ivanøe erkender dog smilende, at det er rigtig nok; han var blevet for tung, da Sofie, som er fysioterapeut og 34 år, for et par år siden prikkede til ham for at få ham i gang med at dyrke motion.

"Jeg havde to diskusprolapser, sprængt bicepsen og fået opereret min skulder, så jeg havde svært ved at komme tilbage i form, selvom jeg altid har trænet og også tidligere sammen med Sofie, for den 62-årige politikommissær og tilføjer:

"Jeg gider ikke fitness længere. Det er for de unge og stærke fyre. Jeg vil have det sjovt, når jeg træner, og der manglede et tilbud til os mænd med dunke og skavanker."

Gamle drenge

Sådan et tilbud stablede Sofie på benene. Hun er kvinden bag FysioElite i Silkeborg, har eget trænings- og behandlerrum, og så ville hun hjælpe sin far.

"Jeg vil jo gerne have min far i lang tid endnu, og jeg syntes, at det var synd for ham, at han havde ondt. Jeg kunne ikke behandle hans diskusprolaps bedre, men jeg vidste, at træning kunne hjælpe, så det var fedt, at han fik samlet gutterne", siger hun.

"Her er plads til alle. Faktisk skal man helst have en skavank, være over 50 og veje over 100 kilo, for at være her ..."

"Nej, pjat", afbryder Lasse sig selv med et smil.

For ham er det afgørende, at Old Boys er lig med holdsport.

"Det er afgørende for mig, at der er nogen, der venter på mig. Regner med, at jeg kommer", fortæller Lasse.

I de par år, der er gået, er der opstået venskaber på tværs. Flere af mændene ses to gange om ugen og har fulgt hinandens op- og nedture på vægten og i livet. Hver mandag kan man blive vejet, hvis man vil, og så er Sofie klar med kostråd og vejledning i den mest hensigtsmæssige træning, hvis d'herrer ønsker det.

"Det handler ikke så meget om kilo, men om at få flyttet rundt, så fedtet bliver til muskler. Jeg kan måle på det, og det er en motivator for de fleste", siger Sofie.

"Så driller vi hinanden lidt; jeg var selv oppe på 105 kilo, og det går jo ikke", erkender Lasse.

Far og datter

De gamle drenge er nu forsamlet her i træningsrummet, hvor Sofie sætter gang i opvarmningen: "Når bare musikken kører, så går de nærmest i gang af sig selv", fortæller hun med et smil.

Ud af højtalerne strømmer høj musik med motiverende tekster som "I like to move it, move it", og det ser faktisk ud til, at de godt kan lide det. At bevæge sig.

"Som ung arbejdede Sofie på plejehjem, så hun er vant til sådan nogle som os", siger Lasse spøgefuldt og tilføjer med mere alvor:

"De drenge der – de elsker hende, og hun er også god til det. Den, der er allermest stolt af Sofie, er selvfølgelig mig!"

For Sofie er der en faglig stolthed i, at hun har formået at skabe et rum for alle.

"Det er bekræftende for mig som fysioterapeut, at de bliver ved med at komme, og jeg er egentlig bare skidestolt af dem. Mandag og onsdag, hvor jeg slutter dagen med gutterne, er altid fyldt med sjov og grin."

Og så er der hendes personlige stolthed over faderen, der har trænet sig tilbage til et liv uden smerter.

"Jeg er så glad for at beholde min far, og regner med, at vi har mange, mange år sammen! "