Læs det overraskende tegn på, at du er i et tæt forhold
Forskere har undersøgt et pudsigt tegn på, om du og din partner er tætte eller ej. Få det og to andre sunde tips.
Par, der sover tæt, er tættere
Endnu en gang kan man få lov til at blive overrasket over, hvad forskere rundt omkring i verden bruger deres tid på. Som et forskerhold på University of Hertfordshire, der har undersøgt, om den måde, par sover på, siger noget om, hvor godt deres forhold er.
Og ja, det mener de, at det gør. Ifølge deres undersøgelser af over 1.000 par, er de, der sover tæt sammen om natten, gladere, end dem der sover i hver deres side af sengen. Faktisk 20% gladere. Knager forholdet, kan det være, at I skulle investere i en ny og smallere seng...
Kilde: Women's Health
A-mennesker er gladest
Morgenmennesker er – viser ny forskning – mere disponerede for at være glade end natteravne. Forklaringen er ifølge forskerne fra universiteter i Toronto og Rotterdam, at det simpelthen er hårdere for dem at komme igennem en arbejdsdag, fordi deres energi er på sit højeste senere på dagen end A-menneskers. Men ikke nok med det. Andre studier har vist, at B-mennesker har højere risiko for depression, flere narcissistiske personlighedstræk og generelt lider af søvnmangel. Den gode nyhed er, at selvom det er et personlighedstræk, om man er A- eller B-menneske, kan der godt ændres på vanerne. Det helt afgørende er at få mere dagslys om dagen og mindre kunstigt lys om aftenen. Og så hjælper det, ikke overraskende, at få børn.
Kilde: Videnskab.dk
Løb hurtigere
Få mere fart over dit løb med en af de her tre metoder, der hurtigt kan gøre dig hurtigere.
1/ Træn i intervaller
Det er så fristende bare at løbe til på hele løbeturen, men hvis dit mål er at blive hurtigere, gælder det om at sætte farten ned. I hvert fald i intervaller. Du skal med andre ord skifte mellem at løbe så hurtigt, du kan i to minutter, og så sætte farten ned igen. Start med at gøre det et par gange under løbeturen og prøv så at slå din tid på næste tur.
2/ Løb på bakker
Ja, der er jo ikke så mange bakker i Danmark, men du skal kun bruge en, som du så kan løbe op og ned ad. Det er måske ikke det scenarie, man drømmer om på løbeturen, men det har samme effekt, som at løbe på et løbebånd: Det træner både kondition, udholdenhed og muskelstyrke.
3/ Spurt til slut
Det gælder om altid at afslutte løbeturen med en spurt. På det tidspunkt er kroppen varm og kan yde mere. Plus at det på den lange baner betyder, at du kan løbe hurtigere generelt. Ekstra bonus: Det booster også forbrændingen.
Kilde: Running
LÆS OGSÅ: 5 tips til intervaltræning: Sådan slipper du for skader