Test din viden: 10 myter om sundhed
MYTE: Økologiske varer er sundere
FUP! Visse pesticider kan være kræftfremkaldende, men herhjemme har vi stort fokus på, at indholdet i vores fødevarer ikke bliver for højt. Derfor tyder det ikke på, at de usprøjtede grønsager er mindre kræftfremkaldende. Økologisk grønt og frugt indeholder heller ikke flere vitaminer og næringsstoffer end konventionelle fødevarer. Tommelfingerreglen er derfor: Hellere seks u-økologiske om dagen end tre økologiske.
MYTE: Vi kan sagtens undvære mælk
FAKTA! Voksne behøver ikke drikke mælk, for der er mange andre gode kilder til kalcium. Omvendt kan langt de fleste af os tåle laktose, eftersom vi rent genetisk har vænnet os til at nedbryde mælkeprodukter. Så der er altså heller ingen grund til at vælge mælken fra.
MYTE: Funktionel træning er bedst
FAKTA! Kroppen er ikke skabt til at løbe et maraton eller sidde på en spinningcykel i timevis. Derfor er funktionel træning den mest effektive træningsform. Når du træner, skal du ikke tænke på de enkelte muskler hver for sig, men i stedet på bevægelse og på, hvordan musklerne arbejder sammen. Crosstræning er funktionel træning.
MYTE: Du skal holde pause, når du er skadet
FUP! Du skal selvfølgelig ikke hoppe på en forstuvet ankel, men styrketræning af det skadede område kombineret med bevægelse af resten af kroppen vil faktisk fremme helingen. Kroppen fungerer systemisk, dvs. at når du bruger de store muskler, produceres stoffer, der gavner helingsprocessen.
Se flere myter på Fitliving.dk.
MYTE: Kulhydrater gør dig til sukkernarkoman
FUP! Kulhydrater er nødvendige for kroppen, så længe det er de „rigtige” af slagsen. Sørg for at få kulhydrater fra groft brød, fuldkornspasta og frugt og ikke fra slik. Kulhydrater nedbrydes til glukose, som er det eneste stof, hjernen kan arbejde på.
MYTE: Frugt feder
FUP! Frugt er blevet beskyldt for meget de senere år – blandt andet for at fede pga. det
høje indhold af frugtsukker. Men det er synd og helt forkert. Frugt indeholder fibre, vitaminer og mineraler. Undersøgelser viser, at dem, der spiser to stykker frugt om dagen, vejer mindre, end dem der kun spiser et enkelt stykke.
MYTE: Du skal drikke, mens du træner
HVERKEN FUP ELLER FAKTA! Du kan godt lade vandflasken blive hjemme, hvis du træner i 30-60 minutter. Hvis du træner i længere tid, har du derimod brug for at fylde op undervejs.
MYTE: Antioxidanter forebygger kræft
HVERKEN FUP ELLER FAKTA! Den såkaldte oxidation, dvs. iltning, er en del af kræftprocessen. Derfor er det også logisk, at antioxidanter modvirker ældning af celler og udvikling af kræft. Men man kan ikke konkludere, at antioxidanter altid forebygger kræft. Kroppen er nemlig enormt velreguleret, og stofferne spiller sammen i et komplekst samspil.
Se flere myter på Fitliving.dk.
MYTE: Du skal træne ud fra din fedtforbrændingszone
FUP! Før i tiden talte man meget om fedtforbrændingszonen og om, at man skulle træne i mere end 30 minutter, for efter de 30 minutter begynder kroppen typisk at bruge fedt som forbrænding. Det har dog vist sig, at du sagtens kan træne superhårdt i kort tid, for kroppen tærer på fedtreserverne efter træningen.
MYTE: Det er sundere at drikke et glas vin end helt at lade være
FUP! Et halvt glas rødvin om dagen er godt for hjertet, men alkohol, uanset hvor meget du drikker, danner det kræftfremkaldende stof acetaldehyd. Hos kvinder øger alkohol desuden østrogenproduktionen, ligesom det „æder” kroppens lager af folinsyre, som bl.a. bruges til celledannelsen.