David gik mod egen taktik i "Robinson": Det var ikke planen
David Munis Zepernick havde en plan, inden han tog ud på øen, men den gik hurtigt i vasken.
David Munis Zepernick stod allerede med en billet til "Robinson Ekspeditionen" i 2009, men kort forinden fandt han ud af, han skulle være far for tredje gang, og han tog derfor ikke afsted.
Nu er han klar, også selvom det er med en helt anden fysik end i 2009.
– Det er klar, når man er 52 - nu 53, så er man ikke den fysiske stærkeste i feltet - langt fra. For mig har det aldrig været det, der var min største styrke. Til gengæld har jeg en psykisk robusthed, forklarer David, der ikke lykkedes med at få den start, han havde planlagt hjemmefra.
Artiklen fortsætter under videoen.
Da holdene var inddelt, og de kom ud på stranden, tog David en naturlig lederrolle.
– Det var ikke min taktik at tage en masse styring. Min opfattelse var, at det måske ville blive opfattet negativt af de unge mennesker, hvis ham den gamle gik ind og tog for meget styring. Så min plan var egentlig at holde lav profil, siger David og tilføjer:
– I situationen skete der så bare det, at jeg følte, der var behov for, at der var nogen, der tog noget styring og fik lavet en form for skitse til en plan. Og da der så ikke var andre, der gjorde det, så gjorde jeg det selv, men det var faktisk ikke det, der var planen. Det falder mig bare naturligt at gøre det.
Ifølge David blev det dog modtaget helt okay.
– Der var nogle, der trykkede lidt imod hen ad vejen, men i det store hele, mener jeg, at jeg gik ind og opfyldte et ledelsesmæssigt tomrum i situationen, forklarer David.