Britney Spears, Madonna og Christina Aguilera optræder på scenen under MTV Video Music Awards 2003. Billedet viser Britney Spears og Madonna kysse på scenen
NEW YORK – 28. august: Britney Spears, Madonna og Christina Aguilera optræder på scenen under MTV Video Music Awards 2003 i Radio City Music Hall den 28. august 2003 i New York City.

Nytårsaften er det slut: Farvelkys til MTV

Minderne vil aldrig forsvinde, men kendt tv-station drejer nøglen. 

logo herognu HER&NU HN

Når vi tager afsked med det gamle år nytårsaften, siger vi samtidig farvel til tv-stationen MTV. Den 12. oktober 2025 meddelte mediegiganten Paramount Global, at MTV Music, MTV 80s, MTV 90s, Club MTV og MTV Live lukker ned ved årets udgang. Hovedkanalen MTV HD fortsætter i nogle regioner med fokus på livsstils- og ungdomsunderholdning, men uden musikvideoerne.

Artiklen fortsætter under videoen:  

MTV, der står for Music Television, har betydet meget for mange mennesker. En hel generation omtales som MTV-generationen, der omfatter folk, som er født mellem 1965 og 1980. Årsagen til lukningen er, at seerne har flyttet sig til on-demand, sociale medier og streamingtjenester. Her får man øjeblikkelig adgang til musik og videoer, og dermed er den traditionelle musikkanal blevet voldsomt gammeldags. 

Men der var engang, hvor MTV var en tv-revolution. 1. august 1981 blev en æra sat i gang med et brag i USA. De seere, der var med fra første sekund, hørte sætningen: 

”Ladies and gentlemen, rock and roll!” Og så blev den første musikvideo vist: The Buggles med sangen, der passende hed ”Video Killed the Radio Star”. 

Musikvideoen 'Video Killed the Radio Star' åbnede ballet for MTV.
Musikvideoen "Video Killed the Radio Star" åbnede ballet for MTV.

Da MTV nogle år senere dukkede op i Europa, startede gruppen Dire Straits festen med ”Money for Nothing”, som indledes med, at der synges ”I want my MTV”. Et fint slogan for tv-stationen, som blev populær i hele den vestlige verden. 

Men der var også negativ kritik. MTV blev beskyldt for racisme, da der stort set kun blev vist hvide kunstnere. Tv-stationens ledelse undskyldte sig med, at sorte pop- og rockstjerner sjældent lavede musikvideoer. 

Det blev der ændret på, og snart havde blandt andre Prince og Lionel Richie masser af musikvideoer på kanalen. Og Michael Jacksons ”Thriller”, en hel lille film på 14 minutter instrueret af Hollywood-instruktøren John Landis, fik dagligt utallige visninger på MTV. 

Michael Jackson stjal 14 minutter af sendetiden, hver gang MTV viste musikvideoen til 'Thriller'
Michael Jackson stjal 14 minutter af sendetiden, hver gang MTV viste musikvideoen til "Thriller"

Med tiden blev MTV udvidet med lokale MTV-kanaler i lande og regioner, og danske VJ’s (videojockeys) dukkede op på MTV og præsenterede musikvideoer.

Jackass og Osbournes

Tv-stationen fandt hele tiden på nye tiltag. I 1993 fik den politisk ukorrekte tegnefilmserie ”Beavis and Butt-Head” premiere på MTV, og i 2000 kom tv-serien ”Jackass”, hvor en flok dumdristige mænd udførte vilde stunts. 

'Beavis og Butt-Head elsker heavy-rock og damer.
"Beavis og Butt-Head elsker heavy-rock og damer.

Og i 2002 lancerede kanalen verdens første reality-tv-serie, ”The Osbournes”, hvor vi fulgte dagligdagen med skænderier og hundelorte på gulvtæpperne hos heavyrockeren Ozzy Osbourne og hans familie. Og så var der prisuddelingerne.

'The Osbournes' var banebrydende reality-tv.)
"The Osbournes" var banebrydende reality-tv.)

 MTV Music Awards blev første gang afviklet i 1984, hvor en purung Madonna leverede et af de hidtil frækkeste sceneshows i tv-historien til ”Like a Virgin”. 19 år senere vakte hun igen opsigt ved at kysse både Britney Spears og Christina Aguilera på scenen ved MTV-prisfesten.

Fra 1992 delte MTV også priser ud til film, og i modsætning til Oscar-festen havde MTV kategorier som ”bedste filmpar”, ”bedste skurk, ”bedste kampscene” og ”bedste kys”.

En anden populær MTV-opfindelse var unplugged-koncerterne, hvor nogle af klodens største kunstnere spillede deres sange akustisk. Eric Clapton og Nirvana leverede nogle af de mest uforglemmelige MTV-koncerter uden strøm. Men nytårsnat er det slut. Den engang så nyskabende tv-station lukker og slukker. Minderne om den gode musik og de fede videoer har vi dog lov til at beholde.

Thomas Madvig var den anden danske VJ på MTV. Maiken Vexø var den første
Thomas Madvig var den anden danske VJ på MTV. Maiken Vexø var den første