Flemming Bordrup elsker Maggie: En at komme hjem til
Flemming Bordrup fra ”Hotel Romantik” elsker sin hund, Maggie.
Om det er hunden, der ligner sin ejer, eller ejeren, der ligner sin hund, er Flemming Bordrup fra ”Hotel Romantik” ikke et sekund i tvivl om.
– Det er Maggie, som ligner mig, for jeg har jo haft krøller meget længere tid, end hun har, siger 78-årige Flemming fra Bjæverskov på Midtsjælland grinende, mens han giver sin krøltop, den syvårige bichon havanaise Maggie, et kærligt kram.
I seniordatingprogrammerne lægger Flemming ikke skjul på, at hans lange hår betyder meget for ham. Så meget, at han får det permanentet hver tredje måned for at holde krøllerne spændstige.
Artiklen fortsætter under billedet:
Døden kom tæt på
Maggie er ikke Flemmings første hund. Han forelskede sig allerede i den krøllede race, da hans afdøde hustru, Susanne, kaldet Sus, ville have hund, og de fik Fonzie og Mille.
Artiklen fortsætter under videoen:
Flemming mistede Sus til kræft i 2014, og fjorten dage senere døde hans svigermor også af kræft. Og det blev kun sværere for Flemming, der måtte gå den tunge vej til dyrlægen med Mille, efter han en dag på en gåtur kunne mærke, at hun havde det skidt.
– Mille fik kræft som 14-årig og blev aflivet. Et halvt år efter blev Fonzie livstræt, og jeg ville ikke være egoistisk, så jeg måtte jo til dyrlægen med ham. Det var hårdt, for da Sus var død, så var der jo stadig to hunde, som var glade, når jeg kom hjem fra arbejde. Pludselig blev der tomt.
Artiklen fortsætter under billedet:
Annonce
Flemming fik Maggie for et par år siden, da hans ældste barnebarn, Kimmie, fik en søn, som gerne ville lege med Maggie, men Maggie nappede efter ham, og så var Flemming ikke i tvivl om, at Maggie skulle bo hos ham.
– Der var dejligt at have en at komme hjem til. Det er altoverskyggende for mig. Men jeg savner det at have kvindelig kontakt og modspil, selvom Maggie og jeg hygger os meget sammen.
Artiklen fortsætter under billedet:
Allergi afgjorde racen
Flemming er tømrer som sin far, og han er vokset op med store hunde. Den første var en schæfer, Pan, som Flemings far fik af en politimand. Flemmings far elskede hunde, så da Pan døde, kom en af Flemmings storebrødre hjem med en collie til familien. Flemmings far døde som kun 51-årig i 1969.
– Så overtog jeg det med at være dyreven, men jeg boede steder, hvor jeg ikke måtte have hund, før Sus og jeg fik Fonzie. Vi valgte bichon havanaise-racen, fordi vi fandt ud af, at en af vores piger var allergisk over for hunde og katte, og havaneseren har ikke underpels, som store hunde har. Sus havde tre piger, og jeg havde to, men jeg betragter dem alle fem som mine, understreger Flemming og fortæller, at pelsdyrsallergien var ved at tage livet af en af hans døtre, Malene.
Artiklen fortsætter under billedet:
Når hun besøgte sin mor, Flemmings ekskone, så havde moren to stedsønner, som havde kat, og Flemmings datter måtte ikke fortælle om katten.
– Men hver gang jeg hentede hende, så var hun syg af astma. Hun blev så syg, at hun endte på Rigshospitalet og måtte genoplives, fordi hun ikke trak vejret. Så på grund af Malenes allergi valgte vi bichon havanaise.
Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.
