Anmeldelse: Brudepiger

Premiere: Torsdag d. 21. juli 2011

Spilletid: To timer

Originaltitel: Bridesmaids

Instruktion: Paul Feig

Manuskrip: Kristen Wiig, Annie Munulo

Hvis du har en svaghed for humor a la den, du finder i det amerikanske tv-show "Saturday Night Live," så er "Brudepiger" med stor sandsynlighed sommerens komedie for dig.

Annie (Kristen Wiig) er gået i stå i sit eget liv; professionelt, privat og pengemæssigt. Hun åbnede et bageri midt under finanskrisen og mistede både det, sin kæreste, alle sine penge - og helt sikkert også troen på sig selv og på kærligheden.

Derfor er det ikke lutter lykke, da barndomsveninden, Lillian (Maya Rudolph), annoncerer, at hun skal giftes og ønsker, at Annie skal være førstebrudepige og hjælpe med at planlægge alt – lige fra kjoler til polterabend og bryllupsfest.Annie er virkelig ikke i festhumør. Hun bor til leje hos et forskruet søskendepar, har et arbejde, hvor hun konfronteres med (irriterende) lykkelige mennesker - og i øvrigt ser hun en selvoptaget fyr, som ikke ser hende som kærestemateriale, men bare et nummer på sin personlige bolleliste (nummer tre for at være helt eksakt).

Måske smitter det lidt af på Annies strabadser for den vordende brud, som gang på gang resulterer i tåkrummende pinlige og katastrofale situationer, som enhver kvinde vil hade at skulle have som evigt minde.

Overordnet set er "Brudepiger" velfungerende og rummer endda en vis dybde, men altså også svagheder og skønhedsfejl - f.eks. forekommer gommens søster, Becca (Ellie Kemper), unødig karikeret, og mange scener er langtrukne og ligegyldige.

"Brudepiger" er dog  ikke mere lyserød, end at du sagtens kan slæbe din kæreste eller mand med ind i biografmørket. Tonen er både anderledes rå og plat end den gængse "chick flick." Eller sagt med andre ord: Brudepiger er lidt ligesom Klovn - bare på østrogen.

Antal hjerter ud af seks mulige: