Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Cecilie Frøkjær
Foto: Les Kaner Tv-vært Cecilie Frøkjær forsøger at leve livet fuldt ud hver dag.

Cecilie Frøkjær: "Jeg vågnede kl. 5 om morgenen og kunne ikke sove og røg cigaretter med både tæer og fingre hele tiden"

Cecilie Frøkjær lærte som barn at rette ryggen og løfte blikket, når verden gik hende imod, og den leveregel har styret hende sikkert gennem livet, når det har budt på altopædende præstationsangst, skilsmisse og andre udfordringer. Nu fylder hun 50 og bliver bedre og bedre til at leve livet fuldt ud og ikke gemme det bedste til sidst.

SKÆRINGSPUNKT

– Jeg har det totalt godt med at blive 50. Jeg havde heller ingen krise, da jeg fyldte 30 eller 40. Jeg tænker virkelig: what's the change? På en måde synes jeg også, det er sejt. Det er et flot tal. Og jeg er i fuld gang som selvstændig på nu tredje år, så alt er godt. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg er super glad og synes, jeg har alt, hvad jeg har brug for. Føler mig heldig og privilegeret og belønnet for den indsats, jeg har lagt i mit arbejdsliv. Jeg kan simpelthen ikke finde noget, der skulle gøre mig i dårligt humør over at fylde 50.

– Livet er da så spændende, men selvfølgelig betyder det også, at den der slutning rykker tættere på. Den har jeg mærket, fra jeg var midt i fyrrerne, hvor det gik op for mig, at jeg jo skal dø. Og det er en ny og sårbar bevidsthed, som jeg har været nødt til at tage ind, men måske var det med til at få mig til at tage springet som selvstændig. En dag er jeg måske også begrænset af min fysik, selvom jeg tænker, når jeg ser en gammel dame med en rollator, at det bliver aldrig mig. Haha, det bliver det jo. Formodentlig.

LÆS OGSÅ: Mikael Kamber: "Derfor er det fedt at være fyldt 50"

– Jeg tænker, at jeg bare skal se at få alle løfteraketterne tændt i tide og gå ombord i alle de ting, der måtte stå og banke på. Jeg gider ikke at sidde og tænke, at det hele må vente, til jeg kommer på pension. Nogen falder jo døde om, når de når dertil. Jeg synes godt, man må spise nutellamaden først. Og så leverpostejen bagefter.

– Spørger man sig selv: "Okay, hvis det nu sluttede i morgen, var der så noget i dét sekund, lige inden jeg døde, og jeg kunne se det hele klart, jeg ville fortryde?", og der så popper noget op, så er det dét, man må arbejde på. Når du spiller op ad døden, som er så ultimativ, kan det også være, man slår håret mere ud og ødsler lidt med både risikovillighed, penge og crazyness. Alternativet er, at du er knalddød og helt stiv og færdigspillet.

– I øjeblikket er min motion reduceret til gåture på grund af et problematisk haleben, og jeg savner følelsen af at svede igennem. Jeg tænker, at jeg ved at dyrke motion sætter ind på kontoen, og jo mere jeg sætter ind, jo mere kan jeg forhåbentlig trække ud i den sidste ende. Men det er sikkert i høj grad også genlotteriet, der spiller ind. Jeg kan ikke fremskrive mig selv, til jeg er 75, jeg kan bare se på mine forældre, som sidste år afsluttede et stort byg-selv-sommerhusprojekt. Megasejt! De er virkelig et godt forbillede på, hvordan man bliver gammel. At blive ved at være nysgerrig, rejse og forholde sig til de problemer, der er her i livet og prøve at løse dem. Hele tiden være proaktive.

UDGANGSPUNKT

– Da jeg var to, flyttede mine forældre og jeg til Slagelse, hvor vi, tre år senere, rykkede ind i et af de utallige spritnybyggede parcelhuskvarterer, der skød op der i starten af 70'erne. Det allerførste, jeg satte ind på mit nye værelse, var en lillebitte kurvestol. Jeg kan stadig genkalde mig den lugt, der var, da vi trådte ind i huset første gang. Lugten af nye materialer – frisk maling, spånplader og plastikelementer. Mine forældre bor der i øvrigt stadig, det er super hyggeligt.

– Mine forældre var egentlig meget på fællesskab. Til Sankt Hans byggede vi vores egen heks, inden vi brændte hende af. Og når der var børnefødselsdag for mig og mine to yngre brødre, var det med lagkage med balloner i, der skulle stikkes hul på, så det sprøjtede ud med flødeskum. Det var et liv, som det er i en mellemstor provinsby – trygt. Og da jeg blev teenager jo også kedeligt. Folk var flinke, og byen var overskuelig, hvilket der jo også – set i bakspejlet – er en kæmpestor tryghed i.

– Jeg var vist en ret klassisk storesøster. Meget ansvarlig og ville gerne have styr på tingene. Og på flokken. Ambitiøs og ordentlig. Smadder dygtig i skolen, passede mine ting, afleverede til tiden. Overblik. Alt muligt røvkedeligt. Tingene skulle stå på en bestemt måde på hylderne inde på værelset, og vi skulle da også huske at pudse vores sko! Og så kunne jeg bare godt lide at bestemme. Det kan jeg stadig godt. Det betyder ikke, at jeg ikke vil indgå kompromiser, men jeg kan godt lide at have indflydelse på det, jeg laver.

– I 1980, hvor jeg var 12, spændte vi en Combi Camp bag på vores gamle Kadett og kørte i tre måneder ned igennem det gamle Østeuropa og hele vejen ned igennem Grækenland til Kreta, hvor vi boede en måned, inden turen gik tilbage ad en lidt anden rute. Undervejs blev vi undervist af vores forældre, som begge var lærere – min far på gymnasiet og min mor i folkeskolen. Det var en kæmpe forandring og udfordring for mig. Jeg ville fandeme ikke med på den tur! Jeg kunne ikke forestille mig noget værre end at skulle væk fra mine håndboldkammerater for at køre rundt i den gamle smadderkasse.

Cecilie Frøkjær. Foto: Les Kaner. Cecilie Frøkjær. Foto: Les Kaner. 

– I Østeuropa var de ikke vant til turister, så de GLOEDE på os. Når vi gik i basaren i Skopje i det tidligere Jugoslavien med vores lyse hår, kunne vi lige så godt være landet fra Mars. Jeg kunne slet ikke holde det ud. Jeg følte mig så intimideret og havde på ingen måde lyst til at stikke ud og vække opsigt, så jeg gik med skuldrene oppe om ørerne og ansigtet stift vendt mod jorden og ville bare have det til at gå væk. Så min far sagde til mig: "Du er simpelthen nødt til at løfte blikket. Rank ryggen, løft blikket og kig folk i øjnene. Du har lov til at være her. De glor, og det kan du ikke gøre noget ved, så du er nødt til at glo igen." Det trænede vi så, og på tilbageturen havde jeg det helt anderledes, da vi nåede Skopje. Det er jo den gode gamle med at kigge trolden i øjnene. Og når jeg nu dristede mig til at kigge op, smilede folk jo faktisk. Mange gange her i livet er man nødt til at ranke ryggen og løfte blikket. Også i overført betydning. Og jeg kom jo over det med at blive kigget på, må man sige – for når man nu vælger at blive tv-vært, så er det ret uundgåeligt!

– Turen var en kæmpe oplevelse, som bragte os virkelig tæt på hinanden som familie. For mig er min familie bare noget, jeg altid kan regne med. Jeg taler meget med mine forældre, de er gode, når noget skal vendes, og de stiller op til alt.

VENDEPUNKT

– I niende klasse kom jeg på efterskole. Direkte fra provinsen i flade, hvide netsko med en lille sløjfe ovenpå, gråhvide gulerodsbukser og mintgrøn bluse med netdetalje ved skuldrene, som kunne rulles op og fastgøres med en trykknap. So eighties! Jeg trådte ind på den mest hippieagtige, socialistiske efterskole, der fandtes på det tidspunkt næst efter Tvind. Rantzausminde i nærheden af Svendborg. Med elevdemokrati og fællesmøder. Andetårseleverne gik i lange JBS-underbukser, de selv havde farvet jadegrønne ovre i værkstedet, herreveste, store skjorter og Kansas-murerjakker. Og jeg ELSKEDE det! Der gik ca. 14 minutter, så var de der netsko sparket langt ind i skabet. De var ikke vejen frem der, kunne jeg godt se! Og efter få måneder lignede jeg alle de andre.

– På Rantzausminde vrimlede det med københavnere. Jeg udviklede det vildeste københavnercrush. Alle, der kom fra København, var så seje. Jeg kunne næsten ikke få luft. Der var bare noget swung over dem. Alt hvad de sagde og gjorde... jeg lappede det i mig med åben mund. Og når jeg besøgte de venner, jeg fik fra København, var jeg helt høj. Hvis jeg havde fået lov til at slå et telt op på Hovedbanen, havde jeg gjort det! Som barn kom jeg til København én gang om året, når vi skulle i Tivoli. Så for mig var København Mekka! Los Angeles! Fyrværkeri og stjernenætter! Jeg var fuldstændig på røven. Slagelse blegnede fuldstændig.

– Efterskolen handlede også om at møde nogle meget forskellige børn. Nogle var sendt derned af kommunen, andre havde ingen forældre. Men mangfoldigheden var dybt fascinerende. Jeg boede på værelse med en cutter, lang tid inden det hed det, og så sad jeg der, lille mig fra Slagelse: "Uh, det bløder på din arm! Hvorfor har du skåret i dig selv? Skal du ikke have plaster på..."

– Jeg skiftede også hele min pladesamling ud og fik to huller i det ene øre. Jeg gik fra Michael Jackson og hvad-ligger-øverst-på-Hej-P3-listen til Stan Getz og Mezzoforte og Joan Baez og Santana...

– Jeg husker også, hvordan jeg selv syntes, at jeg simpelthen var så moden. Jeg kan næsten ikke sige det højt i dag, for det er jo så teenageagtigt, men da jeg stoppede på efterskolen som 16-årig, mente jeg i ramme alvor, at nu var mit følelsesliv så fuldt udviklet, at jeg ikke behøvede at udvikle mig mere. Jeg havde følt alle følelser og prøvet alt. Jeg var nu så moden, at der ikke var mere at komme efter. Det varjo så sødt og så hjernedødt på samme tid!

– For mig var den skole lifechanging. Et kæmpe skridt ud af provinsen, hvor jeg dog kom tilbage og tog studentereksamen, selvom jeg lagde ud med at tude mig igennem hele 1.g. Af længsel. Og hver weekend for jeg af sted for at besøge mine venner i København. Men først i 1996, et par måneder inden jeg blev ansat på "Go' Morgen Danmark", rykkede jeg for alvor til København.

LÆS OGSÅ: Margrethe Vestager: "Jeg hader at skændes, og jeg er dårlig til det"

HØJDEPUNKT

– Mit næste lifechanging moment var netop, da jeg fik jobbet på" Go' Morgen Danmark". Jeg kom fra Journalisthøjskolen og en praktiktid på TV2 Midt/Vest i Holstebro, hvor jeg var fuldstændig smadret af præstationsangst. Jeg var en meget dårlig praktikant, for jeg forstod slet ikke det der med nyheder. Der var ligesom noget inde i min hjerne, der ikke ville spille med. Så jeg vågnede
kl. 5 om morgenen og kunne ikke sove og røg cigaretter med både tæer og fingre hele tiden.

– Da jeg havde været der i ni måneder, tog jeg mod til mig og bad om en samtale med min direktør, hvor jeg fortalte ham, hvor dårligt jeg havde det. Hvilket overraskede ham helt vildt. Jeg kom jo altid ind ad døren med mit store smil, som han sagde. Ja. Øh. Og havde allerede røget 18 cigaretter og været vågen siden kl. 5, fordi jeg havde ligget og tænkt, at jeg var verdens største fiasko. Når jeg skulle ringe til kilder, håbede jeg, de ikke tog telefonen, eller at jeg fik fat i dem for sent til, at vi kunne nå ud at lave indslaget.

– Jeg kan virkelig kun anbefale, at man får løftet det blik. For det var svært for mig at tage den samtale og se sandheden og virkeligheden i øjnene. Man vil jo allerhelst skjule, at man synes, man er en komplet nitte. Men han tog heldigvis vel imod det. Jeg blev flyttet fra nyhedsræset, så jeg kunne lave samtaler og portrætter og forsøge mig med noget live. Og dér opdagede jeg noget besynderligt. For når jeg lavede live-tv, havde jeg nærmest ikke ondt i maven. Hvilket overhovedet ikke giver mening. Men derinde midt i orkanens øje var der ro. Jeg var ikke nervøs. Jeg var spændt, og det er en positiv følelse. Faktisk blev jeg nærmest høj af det. Så da jeg søgte jobbet på "Go' Morgen Danmark", tænkte jeg, at det jo var live, og at det måske var et sted, jeg kunne være i mit liv uden at være ved at vende vrangen ud på mig selv af nerver og angst og ubehag og selvbebrejdelse. Der var en lille ø her, hvor jeg godt turde stå. Alle de angstfantasier om fremtiden, jeg havde haft på journalisthøjskolen og i min praktiktid, hvor nyheder var det fineste, forsvandt. Det har været livsdefinerende for mig at få det job og få styr på mine egne nerver.

Cecilie Frøkjær. Foto: Les Kaner. Cecilie Frøkjær. Foto: Les Kaner. 

NULPUNKT

– Jeg blev skilt i 2008 og fortsatte i knap et år på "Go' Morgen Danmark". Det var en meget belastende periode med to børn på hhv. 4 og 7, meget logistik og en reservebedstemor, der kom cyklende ude fra Nørrebro om natten, fordi jeg skulle møde mega tidligt.

– Lars og jeg var enige om at gå hver til sit, og der var ingen andre involverede. Det skete i fred og fordragelighed, så på papiret var det en lykkelig skilsmisse. Men der er ingen lykkelige skilsmisser, for det er så stor en forandring at blive skilt – både et sammenbrud af illusioner og en vaklende følelse af pludselig at stå alene. Jeg var klart naiv, så først senere opdagede jeg, hvor svært det egentlig var. Jeg lærte, at alt er en fase, og at tid er en vigtig faktor.

– Jeg er vant til at fikse og ordne. Kan jeg tale med nogen? Læse om det? Det må kunne ordnes – kom, vi smøger ærmerne op. Men at finde sin plads i livet oven på en skilsmisse OG tage så god vare på sine børn som overhovedet muligt – det kan du ikke læse dig til eller fikse på en uge. Det gik i hvert fald op for mig, at noget også bare er nødt til at have sin tid, og noget er ulykkeligt, selvom man ikke troede, det skulle være ulykkeligt. Det var sårbart og sorgfuldt. Og helt grundlæggende en ny fornemmelse ikke at være i kontrol. Indimellem måtte jeg bare sætte mig med hænderne i skødet og acceptere, at overblikket eller kræfterne svigtede. Jeg brugte jo rigtig mange af mine kræfter på mine børn, og dem skulle jeg så pludselig også prøve at undvære og grundsavne.

– Ud over gode venner og mine altid støttende forældre konsulterede jeg også i en periode en familieterapeut, fordi det var godt at blive klogere og få noget guidance hos et erfarent og fagligt dygtigt menneske, som havde siddet over for nogen i min situation hundredvis af gange.

– Der gik et par år, før jeg var ude på den anden side. Og hvad lærte jeg så om mig selv? Jeg lærte nok, at jeg er for hård ved mig selv. Jeg har nogle gange for høje ambitioner for, hvad jeg synes, jeg burde kunne klare. Og så lærte jeg, at man nogle gange bare er nødt til at ånde ud og sige "det går nok". I en lang periode var jeg besat af ikke at komme for sent. Jeg har præsteret at vågne kl. 7.35, fordi min iPhone var gået død i løbet af natten, men børnene nåede alligevel i skole til kl 8.

LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen: "Jeg gider ikke at bo med den perfektionistiske pisk mere, for den er SÅ anstrengende at bo med"

– Helt grundlæggende handler det jo igen om: Gør jeg det godt nok for mine børn? Og for mig selv? Og når man løfter blikket, erkender man, at: Nårh, jeg er sgu da skide bange for, at nogen skal sige, at jeg ikke har styr på det som nyslået enlig mor! I mange sammenhænge tillader man sig selv meget margen og mange fejlskud, men når det kommer til moderskabet, så har det, i hvert fald for mig, været vigtigt, at det ikke var alt for skidt. Og vi skulle dælme komme til tiden! I virkeligheden kræver det ikke den store psykologieksamen, men når du er i den der centrifuge, kan du ikke se selv de mest indlysende årsagssammenhænge. Og når du pludselig kan, er der en kæmpe lettelse i det.

BLØDT PUNKT

– Min kæreste, Michael, og jeg er et godt match af mange ydre og indre grunde. For det første er vi begge journalister og mødtes faktisk første gang for 25 år siden på TV2 Midt/Vest, hvor han var den store praktikant, og jeg var den lille. Så vi har både en fælles historie og en fælles forståelse for hinandens arbejdsvilkår og -tider og tankegang i forhold til journalistik, vi har begge udgivet bøger, og desuden har han også været tv-vært og har derved fået indblik i det, der har været min metier i så mange år. Desuden kommer vi begge fra store familier med mange søskende og godt sammenhold og har måske på den måde en usagt forståelse for, hvordan man er i en stor flok og i verden. Vi griner enormt meget, og vi taler enormt meget, og det er bare to virkelig vigtige piller at stå sammen på i et forhold. Vi har meget de samme idéer om, hvad vi gerne vil og har lyst til, og så er vi gode til at lægge sukkerdepoter ind i hverdagen – noget hyggeligt, vi kan glæde os til. Det er egentlig en meget stor oplevelse af at være i sync. Og meget lidt i konflikt.

– Vi har ingen planer om at bo sammen. Vi har begge hjemmeboende børn og et dagligliv ved siden af, og vores tid sammen bliver derfor virkelig prioriteret, skøn og god tid. Fokuseret tid, som ikke er forstyrret af kedelig dagligdagspraktik, som kan flå ethvert parforhold fra hinanden. Det er der ingen grund til at opsøge.

OMDREJNINGSPUNKT

– Jeg elsker at have teenagere i huset. Det er skide spændende, fordi jeg snakker rigtigt med dem. Om den måde de ser verden på, og det de oplever. Nogle gange sidder jeg bare og hører lyden af deres stemmer og er helt forelsket i dem og tænker "neij, dét er også godt sagt det der" og "dét var skarpt set" eller "uh, dét var humor, det der". Jeg er jo bare en inhabil, megafarvet mor, der kigger på sit afkom. Vi har en god, grundlæggende kontakt og forståelse og lydhørhed. Jeg kan godt lide vores lille tremandsband, og jeg er blevet boende i den lejlighed, hvor de er født, så de, følte jeg, på den måde fik en stabiliserende faktor efter skilsmissen.

– Jeg elsker mine børn simpelthen så højt. Jeg lægger meget vægt på, at vi er sammen, og insisterer på, at vi skal tale sammen. Nogle gange går jeg ind på min søns værelse og lægger mig på hans seng, og så snakker vi længe eller kort. Eller vi går tur og snakker. Gåture fungerer godt med teenagere. Jeg snager ikke eller malker dem for oplysninger. Fornemmer jeg, at noget er privat, bakker jeg fuldstændig, for det er også vigtigt at have sit eget rum i den alder. Jeg stiller mig til rådighed, og så kan der være nogle ting, jeg synes, er vigtige at tale om. F.eks. at de aldrig må sende eller dele nøgenbilleder. Og at de skal huske, at meget af det, de måtte se i pornofilm, er fake. "Skal vi nu have pornoforedraget igen?!", siger de. Ja, det skal de! "Ja, ja mor – ingen nøgenbilleder...", siger min datter. Og HVIS, siger jeg så... så ALDRIG ansigt og kønsorgan på samme billede! ALDRIG! Selvfølgelig skal de også gøre deres egne erfaringer, men præcis noget som dét er uopretteligt, og nettet glemmer ikke. Det har vi talt en del om. Også fordi noget jo kan være uforvarende. Og ja, så er jeg pinlig mor – so be it. Jeg siger også, at "hvis I ikke vil tage den samtale nu, så tager vi den, når jeres venner er her. I vælger selv!".

Hvem er Cecilie Frøkjær?

  • Cecilie Frøkjær, 50 år.
  • Journalist kendt som vært på ”Go’ Morgen Danmark”, ”Go’ Aften Danmark
  • og bl.a. ”Knæk Cancer”, ”Hjertegalla” og ”Samme tid næste år”.
  • Forfatter til interviewbøger med bl.a. Jane Aamund og Lise Nørgaard.
  • Selvstændig siden januar 2016, bl.a. med podcasten ”Frøkjær og forfatterne”.
  • På femte år kæreste med Michael Robak, som også er journalist og forfatter
  • og klummeskribent i ALT for damerne.
  • Mor til Mikkel, 17, og Sara, 14, som hun har med eksmanden, Lars Daneskov.
  • Fylder 50 år den 12. maj.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Karriere