Christian Grau: "Jeg er dårlig til at genkende folk, og det er rigtig pinligt"

Hvem var den første, du kyssede?
– Det var min nabo Trine Olsen, tilbage i min barndom. Jeg tror, det var noget med at hoppe i en seng og så prøve at udveksle et tantekys i luften. Senere omkring 7. klasse holdt vi sådan nogle klassefester, hvor alle kyssede alle af det modsatte køn. Jeg husker det stadig som sådan en ­"aha"-oplevelse.

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?
– Jeg er vægelsindet og har det med at skubbe beslutningerne foran mig – især når jeg har for travlt til at tænke dem ordentlig igennem. Det må uden tvivl irritere folk med bedre tid eller beslutningstrang end mig, men det irriterer faktisk også mig selv, derfor er jeg eksempelvis begyndt at planlægge mine ferier længere tid frem. Jeg synes i det hele taget, at det er sjovt at arbejde med sig selv og prøve at udvikle nogle af de mindre stærke sider.

LÆS OGSÅ: Sanne Salomonsen har sin egen opskrift på et lykkeligt kærlighedsliv

Hvornår gjorde du sidst noget rigtig pinligt?
– Jeg er dårlig til at genkende folk, og det, synes jeg, faktisk er rigtig pinligt. Den der følelse af at give folk hånden og sige sit navn sekundet før, man indser, at man kender hinanden. Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg også møder rigtig mange mennesker gennem mit arbejde, og ofte har jeg et foredrag med, som jeg skal holde fokus på. Så når man lige får klasket seks håndtryk i hånden på vej op på scenen, og så møder folk i lufthavnen fem dage senere, er det også svært at få brikkerne til at lande rigtig oppe i hovedet.

Hvad interesserer dig i ­øjeblikket?
– Jeg interesserer mig altid for Danmark og danskerne, men jeg synes også, det er tid til at stramme op. Engang var der højt til loftet. Vi var rummelige, nu er vi protektionistiske. Vi dyrkede dem, der kunne noget og ville noget – vores designere, kunstnere og store erhvervsfolk – nu er middelmådig det fineste, man kan være. Engang var vi sjove og dyrkede vores humor, nu vil vi hellere være krænkede. Vi taler meget om danske værdier, men i praksis er vi ved at afvikle dem. Og imens sidder politikerne og taler folket efter munden, mens eliten er blevet nonkonstruktiv, fordi den har nok i at være fed med sig selv og sarkastisk over for alt andet. Så når dem, der kan ikke vil, må du og jeg tage et ansvar for samle lortet igen, og det starter alt sammen med, at vi prøver at forstå i stedet for at misforstå hinanden.

Hvem har gjort særligt ­indtryk på dig?
– Meget banalt, men mine børn gør indtryk på mig hver dag. At de på en gang kan være så beslægtede og alligevel så forskellige fra en selv, er en kilde til bundløs fascination. At de på toppen af alt det gode, de rummer, kigger på os voksne for at lære noget, er et tilsvarende mysterium. Det er virkelig den ultimative "hovedet ud af egen røv"-øvelse at få børn.

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?
– At jeg er meget udadvendt, fordi jeg holder foredrag og laver tv, men faktisk er jeg ret genert og nærmest introvert. Jeg har nemmere ved at stille mig op og tale til 400 mennesker, end jeg har ved at stå face to face, hvor en angst for ikke at kunne finde på noget at tale om kommer snigende. Heldigvis er det blevet bedre. Når man er en offentlig person, kommer folk hen og vil tale lidt, og det har på en eller anden måde også nedbrudt min egen barriere mod at henvende mig til andre. Samtidig er jeg blevet bedre til ikke at tage hele ansvaret, hvis samtalen går lidt trægt. Når man er genert, bebrejder man sig selv for tavsheden, men det skal man vænne sig af med.