Katherine Diez
SPONSORERET indhold

Katherine Diez: ”Det har virkelig taget røven på mig at møde HAM”

Debattør Katherine Diez har efter et turbulent år mødt "den store kærlighed". Det fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

Foto: Les Kaner
11. dec. 2019 | Livsstil | ALT for damerne

2019 har været et begivenhedsrigt år for Katherine Diez.

Hun har været i sin anden og store shitstorm med sin klumme ”Jeg spiser ikke boeuf bourguignon med dig, før jeg har set din bogreol” i Berlingske, som i den grad fik anmelderne og danskerne til tastaturet.

Hun har fået sin egen podcast, er flyttet fra sit elskede Vesterbro – og så har hun fundet ”den store kærlighed”. Det fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

Læs også: Katherine Diez: Især kvinder har det svært med, at jeg både er smuk og klog

– Jeg har sådan en ”pyha, jeg klarede den”-følelse omkring 2019. Det har været et hæsblæsende år. Jeg har boet tre-fire forskellige steder, jeg er blevet kærester med Dan – og meget, meget mere. Det har været et meget turbulent år rent fysisk. Men nu mærker jeg, at jeg begynder at slappe lidt af. Roen sænker sig. Julefreden skal jeg også nok komme til at opleve. Jeg er både forpustet og lettet. Det er gået vildt for sig. Jeg synes ærligt talt selv, jeg fortjener at slappe lidt af, siger hun til ugebladet.

For knap en måned siden offentliggjorde hun og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen på Instagram, at de var kærester. Mødet med ministeren har givet Katherine Diez den ro, hun har haft brug for, og lært hende, hvordan ægte kærlighed føles, fortæller hun.

– Jeg er jo simpelthen en "lost romantiker", så det er den store kærlighed, som kommer til at skabe overskriften personligt for mig det her år. Det er faktisk først nu, jeg i sandhed forstår, hvad den store litteratur, jeg har skrevet om og læst så meget om, mener med "den store kærlighed". Det har virkelig taget røven på mig at møde HAM og for første gang oprigtigt fået den her følelse af ”det her skal være for resten af livet”. Det passer måske ovenikøbet meget godt ind i juletemaet, hvis vi ser julen som kærlighedens årstid.

Selvom forholdet til Dan Jørgensen endnu er i sin spæde start, skal parret fejre julen sammen.

– I år havde jeg planlagt at være frivillig i den Grå Hal på Christiania, hvor mange hjemløse kommer og fejrer jul, men nu viser det sig, jeg skal danse om træet i Morud på Fyn hos Dans forældre. Jeg skal dog nok finde på noget andet frivilligt julearbejde at tage mig til. Ellers har jeg ikke rigtig noget behov for at holde en klassisk dansk jul, selvom den bestemt er hyggelig. Jeg tror, det ændrer sig den dag, hvor (og hvis) jeg selv får børn.

Læs hele interviewet med Katherine Diez i denne uges ALT for damerne, hvor hun også fortæller om, hvordan hun stadig arbejder med at tackle ”underbuksekrigerne” på nettet, og om at blive voksen og fandenivoldsk på en meningsfuld og moden måde.

Anbefalet til dig