Anne troede, hendes kæreste manglede penge – sandheden kom til at ødelægge forholdet

Anne troede, hendes kæreste manglede penge – sandheden kom til at ødelægge forholdet

Jeg havde ondt af Christian, fordi hans skilsmisse havde kostet ham så dyrt. Derfor betalte jeg også gerne for det meste, når vi var sammen. At Christians påholdenhed i virkeligheden bundede i noget andet stod klart, da jeg endelig mødte hans bramfrie søster. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

hjemmet logo farve

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Da jeg forelskede mig i Christian for et par år siden, var han ærlig om, at hans skilsmisse havde taget hårdt på ham. Skilsmissen i sig selv havde været svær og efterfølgende følte han sig også snydt økonomisk af sin ekskone.

Christian var blevet boende i det hus, han havde boet i med sin ekskone, og jeg må indrømme, at jeg blev ret skuffet første gang, jeg besøgte ham. For huset var nedslidt og gammelt, og Christian sagde da også, at de aldrig rigtig havde gjort så meget ved det mest af alt fordi, han ikke gik så meget op i indretning.

Jeg boede selv i en lille lejlighed, så det faldt naturligt, at vi tilbragte det meste af vores tid ham. For Christian ville helst være der, og det var da også dejligt at sidde ude på hans store terrasse og nyde sommeren.

Det mørke og nedslidte hus var jeg dog træt af, og da jeg altid har været ret praktisk anlagt, spurgte jeg Christian, om jeg ikke skulle hjælpe ham med at få malet de mørke stuer. Soveværelset trængte også til en kærlig hånd, det var så nedslidt, at jeg faktisk fik det fysisk dårligt af at opholde mig i det. 

Vi var også begyndt at tale om at flytte sammen på et tidspunkt, og da jeg havde et par ugers ferie, så det havde jeg ikke noget imod at bruge min tid på at være lidt handy.

"Gør, hvad du vil," sagde Christian og lod mig om at bestemme både farver og maling.

På trods af et godt job, så gav Christian indtryk af, at han pga. sin skilsmisse sad økonomisk benhårdt i det. Derfor lagde jeg ud for malingen og gjorde ikke noget ud af, at Christian efterfølgende ikke tilbød at spæde til.

Da jeg ud på sensommeren samme år foreslog, at vi tog på weekendtur til Berlin, sagde Christian begejstret ja, men han tilbød hverken at være med til at betale for rejse eller hotel, og hans pengepung var også sjældent fremme, mens vi var afsted. 

Jeg tænkte dog igen på, at han havde mistet mange penge på sin skilsmisse, noget han også selv var god til at nævne. Derfor var jeg heller ikke sen til at tænke dårligt om hans grådige ekskone.

Alligevel begyndte det så småt at gå mig på, at det altid var mig, der skulle betale, når vi lavede noget sammen. Men 10-øren faldt først, da Christians søster en dag kom på besøg. 

Charlotte, der virkede til at være en sød og ret charmerende kvinde, kom for at se, hvordan hendes bror havde det. Hun beundrede nu det nymalede og nyistandsatte hus, og da hun på et tidspunkt stod alene med mig i køkkenet, spurgte hun mig ligeud, hvordan jeg havde båret mig ad med at få Christian til at få penge op af lommen. 

Jeg så forundret på hende og sagde så, at det rent faktisk var mig, der havde lagt ud for det hele.

Charlotte rystede opgivende på hovedet. Så fortalte hun mig, at Christian altid havde været notorisk nærig, og at det da også var en af grundene til hans skilsmisse. 

Hans ekskone kunne simpelthen ikke længere holde ud, at man skulle hive hver en krone ud af ham. Hans nærighed gik tilbage helt til deres barndom, så det var altså ikke noget nyt.

 "Christian har masser penge stående på sin konto," sagde hun og bad mig så om at passe på, at jeg ikke blev snydt.

Charlottes ord chokerede mig. Hun var trods alt Christians søster, hun havde kendt ham hele sit liv, så hun vidste vel, hvad hun talte om.

Efter det, begyndte jeg at se Christians påholdenhed i et helt nyt lys. Jeg bemærkede, hvordan han altid undslap at købe ind og lod mig om at betale, hvis vi en sjælden gang var ude og handle ind sammen. 

Gaver havde jeg heller ikke set skyggen af, siden vi havde lært hinanden at kende, hverken til jul eller til min fødselsdag. Til gengæld kunne jeg konstatere, at jeg i løbet af det forløbne år havde brugt langt flere penge, end jeg plejede. 

Jeg observerede også, at Christian var lige så nærig over for andre, som han var det over for mig. Skulle vi til en middag, kunne han ikke drømme om at medbringe hverken en blomst eller en flaske til værterne. Han kunne dog sagtens finde på at kommentere det, hvis andre ikke havde noget med, når de en sjælden gang besøgte os.

Jeg forsøgte af flere omgange at tale med Christian om hans påholdenhed, men der var aldrig hul igennem. Nævnte jeg de mange penge, jeg havde brugt på maling og på at shine hans hus op lød beskeden, at det jo havde været mit eget valg. 

Han var også fuldstændig blind for, at det altid var mig, der betalte, når vi handlede ind. Her lød forklaringen, at det vel var mit valg, og at jeg i øvrigt levede over evne, så det bal ville han ikke deltage endsige betale for.

Jeg endte med at køre så træt i forholdet, at jeg afsluttede det. Christian havde mange gode sider, men hans i mine øjne sygelige nærighed overskyggede dem. Jeg erkendte, at jeg ikke kunne holde ud at leve med en mand, som aldrig gav, men intet problem havde med at tage imod fra andre.

Det er nu et halvt år siden, at jeg afsluttede vores forhold, og siden da har vi ikke haft nogen kontakt. Jeg kan stadigvæk godt blive vred og føle mig udnyttet, men egentlig har jeg jo kun mig selv at takke for, at jeg lod det gå så vidt, og heldigvis blev jeg klogere. 

For en ting har jeg lært af mit forhold til Christian. Skal jeg møde en mand igen, og det skal jeg nok, så skal det være én, der er lige så glad for at give som til at tage imod. For alt andet er ikke værd at leve med, det ved jeg nu af egen kedelige erfaring.

Skriv til Vibeke Dorph

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.