Aktuelle Del Rey: ”De seneste år har været meget turbulente"

Aktuelle Del Rey: ”De seneste år har været meget turbulente"

Lana Del Rey har for nyligt trukket overskrifter med sin nye video og offentliggørelsen af sine tourplaner, som alt sammen skete samme dag; 1. december.

Lana Del Rey har for nyligt trukket overskrifter med sin nye video og offentliggørelsen af sine tourplaner, som alt sammen skete samme dag; 1. december. 

Del Rey har sendt sine nye single 'Big eyes' på gaden, som indgår som en del af soundtracket til Tim Burtons film af samme navn, og så har hun løftet sløret for sine nye tour-planer om 17 shows i hjemlandet, USA, fra maj næste år, skriver The Rolling Stones.

Det odiøse og nævneværdige er ikke planen om at turnere. Det er partneren. For med sig på scenen tager hun selveste Whole-sangerinden Courtney Love, der næsten har formået at skabe sig mere opmærksomhed end Kim Kardashian. En skandaledronning og Curt Cobains enke. Men selvom parringen af rock-frue og bly viol kan overraske, så burde Del Reys seneste stunt faktisk ikke.

Vi mødte sangerinden, da hun sidst gæstede Danmark til en snak om fremtid, fortid og mørke sider. Del Reys vej til stjernerne har bestemt ikke været lys. I mange år gik hun fra bar til bar for at optræde med sin musik og håbede på det store gennembrud, men da det endelig kom, var det bittersødt.



Det fandt Eurowomans udsendte hurtigt ud af, da hun mødte hende på et hotelværelse i Aarhus. Lana Del Rey gør ikke meget efter bogen.

Iscenesat turbulens
Foran et højt vindue står hun med ryggen til. Håret er langt og mørkt, samlet i en høj 60’er-knold. Atmosfæren er fed af klassisk musik og en duft af kokos fra hårsprayen, hun lige har brugt.

Scenen er sat. Næsten iscenesat. Lana Del Rey vender sig rundt og byder velkommen. Vokalerne er langtrukne og stemmen spæd – ikke som det melankolske toneleje, hun blev kendt for, da hun i 2011 fik sit gennembrud med sangen 'Video Games'.

Et hit, der samtidig blev starten på en voldsom rutsjebanetur for den 28-årige Los Angeles-baserede sangerinde, der altid har drømt om at slå igennem. Men som hun selv siger: “Det var umuligt at være forberedt på det, der skete.”



- Jeg føler, at de seneste år har været meget turbulente. De har været hårde, fordi modtagelsen ikke var særlig god. Det har derfor heller aldrig føltes rigtig godt, siger hun, mens hun kæderyger. Hvilket nærmest er blevet hendes varemærke. En tændt cigaret er permanent klemt mellem to fingre med lange, lyseblå negle.

Hun puster roligt. Holder pause i sine svar, mens røgen siver.

- Det har altid været min drøm at indspille og udgive min egen musik. Jeg elskede radio og drømte om at høre mine sange i æteren, men jeg har aldrig rigtig følt, at det var meningen, at jeg skulle blive en stor popstjerne. Mine idoler var Cat Power, Regina Spektor og Bat for Lashes. Jeg var mere interesseret i indie end pop, og jeg havde nok de rollemodeller, fordi jeg egentlig ikke er en naturlig performer, siger hun.

Fra May til Rey
Karrieremæssig beskedenhed eller ej, popstjerne blev Lana Del Rey efter flere ihærdige forsøg på at slå igennem med sin musik. Kampen startede på barer i New York, hvor hun med genert mine optrådte på mere eller mindre snoldede scener. Det skulle tage tre navneforandringer og et massivt pladeselskab i ryggen, førend det store gennembrud bankede på døren.

Først indspillede hun som May Jailer med kælen lillepigestemme og simpel guitar en demo i 2005. Den blev aldrig udgivet, men senere lækket. Som en lyshåret Lizzie Grant blev det til ep’en 'Kill Kill' i 2008, og som Lana Del Ray (med A) lavede hun to år senere sit første fulde studiealbum, der uden stort postyr sank til bunds i musikstrømmen.

Det var først, da hun skrev kontrakt med det etablerede pladeselskab Interscope, at der begyndte at ske noget. De platinblonde lokker blev mørkere, overlæben fyldigere og navnet skiftet til Lana Del Rey.

Singlen 'Video Games' fra albummet 'Born to Die' og den tilhørende video, som Lana Del Rey selv har lavet, blev i slutningen af 2011 et kæmpe hit og hendes gennembrud. Et popfænomen var skabt.

Selv om hun denne fredag i den jyske hovedstad ikke vil tage ejerskab over drømmen om at blive popstjerne, mener hun paradoksalt nok, at hendes gennembrud skete for sent:

- Jeg synes, det skete for langsomt, og derfor sidder jeg med en følelse af skuffelse. I de syv år, hvor jeg skrev og spillede i New York, havde jeg masser af energi og vigør, men her 10 år senere er det noget andet. Energien er bare mindre. I dag er mit liv fyldt med turneer og liveshows. Jeg ved ikke, hvordan det skete, siger hun og forklarer, at hun ikke befinder sig godt som blikfang for en stor forsamling af mennesker, men mere på tomandshånd.

Uautentisk glansbillede
Til dags dato er albummet 'Born to Die' blevet solgt i syv mio. eksemplarer. Det er mere end Beyonces to seneste udgivelser tilsammen ifølge det amerikanske musik- og livsstilsmagasin 'The Fader', og da billetterne til hendes nuværende tour blev sat til salg, var det de næstdyreste – kun overgået af Queen Bee selv.

Men tallene til trods er der skår i glæden. Lana Del Rey er skuffet. Måske fordi en strid modvind har blæst i hendes retning, siden 'Video Games' blev allemandseje. Flere kritikere mente efter udgivelsen af 'Born to Die', at hun manglede substans, at det hele var et uautentisk, fabrikeret popglansbillede. At offerrollen var iscenesat og alt nøje tilrettelagt (sange fra 'Born to Die' blev til stor fortvivlelse for sangerinden lækket før udgivelsen).


Nogle har peget på pladeselskabet Interscope, der også står bag Lady Gagas kæmpesucces, som ansvarlig. På mange måder minder Lana Del Reys film noirudstråling om den på én gang lidende og lillepigede udstråling, Marilyn Monroe mestrede til perfektion, og som gjorde hende tilbedt i sin levetid og lang tid efter. Men hvor den sårbare og mystiske attitude over for publikum virkede tiltalende hos Monroe, virker den på nogle mere provokerende hos Del Rey.

Nogle anmeldere kvitterede med grumme beskrivelser:

“Trods al den kurren om kærlighed og hengivenhed er det (Born to Die, red.) albumpendanten til en falsk orgasme – en samling af fakler uden ild,” skrev musikanmelderen Lindsay Zoladz i sin anmeldelse af albummet på det amerikanske musiksite Pitchfork.

Mange dømte fejlagtigt Lana Del Reys debutalbum til at fejle fælt kort tid efter udgivelsen – bl.a. på baggrund af en mindre vellykket optræden i talkshowet Saturday Night Live. I en opsummering af sangerindens vej til berømmelse lød den dystre dom i The New York Times i januar 2012 således:

“En karriere skabt på dårlig overbevisning over hele linjen kan ikke have en lang levetid, men hvad kan frk. Del Rey på nuværende tidspunkt gøre ved det? Ikke meget. Hendes kulturelle eftermæle er skabt og hendes biografi mejslet i sten. Den eneste mulighed er at vaske ansigtsmalingen af, ugle håret og prøve igen om et par år. Der er så mange andre navne at vælge imellem,” afsluttede skribenten Jon Caramanica spydigt.

Store læber og kunstige vipper
En ting, hun ikke kan løbe fra, er læberne. Den svulmende overlæbe har høstet tonsvis af beskyldninger om plastikkirurgi, der til tider har overskygget musikken. Cyberspace er ved at gå over sine bredder af billeder, der sammenligner før og efter gennembruddet, hvor der tilsyneladende er en markant forskel. Men som det virker til at være kendetegnende for Del Reys karriere, er der ikke en nedtur uden en optur, og H&M hyrede hende som kampagnemodel i efteråret 2012 – plastikmund eller ej.

Selv afviser Lana Del Rey, at hun har fået læberne ‘lavet’, men giver udtryk for, at udseendet betyder meget for hende:

- Det overrasker mig, at det er så stort et samtaleemne. Jeg sætter mit hår og lægger makeup, så det er ikke fordi, jeg ikke går op i mit udseende, men jeg tænker altså ikke vildt meget over det. Det er sjovt … Jeg tror bare, der er nogle menneskers udseende, der lægger op til at skulle kommenteres, siger hun.

Hendes visuelle udtryk har ændret sig, siden hun slog igennem. I dag sidder hun i T-shirt og hullede jeans, og senere i aften, hvor hun skal spille på Northside Festival, optræder hun i en rustrød kjole med bindebånd i taljen. Der er mindre bling og mere boheme over hende, end da hun sendte 'Born to Die' på gaden, selv om hun holder fast i de kunstige vipper og lange, lakerede negle.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun gerne vil have, at folk skal have en bestemt opfattelse af hende, svarer hun:

- Ja, men det er egentlig ikke drevet af mit udseende. Selv om jeg jo godt kan forstå, at det også ender med at blive det. Det har jeg efterhånden affundet mig med.

Hvad synes du om, at der er så meget fokus på dit udseende?
- Det er en dårlig ting. Det er jo ikke fordi, folk snakker om, hvor smuk jeg er. De siger aldrig: “Hvor er hun flot.” De siger bare, at jeg er uautentisk, og det er der, problemet for mig opstår. For det fjerner troværdigheden fra min musik og mine tekster. Når folk skriver om mig på den måde, føles det mere, som om det er en anden, de skriver om. Jeg har med tiden lært at skille de ting, der bliver skrevet om mig, fra det, der er virkelighed, og det går mig ikke så meget på mere. Du håber jo altid, at folk kan lide det, du laver, men jeg har efterhånden vænnet mig til, at folks meninger om mig altid vil være polariserede, siger hun.

Dystre toner
Anledningen til vores møde er den optræden, hun giver på Northside Festival (2014) og udgivelsen af hendes nye album 'Ultraviolence', hendes andet album som Lana Del Rey.

Den melankolske pop fra første album går igen på 'Ultraviolence', der bl.a. rummer numre som 'Sad Girl', 'Cruel World' og 'Pretty When You Cry'. Også i forbindelse med denne udgivelse har hun trukket overskrifter. Det skete, da hun i en privat besked til en fan på Twitter inden udgivelsen beskrev pladen som mørk og forbudt. Beskeden blev lækket,og pressen gik i selvsving.

- Jeg skrev det jo i en privat besked over Twitter. Men der er aldrig noget, der er privat. Det er nok bare sådan, det er. Jeg ved godt, at den første plade også var lidt mørk, men den her føles endnu mere dyster, fordi sangene er skrevet hurtigere og derfor er mere ucensurerede. Med min første plade havde jeg en masse, jeg gerne ville forklare om mig selv, og jeg skrev teksterne med stor omtanke. Denne gang kunne jeg bare se tilbage i tiden og udvælge små bidder og minder, som jeg godt kan lide, og drømme lidt ud fra dem. Jeg lagde ikke så meget bånd på mig selv, og på den måde tror jeg, at albummet er mere dystert, fordi det kommer direkte fra sindet, siger hun og tager et hvæs af sin cigaret:

- Da jeg skrev sangene, følte jeg mig… Jeg ved ikke, hvad det helt rigtige ord er, men ked af det. Det er ikke, fordi det hele er skidt. Der er mange ting, jeg gerne vil opnå, og jeg er stolt af det, jeg allerede har opnået.

Igen hvæs. Tænkepause.

- Et andet ord for melankolsk kunne være bittersød. For der kommer altid noget dårligt ind fra højre, som gør det svært for mig at nyde et øjebliks lykke. Alt har overrasket mig de seneste par år. Jeg tror, det var umuligt at være forberedt på det, der skete, og lige nu venter jeg bare. Jeg er i en form for ingenmandsland. Men jeg tror ikke, at det vil blive ved med at være sådan. Jeg tror, det er en fase. Til gengæld er jeg mere inspireret, end jeg har været nogensinde før, og skriver en hel masse. Det er et godt tegn, siger hun.

Hvad inspirerer dig?
- Når der sker gode ting. Og at være ved vandet. Det gør noget helt specielt ved mig. Vi er også ved vandet nu. Jeg kan egentlig slet ikke skrive om sørgelige ting, når jeg er trist. Ikke før jeg kan reflektere over dem.

Så betyder det, at du er meget glad lige nu? Hun slår en overraskende pigelatter op:

- Ja, lad os sige det, siger hun i en sarkastisk tone og fortæller, at hun lige nu er på udkig efter at finde noget, hun er passioneret omkring.

- Jeg vil gerne føle begejstring over noget. Jeg er der bare ikke helt endnu. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er det, der holder mig på sporet, at jeg gerne vil bevare mindet om mine sange, fordi jeg tror på dem. Forhåbentlig vil det om et par år blive, fordi jeg nyder det hele. Det tror jeg. Det håber jeg, siger hun.

Tiden er gået. Hun bliver siddende på stolen, mens hun giver mig hånden og siger farvel. Hun smiler. Næste journalist står klar i hotellobbyen.

Offer i sin egen fortælling
På mange måder virker Lana Del Rey som offeret i sin egen fortælling. En følsom pige fra en New York-forstad, der drømte om at gøre musikken til sit levebrød og endte som beskudt popikon. Gang på gang bliver hendes troværdighed testet, og når hun åbent fortæller, at hun ikke er rigtig glad, er det svært at gennemskue, om det er meget forkælet, meget ærligt eller meget beregnende.

Da hun samme aften går på scenen foran op mod 25.000 mennesker på Northside Festival, er cigaretten på plads mellem de lyseblå negle. Hun synger hit efter hit i kor med publikum. En ung kvinde står i mørket med tårerne trillende ned ad kinderne. Hun er rørt. To meter bag ved hende står et venindepar og truer med at gå. De synes absolut ikke, det amerikanske popikons engagement på scenen er imponerende. Lana Del Rey vil nok altid dele vandene.

LÆS OGSÅ: Sisse og Esben fra P3 blev forældre ved et uheld

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview

610x200_woordy_dmjpg.jpg