Pernille Rosendahl Kristian Jensen forbudt kærlighed
SPONSORERET indhold

Pernille Rosendahl: "Det er jeg ikke stolt af. Vores forhold er født i forbudt kærlighed"

De er forskellige, men de støtter hinandens valg og ønsker begge at prøve at gøre en forskel i verden. Den lige om lidt 50-årige sanger er ikke i tvivl om, at hun har fundet sin rette livspartner, men kærligheden har ”på intet tidspunkt været florlet.” For hun blev i sin tid forelsket i en gift mand. Det fortæller Pernille Rosendahl om i marts måneds udgave af Eurowoman.

Af:: Marie Lodberg og Susanne Baden Jensen Foto: Sarah Stenfeldt/Bad Land
04. mar. 2022 | Livsstil | Eurowoman

Pernille Rosendahl giver altid to råd, når hun underviser unge musikere: “Find den livspartner, der støtter dig i dine livsvalg, og vent ikke med at få børn.

Det er nemlig to erfaringer, den populære sanger selv har haft inde på livet – og det er vigtigt for hende at dele. Præcis sådan som hun også finder det vigtigt at bruge sin stemme som musiker til mere end sjov og ballade.

“Der er en kæmpe-kraft i at dele erfaringer og ord. Og det skal vi, for det er svært at være menneske,” understreger Pernille Rosendahl i et stort interview i Eurowoman, hvor hun fortæller om at være en selvudnævnt outsider, der gerne vil bruge sin stemme til at føre mennesker sammen.

”Jeg er bevidst om, at jeg har en stemme, og at jeg skal bruge den med omtanke. Jeg går meget ind for den stille hverdagsaktivisme, som vi alle sammen kan udføre. Jeg er ikke bare kommet for at underholde.”

Det er ikke en hemmelighed, at hendes eget valg af livspartner trak overskrifter, da det i 2019 kom frem, at Pernille Rosendahl og daværende Venstre-politiker Kristian Jensen var faldet pladask for hinanden.

For hun var blevet forelsket i en gift mand.

“Det er jeg ikke stolt af. Der hviler en skam over det, og kærligheden har derfor på intet tidspunkt været florlet. Fordi vores forhold er født i forbudt kærlighed, er det bedste, vi kan gøre, at være stille. Og at blive sammen,” siger hun til Eurowoman.

Og det er de også den dag i dag. 

Han bakker mig op

Pernille Rosendahl fulgte – til hendes egen fortrydelse, fortæller hun til modemagasinet – ikke selv det ene af de to gode råd, som hun giver de unge mennesker, hun underviser. Nemlig dét med at få børn tidligt.

Til gengæld er hun i dag sammen med en livspartner, der støtter hendes livsvalg.

“Jeg har fundet en kæreste, der bakker mig virkelig meget op. Han er virkelig unik og har det der gen, hvor han springer til og er der!” fortæller Pernille Rosendahl.

Samtidig bekræfter hun også, at de på nogle punkter umiddelbart er forskellige individer, men hun er ikke i tvivl om, hvad der bringer dem sammen.

“Jeg tror ikke, at jeg kunne have fundet en mand, der på flere punkter er mere forskellig fra mig, både i virke og i… alt,” siger hun og fortsætter:

“Men vi deler en idé om, at det grundlæggende går godt i verden, men at der er plads til forandring. Den forandring vil vi enormt gerne indgå i. Vi er heller ikke altid politisk enige, men det har vi valgt at se som en force. Vi står to forskellige steder, og vi kommer aldrig til at kede os. Der er ingen af os, der er bange for at smøge ærmerne op. Vi tør godt gå ud og prøve at gøre en lille forskel.”

I begyndelsen af forholdet havde Pernille Rosendahl og Kristian Jensen lange samtaler for at forstå hinandens udfordringer. Det var vigtigt for Pernille Rosendahl, at han vidste, hvad det vil sige at være kvinde.

“Jeg ville ikke kunne være sammen med en mand, der ikke har det rette perspektiv på og blik for de udfordringer, kvinder har i dag.”

Men for at andre kan lære Pernille Rosendahl at kende, har hun skullet lære sig selv at kende og arbejde med sig selv. Siden hun var 24, har hun gået hos den samme psykolog.

“Jeg var aldrig nået dertil, hvor jeg er i dag, hvor jeg er en god mor, en god kæreste, en god arbejdsgiver og en god performer, hvis ikke jeg havde fået hjælp. Jeg kan takke min psykolog for så uendeligt mange ting. Jeg er jo et skadet menneske. Hun ved, at jeg har problemer med overloyalitet, og at jeg kan glemme mig selv,” lyder det ærligt fra Pernille Rosendahl.

Læs hele det store interview med Pernille Rosendahl her

Anbefalet til dig