6-årig datter er ‘ultradistræt’

6-årig datter er ‘ultradistræt’

Faktaboks

Margrethe Brun Hansen er uddannet cand. psych. og pædagog og har specialiseret sig i børnepsykologi og familierådgivning. Hun er kendt for altid at tage barnets parti og vil på den kærligste måde guide dig frem til en løsning på problemet.

Margrethe Brun Hansen er desuden forfatter til en lang række bøger og arbejder i dag som selvstændig psykologisk konsulent samt kursus- og foredragsholder.

Faktaboks

Hænger din datter med næbbet? Mangler din søn selvværd? Og er du usikker på, hvordan du bedst hjælper dit barn til at blive glad og selvstændig, så kan psykolog Margrethe Brun Hansen helt sikkert give dig en hjælpende hånd.

Har du et spørgsmål om børnepsykologi, så skriv til psykolog Margrethe Brun Hansen på psyk@juniormag.dk

OBS! Juniors redaktion udvælger hver måned spørgsmål til besvarelse. Eksperten svarer altså IKKE på alle spørgsmål, men kun de udvalgte.

Spørgsmål:

Hej Margrethe,

Vi har en datter på 6 år, som går i 0. klasse. Hun er den yngste i klassen. Hun er meget, og jeg mener meget, distræt. Man kan sige den samme ting til hende fire gange, hun svarer ja, ja og har alligevel ikke hørt det. Hvis man skal være sikker på, at hun har hørt og forstået en, er man nødt til at sætte sig tæt på hende og se hende i øjnene. Andre gange har hun hørt og forstået det, men glemmer så, hvad hun skulle, 30 sekunder efter, hun er gået i gang med det, fordi hun bliver optaget af noget andet. Det mærkes også i skolen. Hun siger selv, at det er kedeligt at sidde, skrive bogstaver og at lave opgaver i bøgerne. Det skal siges, at hun kan være rigtig god til at koncentrere sig, hvis hun selv sidder og nørkler med noget, hun selv gerne vil.

Vi ved ikke, om der er en sammenhæng, men hun er hypermobil, hvilket både grovmotorisk og finmotorisk afspejles i, at hun ikke altid kan det samme som de andre i klassen, og det bemærker hun selv. Vi har talt med hendes klasselærer, som i samråd med hendes kommende klasselærer i 1. klasse overvejer at lade hende gå 0. klasse om. Hvis det er det bedste for hende, synes vi, at hun skal det. Men mener du, at vi som forældre kan gøre noget for at gøre hende mere skolemoden og mindre distræt? Vi er ikke så sikre på, at tiden bare arbejder for sig selv her, fordi hun helt fra ganske lille har udvist denne distræte adfærd.

Med venlig hilsen Familien Jørgensen

Læs svaret fra Margrethe Brun Hansen på næste side>>

Svar:

Kære Familien Jørgensen,

I Danmark har ca. 10% af befolkningen hypermobile led. Det betyder, at man kan bevæge leddene mere end normalt. Børn, der har hypermobile led, har ofte en forsinket motorisk udvikling, de går og kravler ofte senere end andre børn. Ligesom de ofte kan have ondt. Udover disse symptomer oplever

jeg ofte, at nogle af disse børn udvikler sig langsommere end andre. De modnes lidt sent. Det kan skyldes, at børnene – sammenlignet med andre børn – må bruge meget energi på smerte og balance og på at løbe mv. Så når I, kære familie, spørger, om det er en god idé at lade jeres datter tage et år mere i 0. klasse, vil jeg sige: Det er en rigtigt god idé. At hun keder sig i skolen og ikke synes, at det er spændende at opholde sig der, fortæller, at hun ikke er helt skoleklar, især fordi jeg kan forstå, at hun fint kan fordybe sig, når hun selv ‘sætter dagsordenen’. Så lad hende endeligt få et år mere i 0. klasse. Med hensyn til hendes manglende evne til at holde fokus – at hun hurtigt glemmer en besked – er det måske et symptom på, at hun har lidt kognitive problemer. Hermed mener jeg, at hun har svært ved at huske og udføre en besked og har lidt svært ved at indlære. I skriver, at hun har været distræt fra helt lille, og at I nu oplever, at hun er ‘ultradistræt’.

Jeg synes, at I skal kontakte den kliniske psykolog på skolen og få lavet en aftale med ham/hende og måske klasselæreren. Her kan I fortælle om jeres datters problemer og bede om at få foretaget en undersøgelse af årsagen. Det skal være snarest. For hvis hun har kognitive problemer, hvad jeg jo ikke kan sige med sikkerhed, har hun brug for hjælp nu.

Heldigvis er der god hjælp at hente til børn med disse problemer, så I skal ikke være bekymrede. Det er bare så godt, at I har handlet på jeres barns vegne.

I får alle de bedste tanker fra mig.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen