Årgang 0: Derfor udstiller vi vores liv på TV

Årgang 0: Derfor udstiller vi vores liv på TV

Årgang 0 kan være med til at nedbryde tabuer, mener Emmas mor, Lene. Derfor har familien altid været ærlig om alt fra knas i parforholdet til problemerne med at få økonomien til at hænge sammen.

Lene og Poul-Erik Josefsen har levet med Årgang 0 i næsten al den tid, de har kendt hinanden. De havde kun boet sammen et par år, da de i 1999 så en spot i fjernsynet om, at TV 2 søgte familier med barn på vej, meldte sig til og kom til casting.

Siden har de for rullende kameraer fået tre børn, er blevet gift, haft lavvande i økonomien og knas i parforholdet – og er kommet godt igennem det hele.

Læs også om Rachels familie: Det er en gave at være med i Årgang 0

For Emma, der blev født i februar 2000, er programmet en del af virkeligheden, som den altid har set ud.

“Hun er jo blevet filmet, siden hun lå inde i min mave, så hun har aldrig prøvet andet,” siger Lene Josefsen. Emma var omkring 3 år, da hun første gang opdagede, at hun var i fjernsynet – ikke bare sit eget fjernsyn, men også hjemme hos andre, for eksempel hos mormor. Siden har hun ofte set optagelserne i fjernsynet derhjemme. For hende var og er det naturligt at være på, men for hendes forældre var det lidt af et chok, at programmet blev så stort (Årgang 0 har haft over 1 mio. seere).

“Vi vidste ikke, hvad vi gik ind til. I 1999 var der ikke rigtig reality-tv, så vi tænkte slet ikke på kendtheds-faktoren. Hvis jeg skal være helt ærlig, troede vi nok ikke rigtig på, at det ville vare i 10 år,” indrømmer Lene, som fortæller, at det tog et par år at vænne sig til at blive genkendt og snakket om.

“Vi er mere tilgængelige end en kendt skuespiller eller sanger. Folk identificerer sig jo med os. De føler, at de kender os, og de vil rigtig gerne fortælle om deres egne familier, især hvis de har børn på samme alder som Emma.

Så tager de ofte udgangspunkt i noget konkret fra programmet og siger ‘det, du oplevede med Emma der, det kender jeg bare så godt fra min egen datter’ eller lignende.”

Lene understreger, at folk altid er søde, det er blot krævende at være på i den grad.

“Når programmerne kører i januar-februar, tager vi ikke i Bilka lørdag formiddag, med mindre vi har et meget stort overskud.”

Børnene vil lege med Emma fordi hun er kendt – læs videre på næste side>>

Hjem og lege med kendte Emma

For Emma har det for det meste været en god oplevelse at møde omverdenens respons.

“Hun er jo blevet fotograferet med andre børn utallige gange i Legoland og andre steder. Det gør hende stolt, især hvis det er nogle lidt store piger – der er rigtig mange teenagere, der ser Årgang 0,” fortæller Lene.

Det er også nemt for både Emma og hendes familie at finde nye legekammerater, for eksempel på ferier, fordi folk på forhånd ved, hvem de er. For Emma har al den udadvendte kontakt – og de mange interviews, hun har givet både i udsendelserne og til andre medier – gjort den i dag

Men opmærksomheden har også haft enkelte mindre sjove sider.

“Da Emma kom i skole, var der flere piger fra 3. og 4. klasse, der gerne ville med hjem og lege. Der måtte jeg som mor sige nej, fordi jeg kunne se, at det bare handlede om at være venner med ‘Emma fra Årgang 0’ og allerhelst komme med hjem en dag, hvor der blev filmet.

Da sagde jeg til Emma, at når man går i 0. klasse, så leger man med de andre i 0. klasse eller allerhøjst dem i 1. klasse.”

Læs også om Rachels familie: Det er en gave at være med i Årgang 0

Ingen nykker, tak

I det hele taget ligger det familien på sinde, at der ikke går kendis i den for Emma.

“Emma bliver ikke speciel af Årgang 0. Det skal ikke gøres til en større ting, end det er, og hun skal ikke bæres på hænder og fødder. Når hun bliver lidt større, skal hun også have et fritidsjob og mærke, hvordan det for eksempel er at stå op klokken fem for at åbne en bagerbutik. Alle de ting, vi selv har været igennem, skal hun også igennem,” understreger Lene, der dog på ingen måde oplever Emma som fuld af stjernenykker.

“Vi har ikke oplevet nogen nykker – dem skulle vi også nok få pillet ud af hende ret hurtigt! Hun synes da, det er sjovt at være i bladene, men hun er ikke synderlig imponeret af det. Når programmerne har været sendt, så er hun igen bare Emma fra 3.A. Jeg tror, det hænger sammen med, at hverken Poul-Erik eller jeg føler os specielle. Vi er bare en helt almindelig familie med støv på hylderne.”

Læs på næste side hvordan det er at havne på forsiden af formiddagsbladene>>

Velkommen på forsiden

Emmas familie har ikke bare støv på hylderne. Den har også været igennem svære tider i de 10 år programmerne har kørt. Poul-Erik har som selvstændig købmand kæmpet for at få økonomien til at hænge sammen, og Lene har stået for det meste af læsset med børn og hjem.

I 2009 oplevede parret som så mange andre par en krise i parforholdet. Det udløste i foråret 2010 overskriften ‘Kæmper mod skilsmisse’ på forsiden af et af formiddagsbladene. Den slags er også del af virkeligheden for en Årgang 0-familie – og et vilkår for børnene.

“Børnene vidste jo godt, at vi havde haft problemer, og at vi var kommet igennem dem. Men da den overskrift var på, og folk begyndte at kime os ned for at høre, om vi skulle skilles, måtte vi lige tage en snak med dem igen,” fortæller Lene.

Hun fortryder dog ikke, at familien fortalte om deres ægteskabelige kriser i programmet.

“Vi skal fortælle om både de gode og dårlige ting i Årgang 0. Vores mål var at vise, at selv en bundsolid jysk familie som os kan have problemer, og at vi har fået hjælp af en psykolog til at løse dem. Det kan måske bryde nogle tabuer,”

Gamle venner

Som seer til Årgang 0 kan man godt få indtryk af, at familierne lever med kamera på altid. Det er dog langt fra virkeligheden. TV-holdet kommer på besøg hos familien Josefsen cirka en gang om måneden fra februar til august.

“Det er rigtig hyggeligt at have tv-holdet på besøg – ligesom at få besøg af gamle venner. Vi har jo haft den samme journalist i alle årene, og også fotografen og lydmanden har vi kendt i flere år,” siger Lene.

Og hyggeligt og sjovt skal det være. Det har familien aftalt fra starten.

“Hvis Emma en dag ikke vil være med mere, er det slut. Vi fortsætter heller ikke i et andet regi. Vi føler, at Årgang 0 er vores projekt, hvor vi kan være med til at bestemme, hvordan tingene skal være,” siger Lene.

Familien har faktisk overvejet at springe fra nogle gange. Men fordelene overstiger ulemperne.

“Emma havde en periode i 7-års-alderen, hvor hun ikke ville være med mere. Men så talte vi med hende om, hvad hun ville gå glip af – samværet med de andre familier, at se sig selv i fjernsynet og så videre – og det var jo ikke det, hun var træt af, det var alle de interview. Så aftalte vi med journalisten, at Emma ikke skulle interviewes så meget de næste par gange.”

For hende og Poul-Erik har interview’ne til gengæld været gode, ikke mindst for deres forældreskab. “Når de spørger, ‘hvordan har Emma det for tiden?’, er vi tvunget til at tænke igennem, ‘ja hvordan har Emma det egentlig?’. Det har været sundt.”

Lillebror skal på

At det skal være sjovt at være med, handler ikke kun om Emma. Emma har to små brødre, Simon på 7 år og Mikkel på 3 år. Mikkel er ikke synderligt optaget af Årgang 0, men mellembarnet Simon begynder at føle sig lidt udenfor.

“Simon er ofte optaget af noget andet og vil ikke være med, når der er fotografer her. Men nu begynder han at lægge mærke til, at han ikke er så meget med i programmet, og så bliver han ked af det. Så vi siger til ham, at han skal være med – ja faktisk lokker vi ham med slikkepinde, det er ren bolsjepædagogik,” griner Lene.

Emmas familie består af: Lene, 36 år, dagplejer. Poul-Erik, 37 år, maskinoperatør. Emma, 10 år, går i 3. klasse. Simon, 7 år, går i 0. klasse. Mikkel, 3 år, går i børnehave.

Læs også om Rachels familie: Det er en gave at være med i Årgang 0