Babys første…
... smil, bøvs, tand, rullen rundt. Der er mange store og små begivenheder i din babys første år. Få overblikket over de største milepæle.
KLIK I BOKSEN TIL HØJRE OG FÅ STYR PÅ MILEPÆLENE > >
Kilder: Gyldendals bog om barnet, Anna Louise Stevnhøj, Gyldendal, År 1 – når I har fået barn, Else Guldager, Lindhardt og Ringhof.
GÅ 10-12 måneder
Let vaklende, hjulbenet og med armene højt i vejret stavrer den stolte etårige af sted på sine ben og forsøger at holde balancen. Lige omkring etårsfødselsdagen, lidt før eller lidt efter, vil dit barn tage sine første skridt. Først med støtte fra dig, men snart på egen hånd.
I begyndelsen er det en noget usikker gangart, dit barn præsterer, og benene kan pludselig give efter. Lær dit barn, at det altid kan sætte sig ned på numsen. Øv bevægelsen ved at trække forsigtigt i barnet, når det står og vakler, så det lander præcist på sin blebag. Lad gerne dit barn gå på bare tæer, som giver en bedre fornemmelse af underlaget.
GRIBE 6-9 måneder
Den lille hånd har et godt greb om yndlingsranglen. Pludselig giver hånden slip, og ranglen falder på gulvet. Men hov, der er den igen! Sjov leg, mor – en gang til!
Dit spædbarn har ofte knyttede hænder og en griberefleks, som gør, at den lille hånd lukker sig om din finger i et fast greb. Først senere bliver baby bevidst om sine hænder, at de kan bevæge sig hver for sig, og at de kan bruges til at gribe fat om og slippe ting med. Omkring seksmånedersalderen kan baby gribe fat om ting og efterhånden slippe dem igen med vilje.
I kan nu lege den herlige ‘giv-og-tag-leg’ i én uendelighed. Omkring de ni måneder mestrer den lille pincetgrebet og kan samle små ting op med tommel- og pegefinger. Rosiner er formidabel træning!
HEJ HÅND, HEJ FOD 3-6 måneder
De store nysgerrige øjne har fået øje på noget nyt. Baby forsøger at gribe ud efter den sjove genstand og får endelig fat om sin egen fod, som fluks kommer en tur i munden for at blive undersøgt nærmere.
Baby opdager også sine hænder på dette tidspunkt, og den lille kan bruge mange minutter på at betragte sin hånd, smage på den og stirre på den igen, så øjnene bliver helt skeløjede. Lav sanglege med hænderne, og lad babys fødder sparke mod en pude eller støde mod dine hænder for at give fornemmelsen af fødder og bens bevægelser.
KRAVLE 9 måneder
Baby er kommet op på knæ og hænder, men er endnu solidt plantet i gulvet, uden at bevæge sig frem. Numsen søger lidt mod gulvet, og baby laver rokkende bevægelser. Baby vil typisk komme op på alle fire omkring nimånedersalderen.
Inden da kan du se din lille akrobat øve sig i disciplinerne ‘gumpe’ og ‘mave’ sige frem, eller ‘rokke frem og tilbage på alle fire’. Lad barnet ligge meget på maven. Hjælp eventuelt den lille med at komme op på alle fire, og støt med din hånd under maven, mens baby rokker lidt frem og tilbage og får fornemmelsen for bevægelsen.
Fortvivl ikke, hvis baby ikke kravler. Nogle børn springer kravlestadiet over og går direkte til at stå på to ben, og det gør ikke noget, at de først kravler bagefter.
RULLE RUNDT 4-8 måneder
De små ben laver sjove spjæt, og det tunge hoved bobber op og ned, mens baby hviler på armene. Pludselig lykkes det at få det rette afsæt og vupti – baby triller om på ryggen.
Mellem fire og seks måneder, kan baby rulle fra mave til ryg. I starten kan det være tilfældigt, at babys bevægelser får den lille til at rulle rundt, men efterhånden bliver det et mere bevidst forsøg.
Senere, omkring seks til otte måneder, kan baby så komme fra ryg til mave. Det er hårdt arbejde, der kræver muskler og de rette bevægelser, og det kan se sjovt ud, når din lille reje laver akrobatøvelser på gulvet. Hjælp baby på vej, og øv bevægelserne sammen.
SIDDE 8 måneder
Med benene ud til siden, tungt hvilende på blebagen, svajer baby i siddende stilling et kort øjeblik, indtil balancen pludselig forstyrres, og den lille tilter til siden.
Måske kan baby allerede seks måneder gammel sidde kortvarigt uden støtte, men du skal stadig have puder omkring den lille, der svajer usikkert frem og tilbage. Balancen og faldreflekserne skal også være udviklet, og først omkring otte måneder er ryggen stærk nok til, at baby kan sidde sikkert selv.
SMILE 4-6 uger
Det lille menneske i dine arme ligner en lille mus med søgende bevægelser og helt smalle sprækker ved øjnene.
Pludselig åbner sprækkerne sig, og to store blanke øjne kigger på dig. Når din nyfødtes øjne finder dine, opstår den første spæde kontakt, og efter at have betragtet dit smilende ansigt et stykke tid, sender baby endelig et smil tilbage. Dit spædbarn kan have små trækninger om munden, der ligner et smil, men det bevidste smil kommer først, når baby er omkring fire til seks uger gammel.
I begyndelsen vil baby belønne alle smilende ansigter, hvis den lille ellers er oplagt, men efterhånden er den gestus mest forbeholdt mor, far og nogle få andre, barnet ser tit. Dyrk den tætte kontakt, I får gennem leg, grin, berøring, kys og kram, men giv altid baby en pause, hvis den lille vender sig væk, eller på anden måde viser tegn på, at nu er det nok.
SOVE IGENNEM 6 måneder
De små gryntelyde fra babys seng bliver snart til mere insisterende kaldelyde. Det gør næsten ondt i din krop, da du endnu engang svinger benene ud over sengekanten. Dit spædbarn bekymrer sig ikke om klokken, og du skal stille og roligt hjælpe den lille til en fast døgnrytme, før I kan gøre jer forhåbninger om en rolig nattesøvn.
Omkring de tre til seks måneder har baby vænnet sig til en døgnrytme, og de fleste børn vil kunne lære at sove igennem, når de er et halvt år. Nogle sover igennem af sig selv tidligere, mens andre først sover igennem, når de er over et år gamle. Appetitspring, sygdom og udvikling kan skabe rod i døgnrytmen, men det retter sig ind igen. At sove igennem vil sige, at baby sover mere end fem timer i træk i løbet af natten.
SPISE SELV 9-12 måneder
Okay. Der står tallerkenen, og skeen ligger der. Jeg prøver lige at få fat på den, sådan. Og så ind i munden. Hov, ramte lidt skævt og tabte vist lidt på vejen. Pokkers!
Når baby er fire-seks måneder gammel, kan du begynde at øve den lille i at drikke af kop og spise af ske. Omkring de seks måneder kan baby begynde at lege lidt med en ske til måltidet, men først lidt senere, og når pincetgrebet mestres, kan baby få succes med at få en skefuld mos eller en kartoffel ind i munden. Lad barnet spise så meget selv, som det kan, og mad baby, hvis appetitten er stor og tålmodigheden lille.
Tag en dyb indånding, og forsøg at acceptere det svineri, som efterlades af madglade småbørn med dårlig koordination.
TÆNDER 6 måneder
Der bliver suttet godt på den lille hånd, og baby er helt optaget af sit foretagende med at ‘tygge’ på hånden, som snart er helt våd af savl. Den første tand bryder normalt frem, når dit barn er et halvt år gammel. Der kan dog titte noget frem allerede, når baby er fireseks måneder gammel, eller der kan gå op mod et år, før den første tand viser sig. Oftest kommer fortænderne i undermunden først, efterfulgt af fortænderne i overmunden.
Børst tænderne med en blød tandbørste – tandpasta er ikke nødvendigt det første år. Få gode rutiner fra begyndelsen, så dit barn vænner sig til at få børstet tænder. Hvis baby har ømme gummer ved tandfrembrud, kan det lindre med en kølende bidering, og savler baby meget, er det godt med en lille savlesmæk.
STÅ 9-10 måneder
Den lille arm rækker ud efter bordkanten, numsen løfter sig fra gulvet, og med en kraftanstrengelse kommer dit barn op at stå på benene, som vakler lidt under det.
Din lille baby er ved at blive en stor krabat, og pludselig ligner det et rigtigt lille menneske, når bassen har rejst sig op på to ben og kan stå på flad fod og betragte verden. Typisk sker dette omkring 10-månedersalderen, og så er der ikke langt til at tage de første skridt.
Når baby først kan trække sig op at stå fra siddende stilling, så sørg for, at møblerne er stabile og uden farlige genstande inden for rækkevidde. Måske kan dit barn godt lide at stå op og hoppe lidt med din hjælp. Hold omkring livet på barnet og ikke kun i barnets hænder.