Bækkenløsning
Under enhver graviditet løsnes bækkenets led lidt. Det gør, at der skabes bedre plads, så barnet lettere kan passere igennem under fødslen. Nogle kvinder mærker intet til denne naturlige løsning, mens andre bliver lidt ømme i bækkenet. Og så er der de kvinder, hvor bækkenløsningen giver store smerter og nedsat bevægelighed. Det afhænger af, hvor mange af bækkenets tre led, der er ramt af denne form for ”forstuvning.”
Smerterne forsvinder som regel i løbet af en måned efter fødslen. Man skønner, at 25 procent af alle gravide får ondt i bækkenet i løbet af graviditeten, mens to procent af alle gravide får en alvorlig bækkenløsning, det vil sige ondt i alle tre led. I de situationer kan smerterne og de øvrige symptomer blive ved selv længe efter fødslen – specielt hvis man ikke får målrettet hjælp.
Yderligere hjælp: Foreningen til Oplysning om Bækkenløsning, www.baekkenloesning.dk