Børn bliver hurtigt store – så nyd tiden nu
Måske synes du, dit liv som forælder i en børnefamilie er lidt hårdt? Men der er heldigvis lys forude – og måske om færre år, end du lige regner med? Og mens du glæder dig til den mere selvhjulpne alder, så kan du sætte pris på den tid, som du befinder dig i netop nu – for det er nemlig en tid, som ikke kommer tilbage igen.
Du kan glæde dig til …
* At du ikke behøver at hente og bringe mere, fordi dit barn selv kan begynde at gå hjem fra skole, når det er 9-10 år – og tidligere, hvis det har en storesøster/-bror at følges med.
* At børnene kan være alene hjemme … i starten mens du køber ind, og senere hen i længere tid. På et tidspunkt kan I helt spare babysitteren!
* At dit barn kan hjælpe med aftensmaden (fx en gang om ugen) fra de er 10-11 år – og selv stå for indkøb fra de er 13-14 år.
* At I får sofaen for jer selv … fordi børnene pludselig har travlt med at overnatte hos veninder eller venner og synes, mor og far er kedelige.
* At I kan bruge humor og ironi … fordi børn på 6-7 år begynder at forstå, at man ikke mener alt, hvad man siger, helt bogstaveligt.
* At hele familien kan glæde jer på forhånd til sjove oplevelser … fordi børn over børnehavealderen godt kan forstå fremtid og derfor kan glæde sig til noget.
* At det bliver lettere at rejse med dine børn … fordi større børn selv kan bære kufferter og klare større strabadser – og du slipper for at medbringe et helt arsenal af bleer, vaskeservietter, bananer og kiks på rejsen.
* At I kan sove længe i weekenden … for allerede børn på 5 år kan selv spise lidt morgenmad og se morgen-tv – uden at vække mor og far. Det er selvfølgelig hyggeligst, hvis barnet har en søskende, men en sød bamse kan også gøre det.
* Barnets første ”kæreste”. Det er så hyggeligt, når dit barn med lys i øjnene fortæller om en ’dum’ dreng/pige henne i skolen, som ”bare var så tarvelig”…
* Du får en super shoppingpartner. Børn på 5 år er søde til at sige, ”du er pæn, mor”, men din 11-årige kan faktisk vurdere et outfit realistisk – og måske skubbe dig til en lidt modigere stil. Og så er børn sjældent nærige på dine vegne!
Læs hvad du kommer til at savne på næste side>>
Du kommer til at savne …
* At se dit barns glade ansigt, når du henter det … fordi du er den vigtigste person for dit barn, og ingen kan måle sig med dig.
* At dit barn snakker om ALT med dig … om hvad de har leget i børnehaven, hvem som havde en flot hårelastik, hvad de ønsker sig til jul, og hvad de er kede af. Senere skal du nok komme til at hive problemerne ud af dine store børn.
* Sprogfejl og misforståelser … ja, det lyder mærkeligt, men om nogle år har du pludselig glemt, at barnet sagde ’palsgetti’ i stedet for spaghetti, og dit barns sjove måder at synge en speciel sang. Skriv det ned – det er sjovt at have senere.
* At det er nemt at glæde barnet … yngre børn bliver super-begejstrede for et fastelavnskostume, en dukke, et sejt sværd eller en slikkepind. Med ældre børn kommer gaverne hurtigt op i en anden liga med videospil, tøj og mobiltelefon.
* At netop DU er den, som bedst trøster dit barn, hvis han/hun har slået sig, er syg, er ked eller noget – så er du den bedste i verden!
* At du stadig kan bære barnet ud i bilen … når I besøger venner, og dit barn er faldet i søvn med sin dyne. Det bliver kun sværere at bære et sovende barn – og når det bliver ældre endnu, at få det med over til jeres venner, fordi barnet hellere vil sove hos en veninde.
* Prinsesser og pirater … Denne alder er en stor tid og slutter desværre alt for hurtigt, når dit barn starter i skole – så er det for pigernes vedkommende pludselig helt slut med kjoler og lyserødt som yndlingsfarve til ALT.
* At du stadig har kontrol over dit barns liv … du kan stadig fikse de fleste problemer i dit barns liv.
* At du ved ALT. Når du bliver lidt træt af alle spørgsmålene fra Spørge Jørgen, så tænk på, at han om få år vil sætte spørgsmålstegn ved om ALT, hvad, du siger, er sandt.
* Du kan (nogle gange) få lov til at bestemme, hvad barnet skal have på … Senere er det slut med at style ungerne, så hvis du synes, de bestemmer selv nu, så bare vent!