Dagbog: Da Kasper lærte at sove
I et år har Hannah og Morten kæmpet en sej kamp for at få Kasper på 13 måneder til at sove. Forgæves. Familien besluttede sig for at afprøve Vores Børns 10 soveråd og skrev dagbog undervejs.
Hannahs søvndagbog
DAG 1
I dag skal Kasper sove på eget værelse – for første gang! Morten har fjernet sengeranden med de farverige motiver fra hans tremmeseng. Vi leger lidt i sengen inden putningen, så Kasper føler sig tryg i sit hidtidige proformaværelse. Morten putter klokken 19 med bog og godnatsang. Kasper smider straks sin sut ud og er dybt forundret, da far ikke kommer styrtende.
Han græder så voldsomt, at Morten ikke kan forlade rummet. Morten siger ‘shyyy’ og undgår øjenkontakt. Han tager Kasper op, når han virkelig lyder ked af det, og lægger ham ned igen, i det øjeblik han er tryg. Da Kasper piller ham i håret og næsen, rykker han sig ud midt på gulvet. Efter halvanden time falder det lille myr i søvn. Han vågner fire gange i løbet af natten, hvilket er mindre end normalt. Må op på fars arm for at falde i søvn igen. Han sover et langt stræk fra 22.30 til 4.00. Det er aldrig sket før.
DAG 2
Morten putter, og også i dag tager det halvanden time. Kasper er meget ked af det, så Morten tager ham op, når han er ulykkelig, og lægger ham ned i sengen, hver gang han falder til ro. Vi håber, at vi snart kan bruge metoden ‘gå ud-gå ind’, så vi ikke vænner Kasper til, at vi skal være på værelset, for at han kan falde i søvn. I nattens løb vågner han fire gange.
DAG 3
Morten putter igen. Kaspers gråd er ikke så heftig som de første dage, og det lykkes Morten at bruge metoden ‘gå ud-gå ind’ i stedet for at tage Kasper op. Han sover efter bare 35 minutter og vågner fire gange om natten, men nu falder han i søvn igen, bare ved at vi går ind og siger ‘shyyy’. Kasper sover et aldrig-set-førstræk fra 20.50 til 5.00. Helt utroligt!
DAG 4
I dag putter jeg. Kasper kaster sutten. Jeg forsøger mig med ‘gå ud-gå ind’, men Kasper er ulykkelig, og det lyder næsten, som om han skal kaste op. Det føles unaturligt ikke at tage ham op – nok et typisk morinstinkt. Men jeg holder fast i tanken om, at vi får overskud og pasningsmuligheder, når det her lykkes. Jeg bliver på værelset, holder Kasper på maven og siger ‘shyyy’. Forholder mig rolig uden øjenkontakt. Er nødt til at tage ham op og berolige ham på et tidspunkt. Sætter mig dernæst midt på gulvet, så han kan se mig. Gråden fortsætter uændret.
Jeg forsøger at lægge ham ned og putte ham med dyne, men han kæmper sig konstant op på benene. Benytter metoden ‘gå ud-gå ind’. Klokken 19.30, efter tre kvarter, falder Kasper udmattet og klynkende i søvn. Og så må jeg bede om en trommesolo: Han vågner kun to gange, falder hurtigt i søvn igen og sover helt til klokken 6.05. Jubi! Morten og jeg har det, som om vi har drukket en flaske champagne! Det er første gang i 13 måneder, at vi ikke ligner hængte katte. Det er så vildt og stort. Vi begynder at tro på, at Kaspers soveproblem virkelig kan løses.
Læs hvordan resten af ugen går på næste side…
DAG 5
Hård nat med fem opvågninger. Men putningen gik godt. Kasper sov efter 35 minutter. Og for første gang begyndte han ikke at græde med det samme, da Morten gik ud af værelset.
DAG 6-7
To aftener med skønne og hurtige putteseancer på en halv times tid, hvor Kasper ikke er særlig ked af det. Det er mest kaldelyde, og når det går over i gråd, kan vi stoppe den ved at gå ind til ham og ud igen, så snart han er rolig. Kun tre opvågninger i nattens løb!
DAG 8-9
Æv, Kasper er snotforkølet. Putningen går godt begge aftener, men natten efter dag ni går helt i fisk. Han er vågen mellem 22.30 og 2.00 og er så ulykkelig, at jeg kommer til at give ham sut og tage ham over på sofaen. Nå, pyt, i morgen er en ny dag.
DAG 10-12
Kasper har det okay igen. Han kaster stadig sin sut, men forventer ikke længere, at den bliver samlet op. Vi kan gå ud af værelset, når vi har sagt godnat. Bliver han ked af det, går vi ind til ham, og så snart vi kommer, lægger han sig ned.
Han er også ved at lære at falde i søvn selv om natten. Nogle gange har han brug for os, men vi hører ham også ‘kvække’, hvorefter han selv klarer at falde til ro. Vildt! Kasper vågner dog fortsat tidligt – i morges var klokken 5.05.
Fremover vil vi også bruge metoden ‘gå ud-gå ind’ tidligt om morgenen og først tage ham op efter klokken seks.
DAG 13-14
Hurra! Vi er ovenud lykkelige over de sidste to nætter. Kasper er nem at putte og har kun haft to opvågninger pr. nat. Og han falder i søvn igen, når vi lægger en dyne om ham. Vi kan virkelig anbefale de 10 trin. Det er sejt lige i starten, men det lønner sig big time!