Den dag Kasper blev voksen

En almindelig dag hjemme på Digevej. Faren er i bad med sønnen, det går ikke specielt godt: Søn vil op, søn vil i vandet, søn vil hente badebolde i stuen, søn vil hente Bamse, som også skal vaskes.

Så sker der noget. Sønnen får pludselig et eftertænksomt udtryk i ansigtet, hiver sig i tappen mellem benene og siger: “Tizzz.”

Far: “Skal du tisse?”

Søn: “Ja!”

Den overraskede far tager en lille plastikskammel og stiller den prøvende foran toilettet. Sønnen kravler kækt op stiller sig til rette. Han ser nysgerrigt ned i det blanke vand, og med ét kommer der en smuk lille stråle fra sønnen og ned i vandet. Det er ikke afgjort, hvis forbløffelse der er størst: fars eller søns. Men sønnen er tydelig berørt af opdagelsen.

“Hooou! Se!”, råber han begejstret og peger ned i tønden.

Bibi og 300 kroner til øl

Jeg kunne kun give ham ret. De næste par minutter er lidt slørede, men mens sønnen spankulerede rundt i lejligheden i bar dolk og stolt som en pave viste sit nyeste værktøj frem ved at hive i det og råbe ‘seee!’, kørte der en film for farens øjne.

I filmen var hans lille søn med ét slag blevet en stor dreng, der den ene dag smed bleen, den næste dag begyndte i skole. Den tredje dag kom han hjem med næsepiercing, læderjakke og sin nye kæreste Bibi fra Lyngby, som han skulle til Roskildefestival med, og for øvrigt ville han gerne have nøglerne til bilen og låne 300 kroner til øl.

Da et højlydt ‘faaar, tizzz!’ gjaldede gennem stuen kort efter, blev jeg revet ud af min rolle i filmen og gik tilbage til toilettet med sønnen i hånden for at gentage miraklet.

Miraklet skete igen, og ligeså begejstret som det gjorde sønnen, ligeså rolig gjorde det faren. Både sønnen, bleen og hans uskyld var stadig i behold.

Løbetøj med tis på

Sådan da. For der gik ikke længe, før sønnen lærte at udnytte sin nyeste færdighed taktisk. Det lærte jeg allerede dagen efter tissekvantespringet, da vi igen var i bad. Både far og søn var lidt grumpy og lidt uvenner. Gemytterne eskalerede, da faren med et klart ‘nej’ satte en stopper for sønnens trommekoncert med en lilla grydeske.

Det afbræk i koncerten faldt ikke i god jord, og sønnike svarede igen ved stille og roligt at stå op af badet og langsomt trække hen mod et hjørne af badeværelset, mens han fulgte sin far med øjnene.

Da han var nået til det hjørne, hvor hans far også den dag havde lagt sit løbetøj, gik han ud i bredstående og støttede med den ene hånd, mens han lænede sig hen over tøjbunken.

Uden at fortrække en mine og uden at slippe sin fars blik trak han kort efter en fin bue tis ned over: Et par nye hvide løbesokker, et par korte tights og sin fars spritnye Odloløbetrøje med lange ærmer til 699 kroner. Blikket, han gav mig, før han vendte om og gik ind for at lege med Bamse, var ikke til at tage fejl af. Det sagde: “Far, jeg er ikke noget pattebarn længere…”