18-24 MÅNEDER
DIT BARNS UDVIKLING
Når dit barn nærmer sig de to år, sker der noget med hans selvtillid. Han har efterhånden så meget erfaring med at afprøve genstande og sin krop, at han tør kaste sig ud i det ukendte og prøve nye ting uden mor og far i hånden.
De fleste børn kan nu gå stabilt, selv på ujævnt terræn, og de kan bøje sig ned, stå på tæer, sparke til en stor bold og begynde at hoppe med lidt hjælp.
Det er også nu, at din lille trold måske vil begynde at interessere sig for at tegne. Eller snarere skrible, for selv om han nu kan holde om blyanten, så ‘tegner’ han ikke, men afprøver sine bevægelser med hånden og laver store kruseduller på papiret.
Finmotorikken bliver stadig forfinet, og nu kan han sikkert selv drikke af en kop (måske endda uden at spilde!), trække sit tøj af og hive i snørebåndene på skoene.
HVILKET LEGETØJ SKAL DU VÆLGE NU?
Dit barn leger stadig ikke med sit legetøj, men undersøger det for at finde ud af, hvad det egentlig er, og hvordan han kan bruge det.
Nu, hvor interessen for at tegne måske har meldt sig, er det en rigtig god ide at lade ham lege med for eksempel vandfarver. Han vil ikke male noget, men afprøve farverne i forhold til hinanden, se, hvad der sker, når de kommer på papiret og undre sig over, hvad man kan gøre med dem.
Farvekridt og tusser vil også være spændende, og trylledej eller modellervoks, der kan skifte form og blive til først en hund, så et hjerte, så måske en bold, er fantastisk legetøj lige nu. Klodser, der kan stables, for så at blive væltet, og en bold, som kan sparkes til, kastes eller rulles med, er også godt nu.
Din lille verdensmester tror, at alt, hvad der ligger stille er dødt, og alt, hvad der bevæger sig, er levende, og det vil derfor være sjovt at få bolden til at bevæge sig hen over gulvet.