Folinsyre

De allerfleste kvinder får for lidt folinsyre gennem kosten. Hvis du planlægger at blive gravid igen, kan det derfor være fornuftigt at tage folinsyretabletter. Folinsyre er et B-vitamin, som er med til at forhindre, at fostret udvikler rygmarvsbrok og læbe/ganespalte. Det anbefales derfor, at kvinder, der ønsker at blive gravide, spiser et dagligt folinsyretilskud på 400 mikrogram – helst i et par måneder inden undfangelsen og tre måneder efter.

Folinsyre findes naturligt i en række grønsager, frugter, kornprodukter, kød og mælkeprodukter. Men altså sjældent i tilstrækkelig mængde. Du kan også få vitaminpiller, der indeholder den daglige dosis folinsyre. Har du ikke taget folinsyre, før du blev gravid, er der dog ingen grund til panik. Kun ganske få promiller rammes af rygmarvsbrok.