Jeg vil ikke være bedstemor for mine børnebørn

Hjemmets brevkasse

Jeg er den der farmortype, der ikke er til børnebørn. Jeg er 64 år og på vej til folkepensionen, og jeg glæder mig!

Jeg har taget min tørn, og mine to voksne sønner sidder begge godt i det. Jeg synes ikke, at mit liv fremover skal være fyldt med børnepasning, når mine børn og svigerbørn skal på arbejde, og deres afkom er snottede. Mine sønner ved begge, at egne børn er eget ansvar, og at bedstemødre hører til i underholdningsafdelingen, men de er efterhånden blevet påvirket af både deres koner og svigerforældre, der alle tager bedsteforældrerollen meget seriøst.

LÆS OGSÅ

Min svigerdatter manipulerer min søn

En læser frygter, at hendes søn bliver manipuleret af hans kæreste. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Det fik jeg så at mærke til en børnefødselsdag. Her vendte mormor sig imod mig og spurgte med et stort smil og i alles påhør, om jeg var bange for små børn? Og så besluttede jeg mig for at redegøre for min egen fortolkning af bedsteforældrerollen og startede dermed en lavine af diskussioner. Værst var det, at min søn og jeg nærmest kom og at skændes, og så endte det med, at jeg kaldte hans svigerforældre for curlingforældre, samtidig med, at jeg tog hjem med dårlig samvittighed. Synes du også, at jeg er en dårlig farmor, eller bør jeg holde fast i mig selv her?

G.O.

Vibekes Dorphs svar

Jeg synes ikke, der findes en rigtig eller forkert måde at være bedsteforældre på. Vigtigst er det vel, at der er kærlighed og en vis interesse involveret, så kan måden, man udøver sin bedstemorrolle på, være ganske fleksibel.

Min egen mormor passede min bror og mig, fra vi var helt små, mens jeg til gengæld ikke så meget til min bohèmede og berejste farmor. Hende fik jeg et fantastisk forhold til senere, så jeg endte med at være meget lykkelig for dem begge to.

LÆS OGSÅ

Mine forældre er kun interesserede i at være sammen med min søsters børn og ikke mine

En læsers forældre virker til at være mere interreseret i søsterens børn, end hendes børn. Hvad skal hun gøre? Læs Rosa Øllgaards svar i Vores Børns brevkasse.

Det lyder, som om I har fået trukket fronterne alt for hårdt, op, og det har du med din principfasthed også din andel i. Jeg tænker derfor, at du kan starte med at sænke paraderne og holde op med at gå så meget i forsvarsposition. Vær dog bare den, du er. At du måske i den forbindelse skulle komme til at lukke de små børn ind i dit liv er jo ikke ensbetydende med, at du skal være bedstemor på en bestemt måde. Det handler vel mere om, at du kommer til at lære dine børnebørn at kende på dine betingelser. De er ikke små uhyrer, som vil stjæle dit liv og din frihed, det er små, nysgerrige børn, som godt vil lære dig at kende også gerne på dine betingelser – hvis du altså tør.