Hvordan skal jeg ligge?
Spørgsmål:
Jeg har hørt, at det kan betyde noget for barnets tilføring af næring og ilt, hvordan man ligger. At det for eksempel ikke er godt at ligge meget på ryggen. Er det rigtigt? Og kan man komme til at klemme eller lukke af for navlestrengen, hvis man ligger uheldigt?
Anonym
Læs jordemoderens svar på næste side…Svar:
Kære anonyme,
Det, du har hørt om, er noget, der hedder vena cavasyndromet. Langs rygraden løber to store blodårer. Den ene, aorta, fører iltet blod fra hjertet og ud i kroppen, og den anden, en vene, der hedder vena cava, transporterer afiltet blod tilbage til hjertet. Når en gravid kvinde ligger fladt på ryggen, kan tyngden fra livmoren klemme på årerne, så blodet løber langsommere tilbage, og der kommer mindre ilt til kroppen. Den gravide kan så blive utilpas og svimmel, og lytter man til barnets hjerte samtidig, vil man kunne høre, at pulsen falder lidt. Så snart den gravide vender sig om på siden, løber blodet igen frit, og utilpasheden forsvinder. Det er ikke en tilstand, der skader barnet. Skulle det ske under søvn, vil du automatisk vende dig.
Hvis du som gravid har det fint med at ligge på ryggen, kan du sagtens gøre det. For mange gravide bliver det dog sådan, at de automatisk ligger mindre på ryggen, efterhånden som livmoren og barnet bliver tungere.
Du har måske også hørt, at du helst skulle sove på venstre side, men om natten vender og drejer alle mennesker sig mange gange, og du kan ikke styre, hvordan du ligger. Du behøver altså ikke bekymre dig, når du skal sove. Det skader ikke dit barn, hvis du i løbet af natten ligger på højre side eller på ryggen.
Med venlig hilsen Nina Sepstrup
Måske er et spørgsmål, du selv søger svar på allerede besvaret tidligere. Søg i vores omfattende arkiv og få svar med det samme.