GODE RÅD FRA EKSPERTERNE
At blive mor kan være en overvældende oplevelse. Barselscoachen rådgiver om, hvordan du takler den nye situation. Læs også, hvad I gør, hvis I er uenige om opdragelsen, og om, hvor stille baby må være i maven.
PARTERAPEUTEN
UENIGE OM OPDRAGELSE
Min kæreste og jeg har svært ved at tale om opdragelse. Vi har en datter på halvandet år og venter vores andet barn. Min kæreste tager børneopdragelse afslappet og synes ikke, der er nogen grund til at snakke ønsker og behov. Vi taler om problemerne, når de opstår, men har ikke et fælles grundlag at opdrage ud fra. Vi kører blot tingene på hver vores måde. Vi har prøvet at læse nogle artikler og så talt ud fra dem. Han læser det og siger, ‘jeg er ikke enig’. Hvordan kan vi komme til at tale konstruktivt om opdragelse, så vi oplever, at vi har et fælles grundlag at handle ud fra over for vores børn?
Hilsen Gitte
Kære Gitte,
Ny adfærd er en måde at skabe forandring på både på et ydre og indre plan. Overvej følgende forandringsforslag:
1. Fokusér på, og sæt ord på alt det velfungerende og skønne. Ros med andre ord din mand for det, der er godt allerede.
2. Læs al den litteratur om emnet, som du har lyst til. Fortæl din mand, at du selv nyder at holde dig opdateret inden for børneopdragelse og bruge den viden som afsæt til konstruktiv forældredialog, men sig også, at du har forståelse for, at han ikke deler din interesse. Giv ham muligheden for altid at komme til dig og høre, hvad du læser, hvis han får lyst til det.
3. Lav en liste over dine frustrationer, og oversæt dem til ønsker i stedet. Formulér listen således, at du tager ansvar for din egen utilfredshed som eksemplificeret i det følgende: 1. Jeg oplever nogle gange, at du … 2. Når jeg oplever det, tænker og føler jeg, at … 3. Så reagerer jeg med … 4. Det, jeg kunne ønske, at du indimellem gjorde i stedet, er …
4. Find et godt tidspunkt, hvor I ikke forstyrres af børn eller fjernsyn. Spørg, om han har en halv time til at lytte til dig. Sig, at du ønsker at prøve noget nyt. At du ønsker at give jeres forhold en pause fra diskussionerne om børneopdragelse, og at du i den forbindelse vil holde en pause med at tale om det. Inden din pause vil du gerne have lov til at fortælle ham nogle få ønsker til ny adfærd fra hans side, som det ville gøre dig glad, hvis han overvejede. Brug dine ønsker fra listen. Husk, at nu har han hørt det, og at du i den nærmeste fremtid ikke behøver at gentage det. Hold nøje øje med eventuelle justeringer i din mands adfærd, og anerkend ham der, hvor du oplever, at han prøver at efterkomme dine ønsker. Husk, at det, han ikke gør, hverken handler om hans kærlighed til dig eller dine ønskers vigtighed.
De bedste hilsener Anette Buur Bangsgaard