GODE RÅD FRA EKSPERTERNE

Hvad sker der, hvis din kæreste ryger under graviditeten? og hvor mange barselsgæster kan du forsvare at have på besøg, hvis du stadig skal tage hensyn til din nyfødte?

BØRNEPSYKOLOGEN „JEG ER ALTSÅ BATMAN, MOR!”

Min søn på tre et halvt år siger, at han er Batman, andre gange Spiderman, og her på det sidste er han Ariel fra Disney. Er det noget, jeg skal bekymre mig om, og hvordan skal jeg takle det? Anonym

Kære anonyme,

Fra tre- til seksårsalderen begynder børn at lege det, der hedder rollelege, hvor de er Spiderman, prinser, prinsesser og uhyrer. Børnene udviser utroligt stort initiativ og stor foretagsomhed, og de har her brug for voksne, der udstråler accept, interesse og forståelse for det, børnene gerne vil lege. Børn udvider i denne alder kendskabet til deres identitet og bliver meget bevidste om køn, normer og værdier. Gennem legen afprøver de forskellige roller, og de afprøver følelser – for eksempel den gode og den onde. Alt sammen noget, der har betydning for deres forståelse af egne følelser senere hen, og noget, der giver selvværd.

Din dreng er en sund lille dreng, der via legen er ved at gennemleve forskellige roller. Støt ham ved at give ham det rigtige legeud-styr, og læs for ham om riddere, Batman og andre stærke, gode mænd. Husk på, at når han leger, at han er Spiderman, så er han Spiderman, men når han lægger dragten eller sværdet, så er han sig selv igen.

Du spørger, hvordan du skal takle det. Det gør du ved at lade din søn lege. Glæd dig over, at du har et sundt, normalt barn. Måske skulle du læse lidt om legens betydning i min bog Rød stue kalder.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog

SUNDHEDSPLEJERSKEN FOR MANGE BARSELSGÆSTER?

Jeg har pakistansk baggrund, og hos os begynder nærmeste omgangskreds, som jo desværre er 300 mennesker, at strømme til, så snart man har født. Jeg har hørt, at det ikke er godt at udsætte sit barn for så mange mennesker, når det er helt lille og især ikke før første vaccination efter tre måneder. Passer det? Jeg havde tænkt på at holde en dåbsfest for kun cirka 90 voksne og børn en måned efter fødslen. Vil det være en risiko for mit barn? Jeg vil selvfølgelig ikke have, at mit barn skal blive udsat for smitte eller sygdom fra alle de mange gæster.

Anonym

Kære anonyme,

Du spørger om infektionsrisiko med hensyn til dit lille barn. Børn har de første par måneder et stærkt immunforsvar, som de har fået fra mor under graviditeten. Men de kan dog alligevel godt få en forkølelse. Det er rigtigt, at smitterisikoen kan være større ved besøg af mange mennesker, men dit barn kan jo også få smitte andre steder fra; i bussen, i et supermarked, i venteværelset hos lægen, hos større søskende og fra mor og far. Du kan ikke holde dit barn væk fra smitterisiko.

Jeg vil foreslå, at I siger til omgangskredsen, at de ikke skal kysse den lille ny, og at alle børnene ikke skal alt for tæt på barnet. Hvis nogle af jeres bekendte er syge, skal de naturligvis holde sig væk. Hvis barnet er for tidligt født, skal I være meget mere opmærksomme på infektionsrisiko, da barnet er mere modtageligt for smitte.

Det har ikke nogen betydning, om barnet har fået sin tre måneders-vaccination. De børnesygdomme, vaccinen forebygger imod, har barnet antistoffer imod fra sin mor i de første tre måneder. Jeg vil ønske jer en god dåbsfest.

Mange hilsener

Dorte Fischer, sundhedsplejerske

Har du spørgsmål til en af vores eksperter?

Dorte Fischer, sundhedsplejerske sundhedsplejerske@voresborn.dk

Nina Sepstrup, jordemoder jordemoder@voresborn.dk

Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog bornepsykolog@voresborn.dk

Nina K. Brandt, barselscoach barselscoach@voresborn.dk

Anette Buur Bangsgaard, parterapeut parterapeut@voresborn.dk