”Jeg glædede mig ikke til at vokse op”

Jeg kommer fra en lidt hippie-agtig familie. Kapitalister var de onde glatbarberede, og helte havde skæg. Min far, for eksempel. Han var en lille smule, ja, vattet.

I min barndomsoptik fik jeg sådan en beskyttertrang over for ham, og det har fulgt mig. Jeg har ikke lyst til, at mænd med skæg skal have det dårligt.

Et langt, sort skæg kan man bare ikke lade være med at kigge på og blive fascineret af. Og det tror jeg faktisk er biologisk. Hvis man kigger ud på alle verdens kulturer, så findes der mænd med langt skæg alle steder. De har på en eller anden måde en autoritet.

Børnene lytter virkelig, når Hr. Skæg siger noget; det tror jeg ikke, de ville gøre på samme måde, hvis han ikke havde det lange skæg. Jeg har i hvert fald altid haft lidt sværere ved at lytte til mænd uden skæg.

Om sex og død

Om at vokse op

Min mor startede en kvindegruppe, som jeg også kom i, og her blev mænd generelt omtalt som nogle svin. Og jeg var sådan lidt bange for at vokse op og blive et af de svin. Jeg ville hellere have været en af medsøstrene, hvis jeg kunne have valgt. Så jeg glædede mig ikke til at vokse op.

Jeg vidste, jeg var voksen, da jeg omsider fik kørekort for et halvt år siden. Jeg har altid betragtet det at køre bil og finde vej som noget meget voksent og har derfor skubbet det foran mig i rigtig mange år. Men de her køreture har så vist sig at være en kæmpe gave.

De seneste syv år har jeg taget bussen og toget rundt, og så bliver jeg genkendt som Hr. Skæg. Det kan jeg egentlig meget godt lide, men det er også lidt hårdt at være på arbejde konstant. Det gik op for mig, da jeg for første gang satte mig alene ind i en bil, at jeg havde fri. Det var en åbenbaring. Før havde jeg kun pause, når jeg gik på toilettet.