"Jeg skælder ofte ud af ren og skær vane"
Skældud kan sagtens forekomme på grund af vaner og opdragelsesmønstre, som er overtaget af andre, mener journalist Amalie Nebelong. Men har mor altid ret?
”Nej, du må ikke have biler med ved bordet, når vi spiser,” sagde jeg til min søn forleden, lige inden lasagnen blev sat på bordet. Han kiggede på mig med skuffede øjne. Bilen var helt ny og skinnende og tanken om at skulle efterlade den i de ti minutter, som et måltid efterhånden kun varer her, var ikke til at bære for en femårig.
LÆS OGSÅ: Opdragelse: En god mor tør sige NEJ
Samme formiddag havde min datter vredet sig i arrigskab, da jeg bar hende de få trappetrin op til vuggestuen. ”Jeg kan SELV!” proklamerede hun med sin lyse (men høje og skingre) toårige pigestemme, der kan være uhyggelig overbevisende. Jeg gav mig og endte med at bære hende ned igen, så hun selv kunne gå op. Hun var lykkelig for selv at få lov.
Dårlig samvittighed
Mor bestemmer altid – eller hvad?
Jeg handler ud fra en tanke om, at ”det må børn bare ikke”, uden at jeg er i stand til at forklare hvorfor. Men i virkeligheden ville mine børn være gladere, hvis de fik lov til at bestemme, og for min skyld ingen alarm, når det gælder uskyldige og harmløse ting. For mig er det ikke så vigtigt at vise dem, at jeg er den voksne, og at jeg bestemmer ligegyldigt hvad. Men på en eller anden kryptisk måde ligger det på min rygrad – som et fortidslevn fra kæft-trit-og-retning-æraen – at jeg skal fortælle min datter, at hun ikke må have regntøj på i vuggestue, når solen skinner fra en skyfri himmel. Selv om vi bare kan tage en flyverdragt med i en pose, så den er i garderoben, når hun skal på legeplads med de andre minimennesker.
Der er vel ingen grund til, at jeg skaber en dårlig stemning blot for at kunne vise mine børn, hvem der bestemmer? Nuvel, de får ikke selv lov til at bestemme, om de vil holde mig i hånden, når vi krydser vejen, eller om de vil have slik til aftensmad. For i de situationer ved jeg bedre, men jeg ved ikke nødvendigvis bedst, når det kommer til at have en legetøjsbil med ved bordet. Med mindre sønnike intet spiser, fordi han leger med bilen i stedet, kan jeg ikke komme på én eneste grund til, at han ikke må have den med. Bortset fra, at jeg ikke selv måtte have legesager med ved bordet som barn. Men det er vel ikke nødvendigvis en gyldig grund, eller?
LÆS OGSÅ: Skældud: "Jeg er træt af at få dårlig samvittighed over alt det, vi forældre gør forkert"
LÆS OGSÅ: 9 veje uden om skældud
LÆS OGSÅ: "Du kan godt" – sådan får du dit barn til at gøre tingene selv
