Vores bedste mor-råd
Som nybagt mor har du brug for din egen mor, som selv været igennem glæderne, frustrationerne og bekymringerne med et lille barn. Hvad synes bedstemødrene selv, vi kan lære af dem? Hvad ville de gøre om, hvis de blev forældre igen? Og hvad har livet lært dem om jobbet som mor? Få tre livskloge bedsters bedste mor-råd.
Marianne Jelved:
Hvordan ændrede det dit liv at få børn?
“Livet får et helt andet indhold – en anden mening. Når man får et barn, er det slut med at tænke på sig selv først, for barnet er altid det vigtigste. Og sådan bliver det ved med at være, selv om børnene bliver voksne. Det er ret fascinerende – behovet for at beskytte sine børn og sikre sig, at de har det godt, forsvinder aldrig.”
Ville du gøre noget anderledes, hvis du blev mor i dag?
“Jeg ville være meget, meget bevidst om, hvad der virker i forhold til opdragelse – især i pressede situationer. Her tænker jeg på konflikter hvor jeg måske markerede for skarpt dengang.
I dag ville jeg nok forsøge at undgå mange a konfliktsituationerne. Det er de voksne, der ska have overskud og overblik over situationen.
Jeg havde helt sikkert for travlt, da mine børn va små, og jeg kan tydeligt huske en situation, hvor min datter Christine var syv-otte år, og vi var oppe at skændes. Pludselig råbte hun ‘det er også din skyld, fordi du går til alle de møder!’ Jeg blev helt paf.”
Hvad har jobbet som mor lært dig?
“At være mor er en total glæde, men kan ogs være en konstant bekymring. Derfor skal man lære at give slip og stole på, at man har givet sin børn redskaberne til, at de selv kan skabe sig et godt liv. Det lyder måske banalt, men det kan være rigtig svært. I mit job slår det mig indimellem, at dem, jeg arbejder sammen med, er yngre end mine børn.
Det er mærkeligt at tænke på for så kan mine børn jo ikke være helt små længere. Men ens opgave som mor er ikke løst, nå børnene selv får børn; nu er det min opgave at give børnebørnene den ekstra tid, som dere forældre ikke har. Jeg har ikke samme ansvar og kan derfor give dem noget andet end mor og far – og jeg vil gerne have en rolle i deres barndom som de husker fremover.”
Har du nogen gode råd til mødre i dag?
“Det handler om at være der for sine børn og vise dem tillid. Faktisk mener jeg, at tillid er lige så vigtig for en god opvækst som kærlighed.”
Tror du, det er lettere at have små børn i dag?
“Jeg tror, det er sværere i dag, fordi der eksisterer en forventning om, at alting skal være perfekt. Og det kræver en vis robusthed at gå imod den holdning, for ingenting i livet er jo perfekt. Og så synes jeg, vi er tilbøjelige til at stille høje krav til små børn i dag; vi forventer for meget af dem for tidligt, og det kan små børn ikke honorere.”
Hvilke værdier ser du gerne, at dine børn giver videre til dine børnebørn?
“At de føler en forpligtelse og et ansvar over for andre. At de er troværdige og ærlige – ikke ærlige på den naive måde, men forstående ærlige. Det er da svært ikke at blande sig i opdragelsen, og indimellem kommer jeg nok også til det, men jeg forsøger at lade være.”
Har forholdet til dine børn ændret sig, efter at du har fået børnebørn?
“Vi prøver at afstresse forældrene ved at være dem, der aldrig siger nej til at hjælpe med børnene. Og så har vi opbygget nogle traditioner, der giver både børn og børnebørn lidt ekstra frihed. Blandt andet rejser vi aldrig til udlandet i sommerferien, men er i sommerhuset, hvor gæster altid er velkomne.
Da jeg var barn, holdt jeg altid sommerferie hos mine bedsteforældre på deres andelsmejeri, og jeg husker det som nogle skønne uger med en anden fred og frihed end i hverdagen. Sådan nogle minder vil jeg også gerne give mine børnebørn.”
Birthe Neumann:
Hvordan ændrede dit barn dit liv?
“At få et barn er den største omvæltning i dit liv. Det er vidunderligt, men ængstelsen og angsten for ikke at slå til som mor fylder meget. Fordi jeg havde så uregelmæssige arbejdstider, tog mine forældre et stort ansvar for min datter, og det var en kolossal fordel.
Jeg var ung skuespiller og skulle finde mine ben at stå på som både skuespiller og mor. Derfor har jeg meget mere ro til at være bedstemor, end jeg havde til at være mor. Jeg vil hellere være sammen med min datter og mit barnebarn end noget andet. Det er ren lyst og rigtig rart, at jeg ikke føler den ængstelse og det ansvar, som jeg følte for min datter – og som hun nu føler for Otto.”
Hvis du blev mor i dag, ville du så gøre noget anderledes?
“Jeg ville overveje, om jeg skulle vælge en anden branche. Jeg ved ikke, om jeg ville vælge skuespillet fra, men jeg ville i hvert fald spekulere alvorligt over at strukturere min tid. Der var ikke noget, der hed barsel for skuespillere dengang, og jeg stod på scenen, 10 dage efter at jeg havde født. Jeg var ked af det, men jeg satte ikke spørgsmålstegn ved det – og det har jeg undret mig over og fortrudt siden. Angsten for at ryge ud i det sorte hul og blive glemt som skuespiller fyldte simpelthen for meget.”
Hvad har livet som mor lært dig?
“Livet som mor – og nu bedstemor – minder mig hele tiden om, at den betingelsesløse kærlighed, man som mor føler for sit barn, og som et barn viser sin mor, er det mest fantastiske at opleve. Men min datters intuition som mor er så stærk, at jeg ikke bliver brugt som rådgivningscenter. Og jeg kunne ikke drømme om at blande mig i Ottos opdragelse. Faktisk kan jeg heller ikke huske ret meget, fra da min datter var lille. Det er, som om jeg oplever det hele for første gang med Otto – og det er skønt.”
Hvilke råd vil du give nutidens mødre?
“Mærk efter, hvad der gør dig gladest, og hvad der føles bedst for dit barn, og prioritér efter det. Jeg var ikke vanvittigt glad, da Stine var lille, fordi jeg brugte meget energi på at spekulere over, om jeg var en god nok mor, og om jeg slog til som skuespiller. I stedet for at tænke så meget, bør man være til stede som mor og nyde livet med de små, skønne børn.”
Synes du, det er lettere at være mor til små børn i dag?
“Jeg håber, at mødre i dag er bedre til at turde prioritere deres børn og have troen på, at de nok skal få en chance til for at få en karriere. Min datter arbejder meget nu, men hun knokler virkelig for at organisere sin tid, så det hænger sammen med både familie og arbejde.”
Hvilke værdier vil du gerne have, at din datter giver videre til dit barnebarn?
“Min datter har altid haft en enestående evne til at beskæftige sig selv. Hun var et fantastisk kreativt barn; syede, savede og lavede sit eget legetøj. Den evne til at hvile i sig selv og være foretagsom håber jeg, at hun kan give videre til sin søn. Og så glæder jeg mig til, at Otto er stor nok til at forstå historier. At få fortalt historier er nemlig det bedste fra min egen barndom. At kunne forsvinde ind i en fantasiverden og bruge sin fantasi er efter min mening den største evne i verden.”
Har forholdet til din datter ændret sig, efter at Otto er kommet til?
“Umiddelbart nej, men så alligevel; hun er jo gået fra at være min lille pige til at være en voksen kvinde, og nu er det Otto, der er verdens navle. Det er ikke noget, vi har talt om, men når jeg ringer, spørger jeg som det første ‘hvordan har Otto det?’ i stedet for at spørge hvordan hendes dag er gået. Det er måske lidt voldsomt, men på den anden side har vi virkelig et fællesskab, der hedder Otto – og han er simpelthen så dejlig!”
Hilda Heick
Hvordan ændrede det dit liv at få børn?
“Det ændrer alt. Og det mest fantastiske er, at det slet ikke gør noget. Pludselig er det helt naturligt at bruge den samme vinterjakke en sæson til, fordi det lille barn skal have nye sko. Ens egne behov bliver sat til side. Jeg fødte Annette alene, fordi Keld var i Ålborg og spille, og det kunne man ikke sådan bare melde afbud til. Det øjeblik, hun blev lagt op på min mave, er det største i mit liv, og jeg er ked af, at jeg ikke kunne dele det med Keld. Det var så overvældende. Tænk, at jeg måtte få hende med hjem!”
Hvis du blev mor i dag, hvad ville du så gøre anderledes?
“Da vores datter var teenager, havde hun mange pligter og fik ansvar, fordi Keld og jeg var meget ude at spille. Derfor fik hun nok ikke så meget lov til at være teenager. Det kan jeg godt fortryde. Ellers har vi været heldige, for da Annette var lille, og jeg gik på arbejde, var Keld meget hjemme til at passe hende om dagen, fordi han spillede om aftenen. Det var jo ikke så almindeligt dengang, men at man er fælles om barnet, tror jeg er vigtigt.”
Hvad har livet som mor lært dig?
“Den ubetingede kærlighed, man får fra et barn, er ubeskrivelig dejlig, og jeg bliver så stolt og glad, når jeg ser på min egen datter og hendes skønne lille søn. Men det er et meget vigtigt og hårdt arbejde at få et barn, så derfor skal man ikke få flere, end man kan klare at passe sammen med de andre ting, man gerne vil opnå i sit liv.”
Hvilke gode råd vil du give til mødre i dag?
“Lyt til din sunde fornuft. Der findes mange bøger, der kommer med så mange gode råd, at man risikerer at blive dybt forvirret. Stol på dig selv, og brug hinanden som sparringspartnere. Tid er også vigtigt. Jo mere tid man bruger sammen med sit barn, jo lettere har man ved at læse dets signaler – og man kan godt snakke hyggeligt, mens man skræller kartofler eller vasker op. Kvalitetstid kan sagtens være, at barnet deltager i dagligdagen i hjemmet. Og så skal der også være plads til forældrene. Man skal sætte grænser, så det ikke er børnene, der styrer det hele.”
Tror du, det er lettere at være småbørnsmor i dag?
“Det at blive mor er nok hverken lettere eller sværere i dag. Men nutidens unge har flere muligheder, bedre økonomi og mere frihed til at gøre, hvad de har lyst til. Derfor er kontrasten nok større, når de får et barn og ikke bare kan tage i byen, fordi barnet skal sove og have faste rutiner. Samtidig stiller både mænd og kvinder høje krav til karriere, og det presser børnefamilierne. Men min generation af kvinder havde altså kun 14 ugers barsel.”
Hvilke værdier ser du gerne, at din datter giver videre til dit barnebarn?
“Ærlighed. Vi har altid lært Annette, at det er vigtigt at være ærlig – og det har da været lidt barsk, når hun indimellem har sagt sin mening om os. Men jeg tror, det er sundt for forholdet mellem forældre og barn. Børn skal også lære at turde gå mod strømmen og sige nej til gruppepres. Også i forhold til mobning – som er noget af det mest modbydelige. Venlighed og høflighed er to egenskaber, som jeg også sætter pris på, at forældre lærer deres børn. Det kommer man altså længst med.”
Har forholdet til din datter ændret sig, efter at Eliot er kommet til?
“Ja. Annette forstår bedre min bekymring og omsorg nu, fordi hun selv føler den endeløse kærlighed for sit barn. Derfor synes jeg også, at hun er blevet mere omsorgsfuld over for os. Og så plejer hun at sige ‘mor, du taler ud gennem munden på mig,’ når hun opdrager Eliot.”