Gravid og 30 kilo tungere, hvad gør jeg?

Spørgsmål:

Jeg ønsker meget barn nummer to, men da jeg var gravid med vores søn, tog jeg 30 kilo på. Og er stadig en lidt stor pige … Min læge har fortalt, at grunden, til at jeg tog så meget på, er jo, at jeg har kvittet mine cigaretter, passer det? Og hvordan kan jeg undgå igen ikke at tage så meget på?

KH Maja

Læs jordemoderens svar på næste side

Svar:Kære Maja,

En graviditet er for nogle ensbetydende med en betydelig vægtøgning. Selve graviditeten ”vejer” 8-12 kilo alt inklusive. Når nogle tager mere på, kan det være på grund af meget væske i kroppen, men ofte er det fordi, man kommer til at give den lidt gas og spise ekstra (nu man tager på alligevel). Samtidig nedsætter de fleste gravide aktivitetsniveauet gennem graviditeten, og det tager man også på af.

Det er flot og rigtig godt, at du holdt op med at ryge ved din forrige graviditet. Det er dine børn, og selvfølgelig også du selv, godt tjent med. Og det er rigtigt, at der kan komme nogle kilo på ved rygestop. Men alt andet lige er det bedre at være røgfri end at veje to-tre kilo for meget.

Det allerbedste er, hvis du taber dig inden, du bliver gravid. Når du så er gravid, skal du nok lave dig en plan for, hvordan du lever, det vil sige spiser og motionerer. På nogle fødesteder kan man henvise til en diætist eller en jordemoder med speciale i vægtkontrol under graviditeten. Det kan jeg stærkt anbefale dig, da det er min erfaring, at det er en stor hjælp at have professionel assistance til at holde vægten.

Hvis muligheden ikke eksisterer på dit fødested, skulle du overveje at ofre nogle konsultationer hos en privat diætist. Det kan du gøre allerede nu, så du kan få gang i et vægttab inden næste graviditet.

Der er udgivet en pjece om graviditet, kost og motion. Hvis du ikke kan få den hos din læge eller jordemoder, kan den bestilles her: www.foedevarestyrelsen.dk. Vil du vide mere, kan jeg anbefale ”Kost og graviditet” af Jerk W. Langer samt ”Graviditet og motion” af Bente Klarlund Pedersen.

Held og lykke med vægtstyringen.

MVH

Faktaboks

Om eksperten

Gitte Dencker er uddannet jordemoder med en overbygningsuddannelse i journalistik på DJH. Arbejder nu som uddannelsesansvarlig jordemoder på Frederiksberg Hospital, men har også fødegangsvagter. Har skrevet bøgerne ”Fødselshjælperen,” ”Gravid uge for uge” og ”Fødslen trin for trin.”

Det er ikke længere muligt at stille spørgsmål til Gitte Dencker.

Ret i stedet spørgsmål til: Nina Sepstrup, jordemoder@voresborn.dk

Gitte Dencker