Kærlighed med gylp på

En far fortæller…

Tre børn er godt og vel præcis tre flere, end jeg nogensinde havde regnet med at ende op med. En 300 procents forøgelse af det forventede antal. Havde man spurgt mig for ganske få år siden, om jeg ville ende som en fuldskægget familiefar, hvis eneste beskæftigelse ud over sit arbejde var at underholde, brødføde, vaske og skælde ud på tre små mennesker, ville jeg have leet usmageligt højt hele vejen hen til banken (for dengang havde jeg også betydeligt flere penge). At jeg skulle vinke farvel til mine gamle venner og hobbyer og min fritid for at passe en stor familie, ville lyde som en joke. Men nu sidder jeg midt i den. Joken. Signe og jeg har nemlig, imod al forventning, fået en lille datter. Eller – lille og lille, det er måske så meget sagt. Det var et ret stort barn af menneskeætten, der krængede sig ud af min stakkels spinkle kones anstrengte krop efter næsten 10 måneder i isolation. Fødslen var en voldsom affære uden sammenligning – med mindre man sammenligner med ubehagelig fribrydning eller slaget ved Stalingrad. Jeg er først nu ved at få mit farvesyn tilbage og min kone ved at lære at gå igen efter at være blevet delt i tvende af den nykomne.

Som at cykle ned i en sø

Lige nu er joken, hvor hurtigt man glemmer de basale ting ved spædbørn. Det er kun toethalvt år siden, at sønnen Darwin var ganske spæd og ny, men man har allerede slået ud af hovedet, hvordan man behandler en baby. Hvordan er det nu, man holder den, så den ikke brækker nakken? Hvor mange timer er det fair, at hun holder os vågne? Er dette normal farve på afføring, eller er vort barn en hæslig mutant, der udskiller uran?

Jeg havde troet og håbet, at det var som at svømme eller cykle. Noget, man genkaldte sig, i samme sekund man var i situationen. På vej ned i en sø på cykel. Men nej, minderne svigter én på forræderisk vis, og man er tilbage på bar bund de første dage. De første dage, hvor det stadig er uvirkeligt, at man har været i stand til at skabe endnu et af de små væsner, der uden tøven kalder én far og overøser én med kærlighed ikke ulig en glad collie.

Tre børn og en forkrøblet kone

Jeg havde gjort mig en del tanker om, hvordan det ville være med endnu et barn i det mørkske hjem. Om det ville være hårdere end sidst. Det synes jeg egentlig ikke, det er. Ja, det tager lang tid at fylde bilen, når vi skal ud, og vi sover ikke, og der er bleer overalt, og de to andre føler sig lidt overset, og Signe er udkørt, og huset er rodet, og mit skæg er nu mere gråt end nogensinde før. Men jeg synes sgu ikke, det er hårdt.

Jeg føler, at jeg har overskud til det. Overskud til at passe tre børn og en post-fødsel-krøblingehustru, der kræver lige så meget omsorg. Men nu er jeg også på barsel. Det bliver spændende at se, præcis hvor meget mit blodtryk kan holde til, når jeg begynder at arbejde igen. Det kan jo vise sig, at jeg er en slags superægtemand/farmand, der kan klare det hele. Jeg krydser fingre for, at det bliver tilfældet. Eller i hvert fald, at jeg overlever.

Vi har faktisk drømt om at få endnu flere børn, men det kan godt være, vi skal skaffe en ny og mere funktionel krop til Signe, før vi kaster os ud i det projekt.