Lavement

Formålet med at give lavement er at tømme tarmen for afføring, inden fødslen for alvor går i gang. Det foregår simpelthen ved at lede lidt saltvand ind i endetarmen, og efter cirka 10 minutter skal man på toilettet. Tarmen bliver tømt helt ud efter et lavement, nogle synes, det er ubehageligt, andre synes, det er rart. Du bestemmer selv, om du vil have lavement ved fødslen eller ej.

Ofte har den fødende diarré, inden fødslen går i gang, og så går det jo helt af sig selv. Hvis ikke, så bliver tarmen i hvert fald tømt, når barnet presses ud. Mange kvinder har det dårligt med, at der kommer afføring ud, når de presser. De synes, at det er flovt, det lugter, og det hæmmer dem i pressefasen. Hvis du har det sådan, er det en god idé at tage imod tilbuddet om lavement.