Populært legetøj til børn kan indeholde farlige stoffer: Beskyt mod farlig kemi
Har du et barn, der elsker at lege med det populære legetøjsslim? Så kan der være god grund til at være opmærksom, for undersøgelser viser, at mange af disse produkter indeholder skadelig kemi – og det er ikke deklareret nogen steder.
Det er pangfarvet, det er klistret, og det er et kæmpe hit blandt rigtig mange børn.
Det såkaldte slimlegetøj er populært som aldrig før, men det er desværre ikke alle varianter, der er sikre at lege med. Det fastslår både DR Kontant og Forbrugerrådet Tænk, der begge har undersøgt forskellige versioner af legetøjet for skadelig kemi.
De har ledt efter de såkaldte bor-forbindelser – for eksempel stofferne borax eller borsyre – som er det stof, der er med til at gøre produktet sammenhængende og elastisk. Problemet er, at stoffet i for store mængder kan være skadeligt for de børn, der leger med det.
- De her bor-forbindelser er særligt problematiske, fordi de kan påvirke evnen til at få børn, og så kan de være skadelige for fostre. Derfor er der nogle grænseværdier for, hvor meget af det her stof legetøj må afgive, og der er nogle slimprodukter, der ligger alt for højt, forklarer Stine Müller, der er projektleder og testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk Kemi.
Ingen deklaration
At undgå de her stoffer bliver kun vanskeligere af, at det ikke er lovpligtigt for producenter at oplyse indholdet af bor-forbindelser i et legetøjsprodukt. Derfor råder Forbrugerrådet Tænk forældre til at kontakte producenten direkte, hvis man ønsker at vide, hvilke kemikalier et stykke legetøj indeholder.
- Det er desværre ikke ligesom med shampoo eller sæbe, hvor producenterne er forpligtet til at oplyse ingredienserne. Derfor kan det være en rigtig god idé at spørge producenterne, hvilke stoffer produktet indeholder. De kan også indeholde forskellige konserveringsmidler, som kan bidrage til dit barns samlede udsættelse for for eksempel allergifremkaldende eller hormonforstyrrende stoffer, siger Stine Müller.
I alt fire produkter er blevet diskvalificeret i Forbrugerrådet Tænk Kemis undersøgelse. Disse er blevet anmeldt til Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, men ifølge Stine Müller, er der ingen garanti for, at der ikke findes andre problematiske slim på markedet.
- Der findes rigtig mange slimprodukter, og vi dækker ikke hele markedet i vores undersøgelse. Vi har en liste over de produkter, vi har testet, hvor man kan gå ind og se hvilke, der klarer sig bedst. Men slim som produktgruppe ser ud til at have et generelt problem i forhold til uønsket kemi, selvom det selvfølgelig ikke gælder alle produkter. Udover at spørge til indholdsstoffer i slimen, er det en god tommelfingerregel at undgå at købe slimprodukter fra de her internationale e-handelsplatforme som for eksempel Wish, men i stedet gå efter danske forhandlere.
En anden god forholdsregel i forhold til slimprodukter er ifølge Stine Müller, altid at sørge for at børnene vasker fingre efter at have leget med det og at være omhyggelig med at holde produkterne væk fra familiens mindste.
- De helt små børn, der kan finde på at tage ting i munden og spise det, skal ikke lege med denne her type produkter, understreger Stine Müller.
Du kan se, hvilke produkter Forbrugerrådet Tænk har vurderet som problematiske her. På grund af produktklassifikationer og forskellige grænseværdier, er det dog ikke alle producenter, der er enige i kritikken.