Mit barn bliver bidt
Spørgsmål:
Vores søn på 18 måneder er blevet bidt tre gange inden for nogle få måneder. I ansigtet, i armen og nu i låret.
Pigen, han bliver bidt af, bider kun ham og ikke de andre børn. Hun er datter af dagplejemoren, og hun er lige blevet to år. Han gør ikke modstand eller giver igen.
Han græder lidt, og hun får skæld ud af sin mor, og så leger de videre. Er der noget, jeg kan gøre for at undgå, at det vil gentage sig?
Mange hilsener
Line
Svar:
Kære Line,
Jeg oplever jævnligt, at vuggestuer og dagplejer løber ind i perioder, hvor de har et eller flere bidebørn, og det kan skabe stor uro hos børn og forældre. Man mener, at det, at børnene ikke har et sprog, betyder, at de ofte ‘taler’ med hele kroppen. Bliver de vrede, glade, sure og lignende, kan de udtrykke det kropsligt ved at slå, skubbe eller bide.
Når børn er i halvandet-års-alderen, kan de bide/nappe med munden. Her handler det om at smage og undersøge verden med munden, og de er faktisk ret lette af stoppe. Er barnet blevet to år, og i gang med den spæde start på ‘det sociale liv’, må man indstille sig på, at det vil tage lidt længere tid.
Vi voksne skal prøve at observere, hvad der er årsag til bideriet. Hvad går forud for biddet, og hvad er det for følelser, der får barnet til at bide. Er det, når et andet barn tager legetøjet, eller at et andet barn får opmærksomhed, og det lille pus bliver jaloux?
Jeg synes, at I skal få den dagplejepædagog, der er tilknyttet dagplejen, ud til en fælles snak om, hvordan I skal gribe det an. Det gør det svært for både dig og dagplejeren, at det er hendes egen datter, der bider.
Et godt råd er, at dagplejeren virkelig holder øje med sin datter og er på forkant med hurtigt at gribe ind. Og hvis datteren når at bide, skal dagplejeren bestemt sige til hende ‘nej, slut, må ikke’. Og til din lille dreng skal hun sige, ‘det må hun ikke’. Hun kan lære din søn, at han skal sige fra, og selv om han
ikke kan det med ord, kan han det med kroppen.
Med venlig hilsen
Margrethe Brun Hansen
LÆS OGSÅ: Børn bider for at blive hørt
LÆS OGSÅ: Vuggestue: Sådan ruster du dit barn